Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - Kultur

23. september 2003


Carl-Henning over det hele
*Den danske kunstner, medlem af Høstudstillingen, medstifter af Cobra-bevægelsen, Carl-Henning Pedersen fylder 90 år i dag. Og det bliver fejret på behørig vis og lidt til. Statens Museum for Kunst har sammen med kunsthistorikeren Mikael Wivel arrangeret museets hidtil største retrospektive udstilling for en dansk kunstner: Livsværk hedder den og kan ses indtil den 4. januar. Derefter flytter udstillingen til Jylland – mere præcist Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museum i Herning og Herning Kunstmuseum. Selv Magasin på Kongens Nytorv ville være med til at fejre fødselsdagen: Det bliver med store bannere, sponsoreret af den jyske modemand, Finn Poulsen fra Bestseller. Så uanset hvad man eller måtte mene om denne abstrakt ekspressionistiske farvelade, bliver den svær at undgå i det kommende halvår. nt

God start for ’Forsvar’
*Da TV 2’s nye dramasatsning Forsvar havde Danmarkspremiere i primetime søndag aften, havde 1.365.000 seere valgt at følge med, hvilket er et af de højeste tal for en dansk dramaserie i flere år.
TV 2 sender 10 afsnit af Forsvar dette efterår, hvorefter den fortsætter i foråret 2004.
»Det vil være lykkeligt, hvis det om 10 uger viser sig, at vi i Danmark kan realisere en dramaserie i så høj kvalitet inden for en økonomisk ramme, der er væsentligt reduceret i forhold til TV 2’s Strisser på Samsø og DR 1’s Rejseholdet,« siger
TV 2’s programchef Bo Damgaard.
Fremover er sendetiden onsdag kl. 20.35. msk

Prix Italia til DR Radio
*To radioudsendelser fra DR fik hver tildelt én af de prestigefyldte Prix Italia-priser, da den 55. internationale konkurrence for radio- og tv-programmer samt websider sluttede på Sicilien lørdag.
Det drejer sig om journalisten Lisbeth Jessens DR Dokumentar Efter Festen om Thomas Vinterbergs møde med sønderjyske Allan, hvis historie har dannet forlæg til den første dogme-film, Festen, samt dramatikeren Kasper Hoffs DR Radio Drama, Brasilien, der portrætterer de siamesiske tvillinger, Philip og Michael. Vinderne er fundet blandt nominerede programmer far 75 radio- og tv-stationer i over 60 lande på fem kontinenter.
Efter Festen genudsendes på DR P1 27. september kl. 16 og 2. oktober kl. 13. msk

Dansk filmfremstød i Brasilien
*I dag åbner en dansk filmuge, Novissimo Cinema Dinamarquês, i São Paulo med visning af en lang række af de seneste års bedste danske film. oplyser Det Danske Filminstitut.
I alt 11 danske spillefilm, fire dokumentarfilm og syv kortfilm deltageri festivalen, der fortsætter til hovedstaden Brasília. 7.-12. oktober vil filmene kunne ses i Rio de Janeiro.
Fremstødet ledsages af instruktørerne Anette K. Olesen, Åke Sandgren, Klaus Kjeldsen og Jesper Jargil, der vil være tilstede under åbningerne af filmugerne for at møde det brasilianske publikum. msk

Årets Emmy’er uddelt
*Det blev det populære politiske drama Præsidentens mænd, der blev den store vinder ved årets Emmy-uddeling, der i tv-kredse er et tilløbsstykke uden lige. Serien vandt topprisen ved den 55. udgave af ceremonien, mens sitcom-succesen Alle elsker Raymond vandt prisen for bedste komedie. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her