Læsetid: 4 min.

’Fra ørkenen til paradis’

For nylig vendte 250 irakiske flygtninge tilbage til deres elskede hjemland. Efter 13 år i en flygtningelejr i Saudi-Arabiens ørken bobler de af optimistiske fremtidsdrømme. Men en problemfyldt hverdag venter, frygter FN
24. september 2003

Umm Qasr – Ahmed Muhammed kæmper for at holde tårerne tilbage. Men samtidig folder et sagligt smil sig ud i den vævre og vejrbidte irakers ansigt.
»Jeg er både lykkelig over at være tilbage og fuld af sorg over at have været væk så længe,« siger Ahmed Muhammed.
Han er blandt de 250 flygtninge, der lørdag vendte tilbage til Irak efter 13 års eksil i Saudi-Arabien. Her har 33.000 irakere levet i flygtningelejren Rafha siden Golfkrigen i 1991. Den isolerede ørkenlejr i det nordlige Saudi-Arabien huser i dag omkring 5.000.
Ahmed Muhammed er med i den anden konvoj af hjemvendende irakere efter Saddam Husseins fald.
Irakernes hjemrejse begyndte, da fem busser fragtede dem gennem ørkenen imod den irakiske grænse. Da de skulle krydse den, fik uroligheder i Basra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til at udskyde turen. Så de 250 flygtninge måtte vente i en midlertidig lejr mellem Rafha og Kuwait i seks lange dage.

Kamp om pladserne
Trods den lange tur stormer irakere ud af bussen, da de når havnen i Umm Qasr i det sydlige Irak. Her bliver de modtaget af hujende og syngende slægtninge, som mange ikke har set i mere end et årti.
I den gamle ankomsthal skal de nyankomne registreres som ira-kiske statsborgere – igen – inden de kan vende hjem til provinsbyerne Nassiriya og Samawa.
Irakerne nærmest løber i retning af registreringskontoret, hvor de hurtigt danner en hidsigt møvende kø. Alle vil være sikre på at blive lukket ind i landet.
»Dæmp jer venligst ned,« skratter en mand med megafon:
»Det tager kun få minutter, og alle skal nok komme til.«
Det beroliger ikke mængden, der ufortrødent buser videre.
»Jeg kunne ikke sove i nat, fordi jeg var så ivrig efter at komme hjem. Jeg kan ikke vente med at hjælpe til at genopbygge mit land,« fortæller Abdul Wahib, inden han kaster sig ind i køen.

Kritik af flygtningelejr
Ligesom Abdul flygtede de fleste irakere efter shia-muslimernes opstand i det sydlige Irak i umiddelbar forlængelse af krigen i 1991. Folkeoprøret blev brutalt nedkæmpet af Saddam Husseins Republikanergarde og alle med den mindste tilknytning til oprøret var i fare for at blive fængslet eller slået ihjel.
Ahmed Muhammed var en af de mange, der tog flugten gennem ørkenen og efterlod familie og venner.
»Jeg deltog i revolutionen i 1991, så da det slog fejl, var jeg tvunget til at tage væk. Siden har jeg hørt, at flere af mine venner blev dræbt, fordi de ikke flygtede,« beretter han.
Ahmed slap med livet i behold, men er, som alle de irakere Information har talt med, dybt kritisk over for forholdene i lejren i Rafha. Trange forhold, ørken så langt øjet rakte og udbredt fattigdom var vilkårene for de flygtede.
»Vi var mange tusinde klemt inde på fem kvadratkilometers ørken. Og jeg, der var ingeniør og havde fast arbejde, tjente kun 100 dollar på et halvt år,« fortæller en iraker til Information.
Specielt den sidste uge har været hård for irakerne, der havde indstillet sig på at vende hjem sidste mandag.
»Alle mine børn har været syge på grund af, at vi boede under umenneskelige forhold,« siger den tilslørede kvinde Aksam.
»Men nu er vi rejst fra ørkenen til paradis.«

Svært at vende hjem
Den nye hverdag i det krigshærgede land kan imidlertid vise sig at blive mindst lige så hård som livet i flygtningelejren.
Flygtningehøjkommissær i UNHCR, Ruud Lubbers, har været yderst forbeholden med at repatriere irakere på grund af den ustabile situation i landet. Omfattende kriminalitet og mangel på basale fornødenheder gør det svært for mange byer at tage imod hjemvendte flygtninge. Og organisationens medarbejdere har da også blandede følelser, når de sender irakere ind i landet.
»Det er helt klart ikke det optimale tidspunkt, vi sender flygtningene hjem på. Urolighederne i Basra viser, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Men der er stort pres både fra flygtningene, deres slægtninge og ikke mindst Saudi-Arabien for at få dem tilbage til Irak nu,« siger Inge Markvard Andersen fra UNHCR. Hun ledsagede irakerne over grænsen til Umm Qasr.

Tror på fremtiden
Efter 13 år i eksil er det også usikkert, om flygtningene overhovedet har noget at vende hjem til. Mange huse vil være plyndret eller beboet af andre, når de kommer tilbage. Samtidigt ved mange af flygtningene ikke, om deres familie stadig er i live, eller hvor i Irak de befinder sig.
»Den første fremtid bliver svær, og det vil være klart lettest at klare sig, hvis man har slægtninge at støtte sig til,« forklarer Inge Markvard Andersen.
Men irakerne tvivler ikke på en lys fremtid, trods de mange problemer.
»Dårlig sikkerhed rører mig ikke. Jeg har ventet på at komme hjem, siden Saddam blev styrtet i april. Alt skal nok blive bedre,« siger Ahmed Muhammed og tilføjer: »Inshallah – om gud vil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu