Læsetid: 5 min.

Riis måtte lade Tyler køre

Tyler Hamilton forlader cykelholdet CSC, og i stedet for det amerikanske kravebensbrud skal danskerne nu lære at elske den unge italienske stjerne Ivan Basso
2. september 2003

ANALYSE
Tyler Hamilton skal ikke længere brække sine kraveben i en rød-hvid cykeltrøje. Den halve million danskere, der dag for dag led og jublede med den lille amerikanske cykelrytter på det danske CSC-hold under Tour de France, må næste år finde sig en ny udlænding at holde med. Bjarne Riis måtte i går meddele, at det ikke har været ham muligt matche de tilbud, som Hamilton, lad os dog bare kalde ham Tyler, har fået andet steds fra efter hans forrygende sæson kulminerende med kravebensføljetonen, en spektakulær etapesejr og en samlet fjerdeplads i Tour de France. 22,5 mio. kr. for en to-årig kontrakt er, efter sigende, hvad den schweiziske fabrikant af høreapparater, Phonak Hearing Systems, har betalt for at få Tylers underskrift, og det sender ham helt op i den lille elite af verdens bedst betalte ryttere. Phonak, der hidtil har fået meget lidt ud af et af cykelsportens største budgetter, var til dette års Tour ikke sportsligt kvalificeret til automatisk deltagelse og fik intet wild card til at deltage i den begivenhed, der for sponsorerne er altafgørende. Den adgang og kalkuleret efterfølgende succes skal investeringen i Tyler sørge for.
Riis kan blot lede efter en passende grimasse. Det amerikanske it-firma CSC, der er sponsor for det af Riis-ejede selskab og cykelhold, betaler 25 mio. kr. årligt, og da jagten på en co-sponsor hidtil har været resultatløs efterlader det selskabet fra Herning med et af cykelelitens mindste budgetter.
Men et småpengebudget, som Riis i det forløbne år har fået maksimalt ud af. Hans hold har konsolideret sig blandt de 10 bedste – den såkaldte Top Club – der automatisk har deltagelse i alle løb, og ved at vinde holdkonkurrencen i dette års Tour har holdet allerede nu kvalificeret sig til deltagelse næste år uanset om det måtte stille til start med syv ny-professionelle, to pensionister og en cykelsmed i en varevogn fra Superbest. Mærkværdigt, at den garanterede Tour-deltagelse ikke har tiltrukket en medsponsor, men sådan er det i en branche, hvor sponsorkronerne sidder meget fast og hvor der er få af dem. På verdensplan er der 300-350 millioner euro til rådighed for cirka 60 professionelle cykelhold og 1.100 professionelle ryttere, har UCI, den internationale cykelunion, beregnet, og så kan man selv udregne slagsmålet, når Tyler alene skal have en hundrededel for at skrive under på en ny kontrakt.
Hvad han ikke skulle have for to år siden, da han skrev med det daværende CSC Tiscali og Riis. Det var Johnny Weltz, tidligere sportsdirektør for amerikanske US Postal og nu CSC, der talte varmt for Tylers muligheder for at avancerere fra løjtnant for Lance Armstrong til vinder for sig selv, sit hold og sin arbejdsgiver og Bjarne Riis købte den. Købte ham. Gjorde Tyler til omdrejningspunktet for et nystartet hold, der skulle udvikle sig i solen fra Laurent Jalabert, når denne forudsigeligt trak sig tilbage. For Riis var satsningen på Jalabert et mesterværk i langsigtet strategi for opbygningen af et cykelhold fra et land uden nogen traditioner for at have professionelle hold. Signalværdien var enorm i Frankrig. Og signalværdien var enorm i Italien, da Riis hyrede vinderen af fem World Cup-løb, Andrea Tafi, et italiensk ikon, som uden at have vundet
noget i den rød-hvide trøje med ørnevinger ned ad ryggen dog har opfyldt sin diplomatiske mission: Fortælle det stangkonservative cykeleuropa – Frankrig, Italien, Spanien, Holland og Belgien – at noget er i gære lidt syd for polarcirklen.

Ingen grund til sure miner
Men ansættelsen af Tyler sigtede ikke på signaludsendelse, for få i den etablerede cykelverden troede rigtigt på projektet med at gøre hjælperytteren til vinder. At Tyler fik chancen for at gøre det, er Riis’ fortjeneste. At han lykkedes med det, er selvfølgelig hans egen; det er ham, der træder pedalerne og brækker knoglerne, men fortjenesten må den metodisk hårdtarbejdende rytter dele med Riis, som har givet ham tro på at kunne nå dem i kraft af nye træningsimpulser og egen erfaring fra sit eget tilsvarende projekt.
Men det er Tyler, der scorer kassen for at projektet lykkedes. Sådan er spillet, begge parter ved det, og der er ingen grund til sure miner. Tak, siger de begge i gårsdagens pressemeddelelser, og skulle der være en ærgrelse gemt i den gensidige taknemlighed, så er den ikke til at høre. That’s the game.
Men ærgre sig kan danskerne. Sørine Godfredsen skrev i en klumme i Ekstra Bladet i sommer, at den danske medleven i en amerikaners meriter i Tour’en var et surrougat for fraværet af en dansk stjerne.
Hun missede en vigtig pointe: Enhver fodboldfan holder med en litauer, færing eller sydafrikaner, når han spiller på deres hjertehold. Sådan er det. Og sådan har det også været med Jalabert og Tyler. Surrougat eller ej. Men Tyler er ikke blot en sportsmand, man holder med. Han er også en, man kommer til at holde af. Og det er der sådan set ingen grund til ikke at fortsætte med. Uanset trøjefarven.
De cykelinteresserede danskere skal nu lære at holde af Ivan Basso. At holde med ham, vil ikke blive et problem, men måske at holde af ham. To år i træk blandt de allerbedste i Tour de France trods sine blot 25 år, og siden sit U-23-verdensmesterskab i 1998 et af de største realiserede talenter.
Samtidig med meddelelsen om Tylers afgang, timede Riis kontraktunderskrivelsen med Basso, skal vi nu kalde ham Ivan, og det er trods langvarig rygterumlen en sensation, som idag vil blive vendt og drejet i italienske mediers sportsnyheder. Basso er intet mindre end Italiens bud på en kommende vinder af Tour’en og har været det i et par år. Sammen med Danilo de Luca og Paolo Bettini den mest omtalte og feterede rytter i sin generation. Ren klasse. Skønt lidet vindende – seks sejre i karrieren – er han allerede en stjerne, som kan udvikles under Riis’ hænder, og her er signalværdien betydelig: Det er Italiens største unge etapeløbshåb, der skal køre for Herning, Danmark – og sponsorerne – men kan slagtersønnen fra Varese levere den vare som Tyler så gavmildt delte ud af. Evnen til at blive holdt af.
I Riis’ strategi betyder det mindre. Hans mål er nok ikke at vinde et dansk tv-publikum en kort sommer, men at skabe verdens bedste cykelhold overfor verden og dens internationale sponsorer. Udskiftningen af den ikke helt unge, men elskelige Tyler, med unge Ivan ligner en plan, hvor man ikke længere har brug for blot signalværdier, men endnu bedre resultater.
Fra et forretningsmæssigt, og formodentlig også sportsligt synspunkt, er ansættelsen af Ivan Basso på en treårskontrakt godt og fremsynet gået.
Men jeg vil savne Tyler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her