Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

6. september 2003


Attentat mod kunst-værker i Malmø
*To kunstværker i den pågående udstilling på kunstmuseet
Rooseum i Malmø blev onsdag aften ødelagt i en planlagt aktion, hvor tre malerier blev revet ned fra væggende, skriver Dagens Nyheter.
Gerningsmændene beskrives som fire unge i alderen 18-25 år. De kom ind på museet i selskab med udstillingens øvrige besøgende og gik ved et signal samtidigt til angreb mod kunstværkerne. Derefter forsvandt de ud gennem museets café.
De ødelagte malerier af Per Wizén indgik i udstillingen De bortbjudna, som har vakt stor debat. Blandt andet på grund af den norske kunstner Bjarne Mellgaards kontroversielle videofilm, hvor en mand slikker på en barnearm. Da filmen blev vist på Moderna Museet i Stockholm i 2000, blev den politianmeldt som børnepornografi, men blev frikendt i tingsretten. Den er ligeledes blevet politianmeldt i Malmø.
Gerningsmændene efterlod sig et flyveblad med overskriften »Til kulturens forsvar! Mod det nedbrydende, grimme, destruktive og groteske.« Ifølge Sydsvenska Dagbladets netoplag var flyvebladets afsendere en højreekstrem organisation. msk

Rifbjerg hylder Aarhus Universitet
*I anledning af at Aarhus Universitet fylder 75 år, opfører Klaus Rifbjerg et jazz-oratorium – et stykke nyskrevet swingende lyrik tilsat jazzakkompagnement, som en del af jubilæumsarrangementet, Åbne Døre.
Det sker i morgen fra kl. 13-17 i Bygning 250 på Aarhus Universitet. msk

Jubilæum på Dansescenen
*I august 1993 blev den første danseforestilling trådt an under Dansescenens tagryg i den gamle kasernebygning på Øster Fælled Torv i København.
I dagene 11.-13. september fejres jubilæet med en marathon-forestilling, hvor 10 af de koreografer, der har været tilknyttet i årenes løb, bidrager. Det drejer sig om Jens Bjerregaard, Thomas Eisenhardt, Palle Granhøj, Kit Johnson, Ari Rosenzweig, Tim Rushton, Mute Comp., Helen Saunders, Anette Wiesner og Camilla Stage. Desuden udkommer Anne Middelboe Christensens fine bog om det dansekunstneriske foretagende, med titlen Ben i næsen.
Se www.dansescenen.dk for yderligere information. msk

Dramatikeruddannelsens elevforestillinger
*I præsentationen af premiererne på de seks enaktere fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i tirsdagsavisen, blev ikke nævnt, at teksterne fra forestillingen er udkommet i bogform. Det søges hermed udbedret med følgende data:
Seks danske enaktere 2003. Forlaget DRAMA. 264 s., 168 kr. msk

Blues i København
*Fra 24. september og fire dage frem kan man opleve Copenhagen Blues Festival. Der bydes på ialt 33 koncerter, og man har i år satet på at give begivenheden et stærkere internationalt islæt med besøg af f.eks. John Hammond, Michael Hills Blues Mob, Keith Dunn og James Hunter Band. Også garvede bluesfolk fra den hjemlige scene kan høres bl.a. Peter Thorup, Troels Jensen, Paul Banks, Kenn Lending og Mike Andersen Band. På festivalens hjemmeside, www.copenhagenbluesfestival.dk, findes program,
informationer og omtale af projekter, relateret til festivalen.
cmh

Kortest muligt
*Reykjavik Mere end 20 forfattere fra 17 lande deltager i International Litteraturfestival frem til 13. september.
*Udstilling Den finske kunstner Mia Ollikainen er månedens udstiller i Nordisk Ministerråds Galleri.
*Pris I dag uddeler Frederiksborg Kulturcenter årets kunstnerpris til pianisten Marie Rørbech på Frederiksborg slot.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her