Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

5. september 2003


Wilfred Thesiger, 93
*Ørkenen blev hans have og beduinerne hans brødre.
Wilfred Patrick Thesiger, den sidste af de store britiske opdagelsesrejsende, levede og åndede for det oprindelige, uopdagede og uspolerede og udsatte sig hele livet for hårde prøvelser i én lang stræben efter det, der gav hans sjæl hvile.
Sandheden fandt Thesiger på sine eventyr blandt ørkenenfolket i Saudi Arabien, hvor han som den første europæer i 1946-47 og 1947-48 krydsede klodens største og barskeste sandørken, ar Rub al Khali, to gange. »Her i ørkenen fandt jeg alt det, jeg havde søgt: Jeg vidste jeg aldrig skulle finde det igen,« skrev han i den selvbiografiske Arabian Sand, som blev en international bestseller.
Eventyret bruste ham i blodet, hvilket han tilskrev sin opvækst i Addas Adaba i Etiopien (1910-19), hvor han som søn af den engelske diplomat og minister for området så og hørte meget. Størst indtryk gjorde dog Ras Tafari’s sejrsparade og kroning som Haile Selassie – kongernes konge efter oprøret i 1916.
I 1933 var han tilbage efter 14 lange års skoling på Eton og Oxford. Awash-floden var Afrikas største gåde, fordi ingen vidste, hvor den endte. Som 23-årig lykkedes det ham at trænge gennem de testikeljagende danakilers land og runde saltsøen Abbé, hvor Awash-floden mundede ud og fordampede. Siden blev det til et hav af eventyr. Han udforskede Kurdistan til hest, boede 8 år blandt marsk arabere i Irak, besteg Atlasbjergene i Marokko, udforskede Hazarabjergene i Afghanistan, krydsede Dasht-i-Luth i Iran, red på æsler i Yemen under borgerkrigen, kæmpede for Haile Selassie under Anden Verdenskrig for blot at nævne nogle få eventyr. Altid til fods eller til hest.
Men det var ørkenens endeløse monotoni, den konstante sult og tørst, heden, kulden, frygten for overfald, kammeratskabet og rejsens eneste belønning – et glas klart – næsten smagløst – vand, som han vendte tilbage til igen og igen. Her mødte han sig selv og fandt en plads i universet lig de traditionelle folk.
Han foragtede den vestlige kulturs, industris og videnskabs korrumperen af mennesket, og havde vanskeligt ved at forlige sig med, at der i hans spor fulgte en lang række vesterlændinge. Men han åndede ud på et engelsk plejehjem. rkj

Ed Townsend, 74
*I sommeren 1973 udgav Marvin Gaye sangen (og albummet) »Let’s Get It On,« som i sin skamløst-svedige håndribelige sensualitet gav baghjul til de fleste andre sange om et tidløst emne, der gør sig bedre rytmisk end verbalt. Manden bag teksten var en universitetslektor med hang til soul og en bristet drøm om selv at blive popstjerne. Nu er Ed Townsend død efter et langt liv, hvor
alkohol kom til at spille en større rolle end gavnligt er for helbredet.
I 1990 holdt han op med at drikke, men slitagen kunne han ikke stille noget op med.
Musikken blev Townsends førstevalg efter hjemkomsten fra Korea-krigen. Han fik job som vært i lokale tv-show og knyttede kontakter til stjerner som Nat ’King’ Cole og Etta James, som han leverede sange til. I 1958 fik han chancen som solist og greb den med sangen »For Your Love«. Hans følsomme bariton løftede melodien til nr. 7 på R&B-listen i USA, men hans solokarriere kom aldrig i omdrejninger. Han havde
ikke den nødvendige sceniske karisma og psykologiske stamina.
Samarbejdet med Gaye toppede kunstnerisk og kommercielt med »Let’s Get it On« og fortsatte med mindre held på tre sange på Here My Dear, et album, Gaye kun udgav af kontraktlige grunde, og som i virkeligheden var en lang, melankolsk og selvmedlidende tilsvining af Gayes eks-kone, som i en parentes bemærket var søster til Berry Gordy, pladeselskabets ejer.
Townsend forsøgte at bruge Gaye-samarbejdet som et visitkort, men hans manglende stabilitet gjorde ham forsyningsusikker, og bortset fra et hit for The Impressions kunne Ed Townsend ikke rigtigt igen komme i gang. tobi

Paul Jennings Hill, 50
*Indtil det sidste insisterede abortmodstanderen Paul Hill på retten til at tage liv i kampen mod abort. Natten til fredag blev dødsdommen over ham eksekveret i Florida ni år efter, at han skød og dræbte en læge fra en abortklinik og dennes vagt i Pensacola i Florida.
»Jeg er stolt over at dø for det, jeg har gjort,« sagde Paul Hill, en tidligere præst, foran 24 vidner før henrettelsen.
Hill er den første abortmodstander, som henrettes i USA, men han er langt fra den første abortmodstander, som tyer til mord på abortlæger i kampen. I USA og Canada er syv medarbejdere på abortklinikker blevet myrdet de sidste 10 år – den seneste i 1998.
Allerede før mordene i 1994 var Hill en fremtrædende abortmodstander, som ikke lagde skjul på , hvilke metoder han var parat til at gøre brug af.
Hill blev ifølge ham selv inspireret, da en anden abortmodstander, Michael Griffin, i 1993 dræbte lægen David Gunn, som arbejdede på en anden abortklinik i Pensacola. Efter flere måneders medieoptrædener, hvor Hill proklamerede, at mord på abortlæger kunne »retfærdiggøres«, fulgte Hill Griffins eksempel. Griffin afsoner i dag en dom på livstid.
Uden for fænglset havde tre grupper samlet sig. En gruppe af Hill-tilhængere, som allerede har udråbt Paul Hill til martyr, en gruppe abort-modstandere og endelig en gruppe modstandere af dødsstraffen.jach

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her