Læsetid: 3 min.

Et patriarkalsk lotteri

Særlig avancerede var vi generelt ikke, set med nutidens øjne aldeles tilbagestående i livsstil
1. september 2003

Studiestart 2003

Dansk
I norsk kultur og litteratur møder man fra før i tiden fænomenet ’bondestudenter’, de kløgtige unge fra det vidstrakte riges fjernere kanter, der måtte til Christiania for at få en universitetsuddannelse. Dér mødte de så den urbane intelligentsia, kvikheden, radikalismen, hvis de da opsøgte deres modsætninger, eller de blev lydige tjenere i embedsstanden.
I Danmark var assimilationen lettere. Alligevel var det med spænding, at jeg med en flok af min egen årgang 1946 fra Aalborg Katedralskole, velsagtens 1. september, steg om bord på det gode skib Aalborghus og stævnede mod hovedstaden i nattens mulm og mørke og med lettere kvalme. Vi var indskrevne på Københavns Universitet, jeg med dansk som hovedfag til skoleembedseksamen, som det dengang hed, selv om studiet overhovedet ikke var indrettet til senere skolebrug. Det vidste jeg ikke, men jeg drømte heller ikke om at komme i skole igen som netop løsladt.
Mødet med studiefællerne blev nu ikke noget kulturchok, da de kom fra nær og fjern og jeg desuden selv havde boet en del af min barndom i hovedstaden. Det var ganske hyggeligt at høre, at nogle talte med fynsk baggrund eller som sønderjyder med mangel på stød i ordene, eller jeg hørte det drævende aalborgjyske bl.a. som en sød klang i min særlige venindes mund. Vi lærte os fransk på en anelse forskellig måde i vores fælles bifag. Det blev også det eneste franske med os.
. Var vi ved et teknisk uheld i tidsmaskinnen dukket op i år 2000, ville vi sikkert blive interneret i Sandholmlejren som asylansøgere med en tvivlsom kulturbaggrund.

Relikt
Københavns Universitet var i 1946 et gammeldags universitet, et relikt fra århundredets begyndelse, sat i stå under Besættelsen, hvor professorer måtte holde private forelæsninger derhjemme på grund af den ene eller anden restriktion. Læreanstalten prøvede at finde sig selv igen, uden større held. Kuriøs og symptomatisk var den labyrintiske tilfældighedsstruktur med centrum i Frue Plads, men med kontorer, institutter, laboratorier, øvelseslokaler spredt i hele latinerkvarteret, som vi efterhånden lærte at kende som vores egen bukselomme: Et alligevel charmerende historisk modtræk mod fremtidens koncentration på Amagers kønsløse Fælled, som dog nu er peppet op. Det var intimt og derved også åbent for søgende, kundskabstørstende ånder, der skulle kvalificere sig i systemet. En kritik af forholdene drømte vi ikke om trods adskillig, voksende undren.
For franskstuderende var det svært de første år at få visum til en Frankrigsrejse, grænserne var snævre og stive på næsten alle områder, rationering af visse fødevarer fortsatte længe endnu, ekstravagancer var sjældne, selv om vi opdagede, at diverse vine kunne købes for overkommelige summer. Wandels vinkælder på Gammeltorvs hjørne havde en knastør, tyrkisk hvidvin til fire kroner flasken, og meget mere betalte vi ikke for en Saint-Emilion 1947, en pragtfuld årgang, skulle det vise sig. Det understregede kun nøjsomheden. De fleste af os boede hjemme hos forældrene, mine flyttede ganske snart til København og hindrede dermed en form for frigørelse.
SU fandtes ikke. Vi tog med mellemrum småjob til 1,50 kr i timen, ansøgte om de få og små legater, der var mulighed for, og sad ellers på filologisk laboratorium og læste på lektierne, sagaer, edda- og skjaldedigte på oldislandsk, gammeldansk grammatik, fonetik, hele det omfattende filologiske pensum, jeg ikke havde anet eksistensen af, da det var litteratur, der havde tilskyndet mig til faget.
Der var et helt anderledes forslag i tiden dengang. Den var langsom. Uden mediehysteri, mobiltelefoner og diskoteker, skønt gode intermezzi af bajere og rødvin, hornmusik og den slags.
Fagenes læseplaner var ideale og ganske urealistisk omfattende. Eksaminerne blev aflagt samlet i alle emner, sproglige og litterære, de skriftlige prøver over fire dage, de mundtlige samme dag. Og man kunne først indstille sig efter at have fået godkendt specialeafhandlingen, en fornuftig ordning frem for nu, hvor det er almindeligt at gemme den til sidst og så falde ud af miljøet uden at få det gjort. En ret almindelig studieskæbne. Trods den karakter af lotteri, de udstrakte krav indebar, dumpede folk nu sjældent. Professorerne kendte hver enkelt – flere var vi ikke – og de var kun i undtagelsestilfælde ude på at opsøge de sorte huller.
En vis patriarkalsk ånd herskede stadig over Frue Plads. Trods dens gode sider indeholdt den så mange urimeligheder i form af stof- og magtfordrejninger, at studenteroprøret var en nødvendighed, da det omsider kom i 1968 med et nyt rationale – og nye urimeligheder.

*Torben Brostrøm har siden 1956 anmeldt skønlitteratur i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu