På bænken

Stikord
I en yngre alder læste jeg ikke avisernes dødsannoncer. Det gør jeg nu. Det er ingen lystlæsning, da flere og flere generationsfæller dukker op med navns nævnelse og konstaterende eller beklagende ord og data. Flere og flere har jeg kendt personligt. Jeg tjekker fødselsår og foretager en sammenlignende hovedregning, Nu igen! siger blomsterhandlersken, når jeg træder ind ad døren, mest for at bestille en bårebuket. At få sendt eller at tage med.
Blomsterne køres enten til gravstedet eller efter en bisættelse med brænding og det hele til de ukendte anonymes område. Også de, der gik navnløse i jorden, må betænkes af de levende.
Mens man baner sig vej gennem livet, vokser graner langsomt op et sted til ens kiste, fortæller Sven Clausen koldsindigt i et digt, juristen, dramatikeren, sprogkritikeren Sven Clausen, hvis tørre vers jeg altid har haft en svaghed for. Dikte kaldte han dem ifølge sit nordiske ’målstræv’. Digtet »Fyrre« indleder:
Er du omkring de fyrre
begynder folk at dø -
Du har dit paa det tørre.
Tom bliver verdens ø.
Vistså, det begynder tidligt. Lever man ellers med i den gennemsnitligt voksende levealder, er udtyndingen stadig mere mærkbar, og skyggerne vokser, mens vi rykker sammen og deltager i gravøllets kompensatorisk opstemmede lystighed og underlige lettelse. Man var med endnu engang uden at være hovedperson.
For nylig sad jeg så atter på en bænkerad, side om side med bekendte og venner af den døde i den blomsterklædte kiste deroppe i koret og lyttede til de fjernt klingende taler og musikken oppe fra orgelpladsen. Ved den anden ende af bænken lister en ung mor med sit spædbarn på armen ind og sætter sig. Forsinket sagtens af yngelplejens gøremål. Barnet er lettere uroligt, og moderen blotter forsigtig-omhyggeligt brystet og lægger barnet til. Jeg lader mig lettet distrahere fra det knugende.
Amningen er ikke nok til at berolige det lille menneske, og hun begynder da at vugge det i armene og sætter derved bænken i svingninger, så jeg og mine fæller i den anden ende vugger med i en duvende bevægelse, en dønning af anderledes nyt liv. I det samme intoneres den genialt poetiske sang, som er blevet uundværlig ved disse rituelle handlinger,
Se, nu stiger solen af havets
skød,
luft og bølge blusser i brand,
i glød;
hvilken salig jubel,
skønt alt er tyst,
medens lyset lander
på verdens kyst.
Oluf Ring satte musik til Jakob Knudsens solopgangsdigt i en mol-toneart, men med en afsluttende dur-akkord, der får lyset til at stande stille på livets lyst. Bølgebevægelsen i bænken stilnede, da moderen blev klar over effekten af hendes vuggen, og hun listede atter ud, måske til en skrigende befrielse i våbenhuset.
Men her sad vi andre tilbage med ordene »selv at føle morgen i sjæl og krop«, som jeg mumlende sang med på i en form for kursivering. I en slags assimilation med det lille ukendte menneske. Hvilket privilegium.