Rodet, simpelt og usammenhængende eller folkeligt, selvgroet og charmerende?
For de mange selvbyggere på Christiania, der måske har været knap så kreative og formskabende som en Arne Jacobsen eller en Jørn Utzon, er det sandhedens time.
I hvert fald når smagsdommere fra det københavnske arkitektfirma Hasløv & Kjærsgaard på statens vegne har gennemgået fristadens 271 huse og bygninger i forhold til noget så luftigt som deres bevaringsværdi.
Møjsommeligt er hele Christianias vidtstrakte areal blevet fotograferet fra luften. Derefter har to-tre arkitekter været rundt og besigtige nogle af husene udefra. Arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssigt er hvert enkelt hus blevet vejet, og op mod 90 procent af selvbyggerhusene er fundet for lette, som det fremgår af bl.a. følgende ofte forekommende vurderinger:
*»...der er ikke tænkt så meget over, hvor de enkelte bygningselementer er placeret.«
*»...simpleste Christianiastil, som samlet er endt i et lidt rodet udtryk.«
*»...uden større planlægning.«
*»...uden tanke for et samlet helhedsindtryk.«
*»...et lidt rodet og usammenhængende indtryk.«
*»...uden større kreative eller nytænkende ideer bag.«
Jennifers hus
Op ad plankeværket ud mod Prinsessegade, på den del af Christiania, som kaldes Psyak-området, bor 36-årige Jennifer i en blåmalet skurvogn, der er bygget sammen med et meget lille sommerhus. Her lever hun på knap 50 kvadratmeter sammen med treårige Emily:
»Sommerhuset lå der i forvejen, men da jeg skulle have Emily, byggede jeg skurvognen til. Så blev der plads til, at jeg kunne få toilet, bad og en vaskemaskine. Før delte jeg toilet med naboen,« siger hun.
Arkitekterne har ikke mange ord eller tanker til overs for Jennifers bolig: »En midlertidig bolig, der er gjort permanent«, lyder deres kommentar. På en skala fra 1-9, hvor lavest er bedst, har Jennifers og Emilys bolig fået et ottetal, altså en oplagt dumpekarakter.
»Jamen, hvad skal jeg bruge det til? Jeg har prøvet at bo i lejlighed, før jeg flyttede herud. Vores bolig er ren luksus for mig, og det tror jeg også, at Emily synes. Her kan vi gå lige ud og sætte os i græsset, hvis vi vil,« siger hun.
Børges hus
Få hundrede meter fra Jennifer bor fristadens ældste indbygger, Børge på 83 år. Hans hus ligger i Fabriksområdet og kaldes Paletten. Det navn behøver ikke en nærmere forklaring: Alverdens farver og mønstre pryder den samling småskure, hvor Børge har boet i mere end 23 år.
»I starten var her kun en rådden skurvogn, så jeg har selv bygget det hele. Alt er genbrug, og selv om jeg endnu ikke er færdig, er jeg ret tilfreds med mit hus. For det er det bedste sted, jeg har boet i mit liv,« fortæller Børge. Den gamle mand sidder i en lappet striktrøje, lilla joggingbukser og bare tæer og nyder efterårssolen.
»Et sjovt, anderledes og iøjnefaldende hus,« skriver arkitekterne anerkendende men også Børge har fået dumpekarakter: Et sekstal.
Tines og Rasmus hus
Meget længere ude ad Refshalevej bor 36-årige Tine i den del af Christiania, som kaldes Bjørnekloen.
Hun har selv bygget det lille træhus, hvor hun bor sammen med Rasmus på fire år. Huset rummer køkken, stue og soveværelse samt plads til et toilet, småt og beskedent på i alt 26 kvadratmeter. Dertil kommer en åben terrasse på otte kvadratmeter.
»Jeg anede ikke noget om at bygge huse, før jeg flyttede herud. Men så snakker man med den ene og den anden, og så lærer man det. Det giver en ganske særlig glæde at bygge sit hus selv. Det at vide, hvor hver eneste bræt kommer fra,« fortæller hun.
»Og så er der en vældig stolthed i at kunne manifestere sig på den måde,« tilføjer hun.
Tine blev gravid, før hun blev færdig. Og så skulle hun have tag over hovedet i en fart.
»Jeg fik så tre vinduer og en indgangsdør foræret af mine forældre som en barselsgave. Det var ikke rigtigt genbrug, for døren og vinduerne var lavet i forkerte mål og stod derfor gemt af vejen i en trælastforretning. Men jeg kunne sagtens bruge dem, når det skulle gå så stærkt,« siger hun.
Men, men... den slags trækker ned: »Ikke større kreativitet, men et ret simpelt udvalg af vinduer og døre,« skriver arkitekterne og kvitterer med en dumpekarakter til: Endnu et sekstal.
»Hvad betyder det? At jeg ikke har snittet dragehoveder i enden af stolperne eller bygget et tag, der skråner? Mit hus havde da klart set anderledes ud, hvis jeg havde haft oceaner af tid og også penge til at bygge for,« siger Tine.
»Rødmalet træhytte« bemærker arkitekterne også. Det er forkert, påpeger Tine. Hun har brugt sort, finsk trætjære:
»De kan overhovedet ikke have set mit hus, når de ikke engang kan beskrive farven rigtigt. At huset sundhedsmæssigt er godt og sundt at bo i, eller at Rasmus og jeg kan lide at bo her, det tillægger de slet ingen værdi.«
Niels Skovtrolds hus
»Vælt regeringen« står der på det skilt, som 52-årige Niels Skovtrold har hængt op foran sit beskedne hus, der ligger oppe på volden i fabriksområdet. Efter sigende har skiltet hængt i mange år foran det lave bindingsværkshus på 22 kvadratmeter uden vand og el. Ydervæggene er tilgroet med efeu og hybenroser, mens en presenning er spændt ud over taget.
Niels er blandt de christianitter, der har boet længst i fristaden, helt tilbage fra december 1971, dvs. tre måneder efter grundlæggelsen af Christiania.
Næsten lige så længe har Niels været alkoholiker. Hver morgen fejer han foran Indkøberen, som er Christianias dagligvarebutik. Resten af dagen hænger han ud på pladsen foran butikken med en bajer i hånden eller sidder nede på værtshuset Woodstock.
»Jeg er uddannet sprøjtemaler, men jeg brændte svendebrevet, da jeg begyndte at hoste blod op. Så kom jeg på Tuborg, og efter et par år var jeg alkoholiker. Det er jeg stadig, men nu får jeg førtidspension,« siger Niels, der sidder i sin lille stue og maler bønner på en gammeldags kaffemølle. Han har en tynd hårpisk i nakken, røde bukser på og en snavset undertrøje under en grøn fløjlsjakke. På opslagstavlen sidder ældgamle koncertbilletter til Pink Floyd, Santana, Bob Dylan.
Også en alkoholiker har selvfølelse: »Jeg render ikke dinglende rundt. Jeg er nok en af dem herude, der bedst kan bære en brandert,« som Niels bemærker.
Hans bolig er ikke faldet i arkitekternes smag: »En simpel bygning, der er misligeholdt«, bemærker de og stanger endnu en dumpekarakter ud: Et syvtal.
Fejlagtigt noterer arkitekterne, at huset er en nybygning. I virkeligheden er det et gammelt gartnerskur fra militærets tid.
»Og alle andre synes, det her er et paradis,« bemærker Niels stille. Han taler langsomt, men uden at skulle lede efter ordene.
»Presenningen har vel ligget der en fem-seks år nu. Men det er svært at spare sammen til et nyt tag, når man får pension og i øvrigt bruger alle sine penge på de grønne flasker,« siger han.
»Men jeg ville ikke bytte for en million. Her er livsglæde, og selv om pladsen er trang, så er der altid en soveplads til en hjemløs eller en kop kaffe til en psykisk syg,« siger Niels.
Peters hus
En anden veteran i samme område er 60-årige Peter, der har boet 31 år på Christiania. Han bor alene på 23 kvadratmeter i en blåmalet skurvogn, hvor han har forhøjet væggene, så der er blevet plads til en hems. Peter har billeder, plakater og postkort på alle vægge og et systematisk rod i resten af skurvognen.
For fem år siden kom Peter på en af Christianias afvænningskure og holdt op med at drikke.
»Siden jeg var 16 år, har jeg nok været lidt af en kvartalsdranker. Jeg skulle som regel helt ud i blackouten,« siger han.
Hver fredag går Peter til medlemsmøde i Christiania-afdelingen af Anonyme Alkoholikere.
»Med alderen bliver det også sværere og sværere at leve stærkt og dø ung,« smiler han, der i starten af sin Christiania-tilværelse var med i Solvognens teatergruppe.
Peter er stolt af sin ombygning. Han var heldig og fandt to gamle vinduer, som han monterede på skrå, så skurvognens gavle nu minder lidt om ruder es.
»Ja, det blev faktisk meget bedre, end jeg selv havde troet,« erkender han.
»Et lidt intermistisk hus,« lyder derimod dommen fra arkitekterne, der kun har vurderet boligen til et ottetal.
Helge Pyramides huse
Selvfølgelig finder der også en eller to håndfulde selvbyggerhuse, som finder nåde for arkitekternes strenge blik. Det gælder f.eks. den 12-kantede Nye Dome, som Helge Pyramide fortsat bygger på.
»Et sandt mesterværk i håndværksmæssig kunnen, velovervejet og gennemført med et væld af fine detaljer. (...) Et fantastisk eksempel på, hvad man kan lave af genbrugsmaterialer,« roser arkitekterne og giver et flot tretal i bevaringsværdi.
»Fuck al deres lort,« lyder det vredt fra bygmesteren, 58-årige Helge Pyramide, der for mange år siden byggede nabohuset Pyramiden.
Den blev et af de første selvbyggerhuse, som blev indstillet som bevaringsværdigt. I dag ligger Pyramiden og forfalder, men den får stadig et firetal og mange rosende adjektiver med på vejen fra arkitekterne.
»Det er fuldstændigt lige gyldigt, hvad de skriver. Jeg kan godt se, at mit nye hus er fint, men alle de christianitter, der også har bygget, men fået syv, otte eller ni, de er akkurat lige så glade og stolte over deres huse, som jeg er. Og deres huse er også lige så meget værd for Christiania,« siger Helge, der foreløbig har været ni år om at bygge Den Nye Dome.
»Vel er jeg noget af en perfektionist, og vel har huset kostet mig en kæreste, der ikke kunne holde ud, at det tog så lang tid. Men at bygge sit hus selv er som at lave en skulptur, eller et kunstværk, så det er udtryk for din kærlighed til tingene, så man kan ikke stoppe, før man er helt tilfreds.«
For Helge er Christiania én for alle, og alle for én. Et hus fjernet er ét for mange. Han er ikke i tvivl om, hvad han selv vil gøre, hvis han og de andre christianitter ikke kan blive boende. Den Nye Dome kommer i hvert fald ikke til at blive kontor for et smart reklamebureau:
»Så sætter jeg hellere en tændstik til. Huset er så stor en del af mig selv, at det ikke kan købes for penge.«
