Sidste tur med sutten

Vueltaen
Vuelta a Espana. Spanien Rundt. Det sidste af cykelsæsonens tre lange etapeløb over tre uger indledes i morgen med en holdtidskørsel i Gijon og for første gang i løbets historie med deltagelse af et dansk hold.
CSC, der som et af verdens 10 bedste mandskaber automatisk er kvalificeret til deltagelse i alle løb, gav i foråret afkald på Giro d’Italia for at koncentrere de bedste kræfter om Tour de France og så lade de endnu formstærke af de bedste og ryttere fra holdets andet geled vise farverne i Vueltaen. Tyler Hamilton, der fra næste år kører for schweiziske Phonak, har sluttet sin sæson efter det hoftebrud, han pådrog sig i Holland Rundt fornylig, og han må derfor også melde fra til verdensmesterskaber i Canada i oktober, hvor han i Lance Armstrongs og Jan Ullrichs fravær ville være blandt favoritterne på enkeltstarten. Oven i købet i byen, der bærer hans navn: Hamilton. Armstrong og Ullrich har begge allerede hængt cyklen på krog for vinteren, og det er symptomatisk for Vuelta a Espana – og det senere VM – at nogle af de allerbedste stort set lukker butikken efter Tour de France. Og endnu ikke har åbnet den til Giro d’Italia i maj.
År for år bliver Tour de France vigtigere, og kampen om topplaceringerne i Giroen og Vueltaen bliver mere og mere en sag for de to landes egne ryttere. Italien og Spanien er til gengæld verdens to stærkeste cykelnationer, så der bødes på fraværet af hovedpersonerne i Tour de France, og det er fortsat sådan, at italienske og spanske ryttere i deres sæsonplanlægning prioriterer deres nationale etapeløb lige så højt eller højere end det franske.

De tre store
At køre alle tre med vinderhåb hører i dagens specialiserede cykelsport og tætte løbsprogram en svunden tid til. Den sidste var vel baskeren Lejaretta i 80’erne, og når man kan huske det, er det fordi, han allerede dengang var et særsyn. Overhovedet at deltage i alle tre er sjældent, men én af dem, der gør det, er sprinteren Alessandro Petacchi, der efter fire etapesejre i årets Tour de France blev kaldt en vatpik og tøsedreng og illoyal over for løbet, da han afkræftet og syg måtte opgive på dets første stigning. Men i Giro d’Italia en måned forinden havde Petacchi med seks etapesejre stødt verdensmesteren Mario Cipollini fra tronen som verdens hurtigste på cykel, og i Spanien er han fra på søndag på jagt efter rekorden for flest etapesejre i de tre store rundture i samme år. En tøsedreng, det bliver interessant at følge på de flade etaper gennem afsvedne, stenede, solstegte uforanderlige landskaber, der har deres eneste dramatik på de sidste kilometer.
For sådan er Vueltaen også. Etaper ad lineallagte motorveje gennem ørken under en sol så brændende, at tv-seere har valget mellem at kede sig i hjel eller foretage sig andre ting indtil de 15 kilometer fra mål, hvor Petacchi, Erik Zabel og Mario Cipollini skal slås om sejren.
For Cipollini vil være der. I det mindste en dag eller to. Verdensmesteren, hvis hold Domina Vacanza ikke blev udtaget til Tour de France, havde ikke planlagt at køre Vuelta, men den spanske arrangør havde i sin invitation af holdet – som i modsæting til CSC ikke er født deltager – stillet som betingelse, at Cipollini var med, og hvis han ikke var, ville holdet ikke komme til start. En betingelse, som Cipollinis holdledelse har anfægtet, men affæren er afgjort med, at Løvernes Konge, som han kaldes i Italien, er blevet tæmmet og i går tog et fly til Spanien for at støde til sit hold. For deres – og sponsorens – skyld, sagde han. Den 35-årige Cipollini har lige tegnet en ny to-årig kontrakt med Domina Vacanza, hvilket kun kan tolkes som den egenrådige mands fortsatte vilje til at slås for både at vinde flere cykelløb og for at slås mod de løbsarrangører og lemfældige regler, der på samme tid attrår ham og udstøder ham.

Klatrenes løb
Men Vuelta er ikke sprinternes løb. Det er klatrernes. På visse dage det kedeligste i verden. På de udvalgte dage, de fem bjergetaper, det mest intense og medrivende, som tænkes kan. En spænding, eller favorisering af de nationale ryttere, som er intensiveret af, at den sidste af løbets enkeltstarter er en klatretur på næstsidste etape inden afslutningen i Madrid.
Når vi er kommet så langt, vil det være spændende at se, hvad CSC’s kaptajn Carlos Sastre har udrettet forinden på sin hjemmebane. Om han har taget sutten i munden for tredie gang.
Carlos Sastre tog for første gang sutten i munden, da han vandt 3. etape af Vuelta a Burgos i 2001, og billedet af sutcyklisten fik spansk berømmelse. Gentagelsen af sut-nummeret ved hans etapesejr i Tour de France i år blev af verdensudbredelse. Sastre, som nyligt har forlænget sin kontrakt med Bjarne Riis, er en af CSC’s langtidssatsninger, og han har i sine to år på det internationale Herning-holg opnået den stjernestatus, som han ikke havde på det ONCE, han kom fra. Sastre er blandt favoritterne, i det mindste til en bjergetapesejr, men favoritter er der mange af.
Først og fremmest Heras, som tjener mange penge hos US Postal som Lance Armstrongs bedste bjerghjælper i Tour de France med resignation over for egne muligheder. Det skal han til gengæld rekompenseres for i sit eget lands etapeløb. Sidste år overhalet på sidste etapes enkeltstart af Aitor – Terminaitor – Gonzales, som vandt Vueltaen og en kontrakt med italienske Fassa Bortolo, som han hidtil ikke har kunnet opfylde.
Den lille spanske prins Oscar Sevilla, som måtte melde forfald til Tour de France, vil være der, og en vifte af ryttere kan i år bejle til den øverste podieplads. Italieneren Dario Frigo – holdkammerat med Terminaitor – i strid med en falanks af spaniere, som alle kan vinde. Mest interessant den unge José Antonio Pecharromán, som er den type rytter, alle cykelinteresserede ser som en mulighedhed for en ny stjerne. 25 år. To gange opereret for alvorlige skader, men i år vinder af de betydelige løb Euskal Bizikleta og Volta a Cataluña. Han er handicappet af at køre for et lille hold, Paternina-Costa de Almería, men kan blive en af denne Vueltas store skikkelser.
Det kan to danskere også. Mest selvfølgeligt Claus Michael Møller fra det portugisiske manskab Milaneza, som i år står i det valg at køre efter en podieplads eller en så meriterende etapesejr, som den han vandt for to år siden på Vueltaens skrappeste bjerg. Den 35-årige Møller, hvis kontrakt udløber, vil gerne tale med Bjarne Riis under Vueltaen om et sidste år på højeste plan, og det kører han også for.
Michael Rasmussen har allerede været der. Den tidligere verdensmester i mountain bike, blev sidste år for dyr for CSC og har nu en fri rolle for hollandske Rabobank sammen med amerikaneren Levy Leipheimer. Den vægtfanatiske, fuldstændigt afpilllede og perfektionistiske Rasmussen, som er enhver mekanikers mareridt, er simpelthen en af verdens mest kompetente bjergryttere, og den evne vil han efter sin udelukkelse fra Tour de France – af hollandske sponsorhensyn – vise fra i morgen.
Det bliver fra alle vinkler – også en dansk – et vanvittigt spændende cykelløb.