Læsetid: 3 min.

Plumrådden skønhed

Leni Riefenstahl er død efter et langt liv i skyggen af nazismen, for man hylder ikke ustraffet Fanden
10. september 2003

Nekrolog
Hvor har man dog bakset med den figur ! Og hvor har hun bakset med sig selv og historien og filmkunsten og æstetikken, denne Leni Riefenstahl, der oprindelig hed Helene Bertha Amalie og blev født 22.2.1902 og nu er død mere end hundrede år gammel. Hun gjorde altså det tyvende århundrede med, tør man sige, men desværre faldt hendes egentlige berømmelse og virke sammen med en vis Adolf Hitler, der oven i købet blev hendes arbejdsgiver og hovedperson, da hun skabte sit mesterværk (og den nazistiske kulturs opus magnum) filmen om Partidagen i Nürnberg i 1934.
Der var tale om en iscenesættelse, man skal helt tilbage til Griffith eller de Mille eller von Stroheim for at finde magen til, men her drejede det sig om dokumentarisme i propagandaens tjeneste og typisk nok var der ingen grænser sat økonomisk, Joseph Goebbels havde forstand på production value og vidste hvad den slags koster.
Den unge (smukke) kvinde kunne få, hvad hun pegede på og med sin artsfælle, arkitekten Albert Speer, skabte hun et filmisk show med højtopskruet sans for det dramatisk-æstetiske alt sammen til ære for en ideologi, som siden skulle komme til at æde både hende og den halve verden næsten op, for man hylder ikke ustraffet fanden, og ligegyldig hvor meget Riefenstahl snoede sig (og på samme måde Speer) så klyngede der sig til begge navne en følelse af noget uafklaret, noget skyldbelastet, som var umuligt at vaske af, uanset hvor meget de prøvede. Som et gammel tysk mundheld siger : »Wenn man mit dem Teufel frisst, muss man einen langen Löffel tragen« (Når man spiser med djævelen, skal man have en ske med langt skaft.)
Som Flahersty’s Nanook of the North som Grierson’s Nightmail som Joris Iven’s The Spanish Earth vil Triumph des Willens, som Riefenstahls epos hed, blive stående – usanset hvor meget man ækles ved tanken om, at så megen skønhed er sat i scene for at hylde en grimhed, som kun kan kaldes nådesløs.

Ikke passende
Runner up i sammenhængen er fruens nr. 2, storreportagen fra Olympiaden i Berlin 1936, hvor man svælgede i dyrkelsen af det perfekte menneske, bevægelsens og kroppens skønhed, men for Hitlers vedkommende dog ikke længere end at han måtte forlade tilskuerpladsen med kvalme, da det var en kendsgerning, at den amerikanske løber, Jesse Owens, tog alt det guld, han kunne løbe med, hvilket ikke er passende for et undermenneske. Owens var sort.
Leni Riefenstahl brugte resten af sit liv efter nazismens fald til at rehabilitere sig – uden at det rigtig virkede overbevisende. Men den æstetiske sans svigtede hende ikke, hvad man kan forsikre sig om ved at se en række ’skønne’ undervandsfilm, hun lavede fortrinsvis fra det indiske ocean.
Måske var det sin egen underbevidsthed, hun jagtede, og den blev så – i hendes fortolkning – smuk ligesom nazismen, hvis hæslighed hun aldrig havde blik for, men til gengæld ferniserede så effektivt æsteticerende, at emballagen strålede og skinnede, så et helt folk og en halv verden ikke opdagede, at det, der gemte sig bag indpakningen, var plumråddent.

FAKTA
Leni Riefenstahl
*Leni Riefenstahl var oprindeligt uddannet danser og spillede fra 1926 sportskvinde i flere af Arnold Fancks naturfilm. Hun debuterede som instruktør i 1932 med Det blaa lys, hvori hun også spillede hovedrollen. Efter Hitlers magtovertagelse dokumenterede hun nazisternes propagandamanifestationer. Filmene Triumph des Willens (1935) og Olympia 1-2 (1936) er hovedværker inden for dokumentargenren. Riefenstahl blev frikendt for krigsforbrydelser i 1952. Siden har hun hovedsageligt ernæret sig som fotograf.msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her