Læsetid: 3 min.

Rebeller uden budskab

Storbyer i den vestlige verden er i de seneste par måneder blevet ramt af besynderlige masseoptrin. Er flashmobberne harmløse spøgefulde eller en postpolitisk tidsalders frustrerede oprørere?
8. september 2003

Flashmobs
En højst besynderlig situation udspillede sig en tilfældig junieftermiddag denne sommer i New York: Pludselig stormede en menneskemængde på godt 100 indboafdelingen i stormagasinet
Macy’s og forlangte straks at komme til at se på et »et meget stort kærlighedstæppe«, som man kunne »dyrke gruppesex i forstaden med«. Inden Macy’s lamslåede ekspedienter kunne nå at fremstamme et svar, var de mange mystiske kunder allerede forduftet i huj og hast.
Få dage senere blev Toys R US’ legetøjsbutik på Times Square scene for en ikke mindre ejendommelig episode: Inden for få minutter stimlede mindst 300 personer sammen foran en udstillet seks meter høj legetøjsdinosaur og kastede sig så tilbedende på gulvet foran den, som var den et gudebillede for en ukendt religion, før de prompte stak af.

Sommerepidemi
Inden for en måned bredte de sælsomme happenings sig epidemisk til storbyer verden over: I Berlin foran den amerikanske ambassade fremdrog en større flok unge pludselig fyldte champagneglas fra deres inderlommer og udbragte en skål for »Natasha«.
I Rom kom det til hysteriske scener i en boghandel på et af byens centrale strøg, da en vred mængde krævede at købe La Vendetta, det ikke-eksisterende bind to af historien om Pinocchio. I São Paulo gik hundredvis af mennesker amok, da de tog deres ene sko i hånden og gentagne gange bankede dens hæl mod fortovet.
Fænomenet kaldes flashmobs – menneskemængder (’mobs’), der tilsyneladende danner sig spontant i storbyens rum og i korte glimt
(’flash’) foretager sig et eller andet opsigtsvækkende vanvittigt, før de hurtigt går i opløsning.
Forklaringen på, at de besynderlige massemobiliseringer kan lade sig gøre, skal findes på internettet. Deltagerne i en flashmob rekrutteres via hjemmesider eller weblogs og modtager per e-mail eller mobiltelefon instrukser om at møde op et bestemt sted til et bestemt tidspunkt, udføre deres absurde handling og så straks forlade stedet igen.
Flashmobs har været den helt store sommerspøg i USA, og en vis irritation over den omsiggribende dille har for længst indfundet sig. Flashmobs er ved flere lejligheder blevet mødt af såkaldte antimobs, der har forsøgt at forpurre happeningen. I andre tilfælde er konkurrerende flashmobs kommet deres rivaler i forkøbet og har overtrumfet absurditeten i deres aktioner ved at gøre noget endnu mere skørt.

Ophedet debat
Flahsmobs har naturligvis også udløst ophedet debat blandt allehånde tidsånds-diagnostikere. Flere kulturanalytikere påpeger, at der på en vis måde ikke er noget nyt i flashmobs – også i 1960’erne og før da kunne man se eksempler på ’attituderelativistiske’ happenings, surrealistiske sammenkomster og ’situationistiske’ demonstrationer, hvis oprindelse vel egentlig fortaber sig helt tilbage til dadaistbevægelsen i tiden omkring Første Verdenskrig. Men til forskel fra alle sådanne tidligere gruppe-stunts, er flashmobbernes aktioner totalt ideologifri og udspringer ikke af nogen filosofi eller gennemtænkt kunstnerisk bevægelse.
Spørger man en flashmobber (typisk en person omkring de 30, der arbejder i it-branchen), hvad der driver ham eller hende til at deltage i den slags, skal man ikke regne med noget dybere svar end: »For morskabs skyld«.
Om flashmobberne har kulturanalytikere af dekonstruktivistisk tilbøjelighed sagt, at deres subversive aktioner underminerer selve ideen om subversion og organiseret protest, ja endog terrorisme, til fordel for en frisættende, smittende humor.
Kritiske røster finder derimod flashmobberne sølle og ser i deres happenings et tegn på eskapisme i en tidsalder, hvor ingen længere gider arrangere sig i store sager. At være flashmobber er ifølge disse kritikere en omkostningsfri måde at involvere sig i en social bevægelse, hvor man får muligheden for at deltage i konspiratoriske, subversive, frækt og uforudsigelige handlinger, helt uden at behøve at bekymre sig om nogen bagvedliggende værdier og principper.
Også i Danmark har der været gennemført flashmobs i Ålborg og København. De blev dog lidt af et flop, da deres bagmænd helt i modstrid med konceptet på forhånd havde tippet pressen om hvilke happenings, man havde planlagt, og overraskelsesmomentet derfor var meget begrænset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu