Læsetid: 3 min.

Små fisk på dybt vand

Der er tapre tabere og underholdende skrot i Jannik Johansens lovende debutspillefilm, ’Rembrandt’, som skyder Lars Brygmann helt til tops
5. september 2003

(2. sektion)

Ny film
Når livet står og falder med udfaldet af det næste kup, hører problemerne aldrig op. Det er budskabet i den subgenre, som amerikanerne kalder heist – kupfilmen – og Jannik Johansens danske pendant, Rembrandt, er ingen undtagelse. Da en lille gruppe småkriminelle ved en fejltagelse stjæler et kostbart og uerstatteligt Rembrandt-maleri, kommer de små fisk ud på meget dybt vand.
Historien er inspireret af det herostratisk berømte kunsttyveri fra Nivaagaard-samlingen i 1999. Dansk film bruger løs af virkeligheden i disse år, men ulig dogmefilmene er virkeligheden i Rembrandt filtreret gennem genrefilmens konventioner.
Typerne – den sympatiske småforbryder med forliste drømme, politimanden med de farlige metoder, desperadoen på flugt – er hentet fra den amerikanske gangsterfilm, mens miljøet – et skrotudkants-København, elegant fotograferet af Eric Kress – er dansk. Og den skæve, underfundige humor og solidariteten med samfundets bundskrabere genopfrisker søde minder fra Olsen-bandens velmagtsdage.
Det er aldrig mindre end underholdende, og Rembrandt er især en triumf for Lars Brygmann. Den 46-årige skuespiller har tidligere på året brillieret i vigtige biroller – som forsmået svoger i Arven og verdensfjern far i En som Hodder – men rollen som skrottyven Mick, der ryger ind og ud af fængslet, er hans første hovedrolle i en spillefilm.

Underspillets mester
Altid komplekse Brygmann er underspillets mester, og udstyret med hestehale og mother fucker-skæg er han indbegrebet af den afdankede småforbryder, der har mistet alle illusioner. God nok på bunden, men for svag til at gøre sig fri af den sociale arv. Micks far (Ole Ernst) er en kynisk vaneforbryder, og nu oplever Mick den bet, at sønnen Tom (en overbevisende Jakob Cedergren) fortsætter de knapt så stolte familietraditioner.
Disse tre generationer af forbrydere – plus evighedsstudenten Jimmy (Nicolas Bro) og en ustabil spillefugl (Nikolaj Coster Waldau), som Mick i frustration har kastet sin faderkærlighed på – får pludselig en ægte Rembrandt til 100 millioner kroner mellem hænderne. Det er urkomisk, for vores heldige skurke er naturligvis kunst-analfabeter, og snart får de nok at se til med den japanske mafia, internationale agentprovokatører og indbyrdes rivalisering.
Nervepirrende spændende bliver det aldrig, men Jannik Johansen koncentrerer sig om karaktertegningen og har imponerende godt styr på det ganske omfattende persongalleri. Ingen glemmes undervejs, og der spilles stærkt, også i mindre roller: Søren Pilmark er politikommissæren på kant med loven, mens Paprika Steen viser en ny side af sit ernorme talent som Toms elskerinde, den tragiske sexdulle Charlotte.
Ulf Pilgaard er uhyggeligt overbevisende som hendes impotente, iskolde overklassemand, og eneste svage led er Sonja Richter, der er alt for ung og pæn til at overbevise som Micks pornomodel-kæreste. Hvor er de rå, unge skuespillerinder?

Kloning?
Spillefilmdebutanten Jannik Johansen har fået hjælp til manuskriptet af vennen Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, De grønne slagtere). Det mærkes. Vi er i drengerøvsland med hårdkogte replikker, gangster-klicheer, underholdende skrot og kvinder, der mest er til pynt.
Har Anders Thomas Jensen klonet sig selv? Det behøver vi næppe frygte. Jannik Johansen viste i novellefilmen En stille død (1997), hvor Lars Brygmann spiller en ensom boligkontrollant, at hans talent går i en lidt anden retning. Her skabte han – med et minimum af dialog – et stemningsfuldt og stærkt psykologisk portræt af en outsider, og i Rembrandt virker han da også mest på hjemmebane, når manuskriptet skruer ned for snakketøjet og giver luft til underfundighederne og de psykologiske nuancer.
Han er ikke så slagfærdig som Anders Thomas Jensen, men til gengæld udleverer han aldrig sine karakterer, der er melankolske tabere med værdigheden i behold.
Det bliver interessant at se, hvad Jannik Johansen vælger at satse på i næste spillefilm. I mellemtiden kan vi glæde os over et glimrende bud på dansk underholdning med et menneskeligt ansigt.

*Rembrandt. Instruktion: Jannik Johansen. Manuskript: Jannik Johansen og Anders Thomas Jensen. Dansk (Imperial, CinemaxX, Palladium, Grand og Empire i København og en række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu