Læsetid: 2 min.

SF: Kvinder bedst til ligestilling

Mænd har svært ved at få hjertet med i ligestillingsdebatten, mener SF-ordfører. Hun sætter også spørgsmålstegn ved lovfæstet ligestillingsprincip. Ekspert og bagland uddeler drøje hug
16. september 2003

Mænd har svært ved at forstå, hvad ligestilling handler om. De har aldrig følt kønsdiskrimination på deres egen krop. Og derfor er mænd ofte dårligere frontkæmpere i kampen for lige vilkår mellem kønnene end kvinder.
Den opsigtsvækkende melding kommer fra SF’s nye ligestillingsordfører, den tidligere formand for Ligestillingsrådet Anne Grete Holmsgaard.
»I den virkelige verden
har mænd meget svært ved det sammenlignet med kvinder, der oplever konsekvenserne af manglende ligestilling på deres egen krop. Det er nemmere at forstå, når man bliver udsat for diskrimination, end hvis man som mand bare ser på eller får det fortalt,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Kvinder brænder mere
Derfor er det sværere for mænd at være bannerførere i kønskampen:
»Kvinder kommer nemmere til at brænde for det her område. Det er en meget større opgave for en mand, fordi han ikke har så meget personligt gods med i baggagen,« siger Holmsgaard, der i juni overtog posten som ligestillingsordfører fra Kamal Qureshi.
Dengang ønskede SF netop en mand til at sætte fokus på ligestilling.
SF-ordførerens udtalelser udløser drøje hug både fra en ekspert og partiets bagland.
»Det er en meget, meget dårlig udmelding. Ligestilling er ikke specielt en kvindesag. Vi gør selv meget ud af at have lige mange mænd og kvinder,« siger centerleder Karen Sjørup, Center for Ligestillingsforskning ved RUC.

Tæsk til mænd
Anne Grete Holmsgaard understreger, at det ville være »ulykkeligt«, hvis mændene blev skubbet ud af debatten om ligestilling.
Men netop ved at se ligestilling først og fremmest som kvindernes projekt, så bliver hele diskussionen bombet tilbage til 1970’ernes rødstrømper, mener Karen Sjørup: »Det bliver let en forlængelse af 1970’ernes diskurs, hvor mændene ikke måtte være med. Det er helt forkert i dag, hvor det er meget vigtigt, at f.eks. en mand går ud og fortæller, at det er vigtigt at tage barselsorlov,« siger Karen Sjørup.
Også formanden for SF’s ligestillingsudvalg, forfatter og konsulent Kitty Dencker, undsiger Anne Grete Holmsgaards udtalelser om mænd.
»Selvfølgelig kan mænd varetage det område lige så godt som kvinder. Ligestilling – som SF definerer det – handler om begge køn. Det er ikke kun for kvinder,« siger hun.

Undsiger ligestilling
Anne Grete Holmsgaard mener, at SF i alt for lang tid har ligget på den lade side, når det gælder partiets gamle mærkesag – ligestillingen.
En del af problemet er det såkaldte mainstreaming – et princip, der betyder, at balancen mellem mænd og kvinder skal vurderes forud for ethvert nyt initiativ – uanset området.
Hvis en kommune f.eks. støtter en klub med fodboldbaner, så skal det sikres, at også pigerne kan gøre brug af banerne.
»Problemet med mainstreaming er, at det ikke flytter noget i den virkelige verden uden, at nogen samtidig presser på,« siger Anne Grete Holmsgaard.
Formanden for SF’s ligestillingsudvalg mener, at Anne Grete Holmsgaard
har bevæget sig bort fra den linje, som netop blev vedtaget på partiets sidste landsmøde:
»Hendes udtalelser undrer mig – for de er ikke helt i tråd med vores politik,« konstaterer Kitty Dencker, der nu vil have Holmsgaard til at rette ind.
»Den klarer vi lige internt, du. Vi skal ikke uddele øretæver i Information,« siger Kitty Dencker.
Mainstreaming er i dag rodfæstet i dansk lovgivning og EU’s direktiver.
»Det er faktisk ulovligt at lade være,« konstaterer centerleder Karen Sjørup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her