Læsetid: 3 min.

Pop der ikke kan få nok

Stephan Grabowski genopdager den orkestrale 60’er-pop med en egen nærværende generøsitet godt hjulpet på vej af Ivan Pedersen og Peter Belli
18. september 2003

Ny cd
Hvem har sagt, at popmusik ikke må have ambitoner?
I hvert fald ikke Stephan Grabowski.
Den tidligere Lars H.U.G.- og Love Shop-trommeslager træder efter de kritikerroste, men ikke helt fuldbragte plader Glitter Angels, Underligere End Kærlighed og Danmark Drømmer omsider i karakter som en komponist, der ikke er bange for, at de store bevægelser kommer til at virke kejtede eller de store ord for rørstrømske.
Konger For En Aften kalder Grabowski sit kunstneriske katapultsæde, men han er ikke alene om at give denne musik højde. Med en generøsitet man – uden sammenligning i øvrigt – skal tilbage til Sebastian og Skatteøen for at finde magen til, lader han to af de mest genkendelige danske stemmer synge de fleste af disse sange, der er alt andet end jordbundent danske.
Peter Belli og Ivan Pedersen, og så behøver vi ikke sige mere. De er begge skarpe, når det kræves og smeltende bløde, når sangen beder om det. Grabowski må med dem bag mikrofonerne have haft det som en filminstruktør, der får lov til at vælge lige dem, han vil have til hovedrollerne. Og som går ind i rollerne som havde de selv skabt dem.

Kompleks og skødesløs
Koncepten bag Konger For En Aften er at genoplive den orkestrale side af 60’ernes pop. Det er ikke svært at høre inspirationen fra Walker Brothers, Frankie Valli og Burt Bacharach, og det skal det heller ikke være, men der også guitarbredsider planket direkte fra Pink Floyd-kataloget. Og så har Grabowski altid været forelsket i både Kasper Windings melodiske luftighed og C.V. Jørgensens tekstunivers anno sen-70’erne.
Der er som anmelder ingen grund til smålighed. Det er Grabowski nemlig ikke selv. Sange som »Caruso«, »Juli/August« med de fine linjer om at ville eje stjernerne i nat, og den lavmælt lidenskabelige Belli-ballade »Hvis Jeg Elsker Dig« er noget af det mest gennemførte danske pop, jeg har hørt i umindelige tider, båret af lige dele musikalsk kompleksitet og skødesløs elegance, og musikken får det meste andet lige nu til at lyde som klam spekulation i smagssegmenter. Det er musik, båret af vision og vilje. Og konstant med denne ydmyghed over for at skulle beskrive kærlighedens væsen, fordi kærligheden jo er så meget større end alle ord.
For at komme på omgangshøjde med de følelser, han besynger, højner Grabowski dog af og til lixtallet lidt unødigt, som når han lader Belli synge om »dage, hvor dæmonerne drukner i mit indre anarki.« Det kan godt være Belli kan have det sådan, men han vil med garanti aldrig udtrykke det på den måde. Heldigvis er både Belli og Pedersen så rutinerede, at de kan gøre den slags ord til deres egne. Ja, d’herrer kunne såmænd få telefonbogen til at lyde som den hemmelige opskrift på livets mening.

Langtidsholdbar
Med RadioUnderholdningsorkestret i sjælden topform under ledelse af David Firman er der desuden sikret pomp, men også tonepragt. Og ikke et sekund bliver musikken svulstig eller søgt. Eller kitschet.
Konger For En Aften vil sikkert blive kategoriseret som en ’svær’ plade. Det er den kun i den forstand, at den tvinger lytteren til at høre
efter. Vi er ikke ude i endnu nogle meter baggrundsfyld her, men sange, der både er sammenhængende og bliver hængende. Mainstream,
der går op mod strømmen. Som al god langtidsholdbar pop.

*Stephan Grabowski m. Ivan Pedersen & Peter Belli samt RadioUnderholdningsorkestret dirigeret af David Firman: Konger For En Aften. ArtPeople

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu