Læsetid: 4 min.

Nikolaj Hübbe

’Sylfiden’ har premiere på Det Kgl. Teater i aften. Men noget vil være anderledes. Den 35-årige solodanser Nikolaj Hübbe fra New York City Ballet har nemlig renset ud i Bournonville-traditionen på Kgs. Nytorv. Velvidende at forventningerne til hans fortolkning er skyhøje
20. september 2003

’Sylfiden’ har premiere på Det Kgl. Teater i aften. Men noget vil
være anderledes. Den 35-årige solodanser Nikolaj Hübbe fra New
York City Ballet har nemlig renset ud i Bournonville-traditionen på Kgs. Nytorv. Velvidende at forventningerne til hans fortolkning er skyhøje

– Hvad gør din ’Sylfiden’ anderledes?
»For det utrænede tilskuerøje ser Sylfiden måske ud, som den plejer. For jeg har ikke taget voldtag på noget. Men for mig har et af de springende punkter været, at Sylfiden kun findes i James’ fantasi. Det er kun James, der kan se Sylfiden. Gurn kan ikke se hende. Hvad Gurn ser, er en forvildet mand, der går omkring og gemmer skærf i en lænestol – en mystiker, der taler med sig selv og laver gebærder i rummet. Det er det vigtigste for mig. Med den tolkning kan jeg få regnestykket til at gå op.Gurn siger rent ud til James’ forlovede Effy, som han selv elsker: »Gift dig ikke med James. Manden er sindssyg. Det bliver ikke noget lykkeligt ægteskab.« Og så har han lyst til at sige: »Gift dig hellere med mig i stedet for.«
– Hvem kommer din James-tolkning fra?
»Jeg lærte James’ trin, altså divertissementet, da jeg var en 17-18 år med Niels Kehlet som lærer. Desuden havde vi James’ variationer på Bournonville-skolerne med både Fredbjørn Bjørnsson og Flemming Ryberg, og senere lærte jeg hele balletten under Hans Brenaa. Men jeg kom først til at danse James, da Hans Brenaa lige var død (i 1988, red.). Da var det Henning Kronstam, som så lærte mig rollen færdig – på bare en uge.«
»Derfor kender jeg James’ koreografi fuldstændig. Jeg ved, hvor det er svært. Så skal du op at flyve her, så skal du bruge skulderen her. Men når jeg nu instruerer, så handler det om, hvor det netop passer de tre James’er hver især – Thomas Lund, Mads Blangstrup og Kenneth Greve. Trinene er, hvad de er. Så det handler om, hvor danseren kunne gøre springet endnu flottere, eller det trin mere slebent, eller den del endnu mere musikalsk. Så mit arbejde er at give til at give hjælp til selvhjælp.«

– Hvordan har det været at komme tilbage til dit gamle kompagni som instruktør?
»Jeg er glædeligt overrasket over folks åbenhed. Alle har stået med åbne hænder og sagt: Kast til mig! Og dér troede jeg, at jeg skulle hjem og strides. Min rolle har egentlig bare været både at få danserne til at blæse deres instinkter helt op – og at skrælle i fortolkningen for at komme helt ind til benet. Det værste er forventningerne. Når du selv går på scenen, kan du i det mindste stå inde for det, du laver – og som danser kan du forblænde folk. Men at tage en hel ballet og et helt kompagni som instruktør og så foregøgle folk, at dette her er helt fantastisk – det er straks end anden sag. Så skal du kunne mere end hundekunster.«

– Hvad har Mikael Melbye ændret i scenografien?
»Mikael har f.eks. lavet to trapper op fra stuen, i stedet for bare én – lige som i Bournonvilles oprindelige udgave (fra 1836, red.). Og så har Sylfiden fået en ‘flyvemaskine’ ned fra sit vindue, sådan en ‘elevator’.«
»Under dansen i 1. akt plejer Sylfiden desuden at stå øverst på trappen og kalde på James. Men nu toner hun i stedet frem i væggen allerøverst, og så forsvinder hun igen – lige som svaneprinsessen i Svanesøen.«

– Hvordan er din Sylfide?
»Jeg synes jo ikke, at sylfiderne er helt så farlige, som de syntes engang. Alle bør have en sylfide, ikk’? Ellers sker der jo ikke noget.«
»Rose Gad sagde en dag til mig: »Jeg har altid været så sød lige her.« Og så sagde jeg: »Jamen, det behøver du ikke være. Bare se på ham. Lås ham med øjnene og sig til ham, at han skal tage med dig ud i skoven.« Så fik hun et underligt udtryk af en dyb længsel efter ham – kom nu, kom nu! – og hendes overkrop stod helt stille, mens hendes ben galopperede nedenunder. Sådan!«
»Men selvfølgelig er alle fire Sylfider – både Rose, Gudrun Bojesen, Silja Schandorff og Caroline Cavallo – yndefulde, vidunderlige, dårende, bedårende, engleagtige. Sylfiderne skal sitre fysisk, vibrerende og elektriske – det er den eneste måde, vi som mennesker kan skildre sylfidernes overnaturlighed på.«

– Hvordan har Den Kgl. Ballet det nu?
»De har fat i den lange ende nu. De unges disciplin er bedre, og korpsånden er i det hele taget bedre. Der bliver lyttet og arbejdet, og de bider til bollen. Det er en stor forandring i forhold til bare for to år siden. Det individuelle selvværd har det også bedre. Den med: ‘Jeg er glad for mit arbejde, jeg er stolt af mit arbejde, jeg tager hånd om mit arbejde’.«
»Teknik og selvværd er forbundne kar. Teknikken bliver bedre, hvis
selvværdet bliver bedre. Derfor er teknik også et spørgsmål om selvopholdelse – om viljen til at køre de to pirouetter og troen på, at du kan det.«

– Sylfidens allerførste solo er kendt for sin forfærdelige attitude-pirouette. Hvorfor tager du ikke bare den ud af koreografien?
»Nej! Hvis vi tager dén ud, kan vi lige så godt tage det hele ud. Det nytter ikke noget. En arm kan vi godt ændre. Men ikke et trin.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her