Læsetid: 5 min.

New York på flugt fra Amerika

En tv-aften i New York har noget gammelt Østeuropa over sig: Forskellen mellem byens og skærmens virkelighed er overvældende
19. september 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Den 11. september i New York er ikke så hysterisk, som man kunne forvente. Da jeg og mine ledsagere ved 11-tiden nærmer os Ground Zero, forventer vi, at der vil være så mange mennesker, at hele det nedre Manhattan vil være fyldt med grædende pårørende, heroiske brandmænd og politikere. Amerikanske flag. Men vi kommer ubesværet ind på selve Ground Zero. Ganske vist ikke ned i selve hullet, hvorfra man kan høre pårørende læse navnene på de cirka 3.000 omkomne, for skal man derned, skal man være inviteret.
I det hele taget virker newyorkerne ikke så ivrige efter at mindes 11. september, og i hvert fald ikke på den måde Bush-administrationen lægger op til. Sentimentalt og som en undskyldning for at fortsætte den anlagte terrorkurs. Mange newyorkere føler, at der spekuleres alt for voldsomt i den 11. september. Så hellere holde sig væk.

2.
En dag, der ændrede verden? Det er det formentlig kun de færreste newyorkere, der vil skrive under på. Det var en tragedie for de implicerede, men det er ikke, som om New York har ændret sig. Dagliglivet i Harlem, The Bronx, Queens og Brooklyn er stadig dagliglivet i Harlem, The Bronx, Queens og Brooklyn. Og med newyorkerens vanlige hang til konspirationsteorier var det meste af det, der siden skete, f.eks. besættelsen af Irak, allerede en del af ’planen’. Nu kunne man bare kalde den krigen mod terror. Belejligt nok. Mærkeligt er det i hvert fald, at både Clinton og Bush-administrationen siden 1997 havde fået gentagne advarsler om, at terrorister ville angribe New York og Washington og bruge fly som missiler. Alligevel var luftrummet over New York fuldstændig blottet for militærfly. Den dag for to år siden.

3.
Når man en sen aften sidder og ser Fox News, kan man få en helt østeuropæisk fornemmelse. Ikke at man et øjeblik forveksler det med Østeuropa: så ville nyhederne ikke hele tiden blive afbrudt af reklamer. Men der er en så voldsom diskrepans mellem det virkelighedsbillede, der toner frem på skærmen, og det, man ser uden for vinduet, at det er, som om der er tale om separate virkeligheder. Nøjagtig som i Østeuropa. Den offentlige samtale er næsten smuldret. Ytringsfriheden har vanskelige kår. Siden besættelsen af Irak har der været en hård, indre justits.
Og bag Irak-krigen med alle dens daglige meldinger om dræbte amerikanske soldater ligger store dele af virkeligheden øde hen. At arbejdsløsheden er den højeste siden 1939 er et faktum, der ikke benægtes, men det er en af den slags oplysninger, som på en eller anden måde ikke rigtig fæstner sig i mediecentrifugen. At 12,4 procent af amerikanerne (knap 35 millioner mennesker) lever i fattigdom, optager ikke så meget som et minut af sendetiden. At 41 procent af de hjemløse er familier med børn. Tja.
For mange newyorkere føles modstanden for stor. Det kan være, det ændrer sig nu, hvor Bush har under 50 procent støtte til Irak-krigen, men ellers mærker man en vis modløshed. Man lukker øjnene og har travlt med det sædvanlige, fordi man altid har travlt med det sædvanlige. Man håber på Europa. På irakerne. På et eller andet.

4.
Det fascinerende for en dansker er selvfølgelig forskelligheden. Når man kommer fra en lille land, der helst vil afspalte det fremmede, trænger man virkelig til at indånde luften i New York. Til at bade øjnene i mangfoldighed. I undergrundsbanen møder jeg en sort mand, der spørger mig, om hele verden nu ser ned på USA. Jeg har mest lyst til at sige: Ja, faktisk. Men i stedet ryster jeg på hovedet og smiler.

5.
Der er skår i billedet af New York som et lykkeligt immigrant-samfund. Godt nok har der ikke været særlig mange angreb på muslimer, men Little Pakistan i Brooklyn, hvor der bor 120.000 pakistanere, skrumper kraftigt. Siden angrebet på WTC er omkring 10.000 rejst. Det er ikke nødvendigvis mærkeligt, at immigranter ankommer til USA med det ene formål at tjene penge, og det er heller ikke usædvanligt, at de rejser, når de har tjent de penge. Men ifølge Village Voice er det første gang, at en gruppe immigranter rejser ufrivilligt. Første gang de føler sig tvunget til at rejse. Den frihed, man søgte i USA, er væk. FBI banker på midt om natten, og når man foretager razziaer i et så koncentreret indvandrerkvarter som Lille Pakistan, finder man altid nogen, der ikke har papirerne i orden. Om kort tid begynder desuden en ny runde høringer. Høringerne er en del af den særlige ’registrering’, regeringen indledte efter 11. september. Interviews, fotografier, fingeraftryk. Folk er bange for at gå ud. Så er der mange, der foretrækker Canada. At det pakistanske samfund skrumper kunne man mærke ved den årlige parade på Madison Aveneue. Den 24. august fejrer man Pakistans uafhængighed, men i år deltog kun 35.000 mennesker i festlighederne. Mod 80.000 i velmagtsdagene før 11. september.

6.
Hvis det er sandt, at vi er på vej væk fra det indrestyrende menneske, er New York på en måde en modsigelse af den udvikling. Måske fordi alle de, der bor i New York er på flugt fra resten af Amerika. I hvert fald insisterer alle så heftigt på deres individualitet, at det er utrolig svært at finde en fællesnævner for en newyorker. Folk er så forskellige, at man ikke kan tage noget for givet. Bare man skal have en simpel kop kaffe, skal man gennem en regulær spørgeskemaundersøgelse.

7.
På tidligere ture til New York er jeg altid på et tidspunkt kommet i tanke om Frank Sinatras »New York, New York«. På et eller andet tidspunkt er jeg brudt ud i megaloman sang. Det gør jeg ikke denne gang. Så måske er der alligevel et eller andet, der har ændret sig. Måske er det en lykke, at New York er befriet for disse overpotente, maskuline vildfarelser, WTC også var. Måske er det en lykke, at man nu ikke længere skal huse disse symboler på vestlig uovervindelighed, der bare er en livsfarlig illusion. Måske kan man ligefrem holde mere af New York nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her