Læsetid: 2 min.

Ricky L. og Connie H.

11. september 2003

Spot
I dag er det Adornos fødselsdag. Det bliver ikke fejret med portrætprogrammer på Danmarks Radio og TV2. TV3 har ikke en paneldebat om Adornos aktualitet, og TV3+ sender ikke en tysk dokumentar om den kritiske teori efter Murens Fald.
Men det ville også have været et besynderligt dementi. For det var Adorno selv, der i 1944 sammen med Max Horkheimer skrev om kulturindustrien som produktion af fordummelse og ensretning forklædt som frit valg:
»Vore dages kultur får alt til at se ens ud. Film, radio, ugeblade udgør et system. Enhver gren stemmer overens med sig selv, og alle stemmer overens med hinanden.«
For nu på Adornos 100 års fødselsdag at parafrasere Karl Marx kan man sige, at kulturindustri ligesom pengene bliver et instrument, der udsletter den forskel, der virkelig gør en forskel. Der er ikke noget så privat, ædelt, irrelevant, tåbeligt eller ubehageligt, at det ikke kan præsenteres mellem Ricky Lake klokken 11:25 og Ricky Lake klokken 12:20 på TV3+.
Det er herligt med mange kanaler: Klokken 11:35 kan man på TV2-Zulu se det samme, som man onsdag aften kunne se på TV2: Landskamp mellem Danmark og Rumænien. Bagefter er der et show med ham, der hedder Dave Letterman, der minder om et andet diktum fra Adornos kritik af kulturindstrien:
»Menneskenes intimeste relationer er så fuldkommen tingsliggjort over for dem selv, at ideen om det for dem særlige kun fortsat består i yderligere abstrakthed: Personality er for dem efterhånden næppe meget andet end blæsende hvide tænder og frihed fra armsved og emotioner.«

Men midt i den massive og tilsyneladende systematiske produktion af ligegyldigheder er der også felter for frihed fra Ricky Lake og gamle fodboldkampe. DR2 har netop lanceret noget, de kalder Deadline 2. sektion. Det handler ifølge værtinden Connie Hedegaard om tro, etik og værdier. Det lyder som Kristeligt Dagblad, men det er heldigvis både bedre og mere end det. Torsdag genudsender DR2 2. sektion fra søndag. Det ligger ligefor at gøre sig lystig over rammen:
Nu skal det være intellektuelt. Connie Hedegaard og gæsten sidder omkring et rundt bord på små mere hyggelige stole. Studiet ligner en stue: tid til fordybelse. Men selv om rammen er kitsch, er programmet kvalitet.
Temaet er venstrefløjen og kristendommen. Det er et program, der giver plads til, at idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz kan fortælle om modernitetens tre dimensioner. Og Ebbe Kløvedal Reich sidder i studiet og reflekterer over ungdomsoprørets konsekvenser. Der er også plads til Christian Braad Thomsen, der afviser kristelige tilbøjeligheder som barnagtigheder. Gæsterne taler ud; Connie Hedegaard lægger det ene ben over det andet. Kulturindustrien er lagt til side. Man får forestillinger om et kvalificeret offentligt rum.

*DR2 16:00: Deadline 2. sektion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her