Læsetid: 9 min.

Fra socialstat til totalstat

Hvad betyder det for statsministeren, at klassekampen er slut? Det betyder, at staten skal skabe værdier og ændre danskernes bevidsthed. Anders Fogh Rasmussen har indledt en kulturkamp i tiden efter de store ideologier
1. september 2003

Studiestart 2003

Kulturkampen
De troede staten ville blive mindre. De fleste troede de vidste hvad der ville ske når liberalisten Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Han havde skrevet en bog: Fra socialstat til minimalstat. Titlen lignede et løfte: Nu skulle den store velfærdsstat blive til den lille velfærdsstat. Som der stod i bogen fra 1993:
»Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. Danskerens liv er er blevet statsliggjort. Der er skabt et herre-slave-forhold, hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd. «
De fleste forestillede sig, at staten under Anders Fogh Rasmussen ville koncentrere sig om sikkerhed og grænser for udlændinge og voldsmænd, og staten ville satse på at skabe rammer for vækst. De fleste troede, staten ville lade borgerne være i fred, når vi nu fik en liberalistisk ledet regering. En fiks formulering huserede i dagspressen: Velfærdsstaten ville blive til velfærdssamfund.
Poul Nyrup Rasmussen vidste godt, staten var blevet for stor og dominerende. Det havde været for meget med politisk kontrol, og at staten skulle bestemme, om man måtte kalde sin søn for Christophpher med phph.
Sociologen Henrik Dahl vidste godt, hvem der havde vundet valget i november 2001, og hvem der havde tabt:
»Der var ingen ende på, hvad staten blandede sig i – og der var ingen ende på småligheden og nidkærheden i den måde, hvorpå man administrerede reglerne. Ofrer du en søndag på at hjælpe til i hallens cafeteria? Så er du automatisk under mistanke for at være et svin og skal ubetinget på hygiejnekursus. Har du kopieret en festsang på arbejde? Så skal du beskattes af dit personalegode.«
Der var under den socialdemokratiske regering ingen steder uden for staten. Regler og regulering og aktiv håndhævelse herskede over det hele. Det var ifølge Henrik Dahl denne fornemmelse af totalstat, som fik vælgerne på vandring mod Venstre og Dansk Folkeparti. Den amerikanske tendens skulle være ankommet: Big Government is over.
Det viste sig, at Anders Fogh Rasmussen ikke tænkte som Henrik Dahl. Anders Fogh Rasmussen er mere progressiv. I sin første nytårstale som statsminister erklærede Fogh Rasmussen, at det valg, der havde bragt ham til magten, var et opgør med klassekampen. Politik var ikke længere organiseret omkring en ideologisk modsætning mellem venstre og højre. Henrik Dahl abonnerer også på den udlægning, men Anders Fogh Rasmussen har draget en radikal konsekvens.
Som han forklarer i den nyligt udkomne interviewbog I godtvejr og storm: Han er ikke længere så liberalistisk, at han kun tror på frihed for den enkelte. Borgernes behov for tryghed er ikke længere bare luset slavebevidsthed. Det ligger mellem linjerne, så enhver kan se det: Han tror ikke længere på minimalstaten. Den var et produkt af liberalistisk ideologi. I 2003 siger statsministeren:
»Det er hele pointen i min analyse, at udviklingen også fører til nye politiske arbejdsmetoder. Den klassiske politiske arbejdsmetode er at genemføre ændringer af samfundet ved at ændre nogle love og dreje på nogle knapper. Men i et samfund, hvor mennesker identificerer sig mere med værdier end med tilhørsforhold til bestemte grupper, klasser og snævre økonomiske interesser, er det afgørende for politisk ledelse, at man er klar og kontant i formuleringen af de grundværdier, ens politik bygger på. I dag skal reformer i højere grad fremmes ved at sætte en dagsorden og bevidstgøre mennesker om bestemte værdier end ved at vedtage og ændre tilfældige love i Folketinget.«

Værdier præges ind i folket
Politik skal ifølge statsministeren ikke begrænses til lovgivning. Statsministeren vil præge befolkningen med værdier. Han vil skabe mentalitetsændringer. Anders Fogh Rasmussen bruger folkeskolen som eksempel: »I det omfang, man ændrer systemer, er det lige så meget for at fremme en ny tankegang. Tag folkeskolen som eksempel. Et vigtigt element i den nye folkeskolereform er at indføre en ny målestok for, hvad børnene skal lære. Der sker ved, at vi fastsætter mål for mål for, hvad børnene skal kunne på forskellige klassetrin. Målet er dels at give forældrene et redskab til at følge med i, om børnene lærer, det de skal, dels at give børnene et redskab til at køre efter.«
Anders Fogh Rasmussen vil socialisere børnene efter nye og klare standarder. Han er ikke modstander af statslig pædagogisk prægning af børnene. Han er modstander af den frie kulturradikale pædagogiske tilbøjelighed i det etablerede skolesystem.
Anders Fogh Rasmussen udtalte for nogle år siden, at Venstre som regeringsparti altid er både i regering og opposition. De er i regering for så vidt, som de regerer. De er i opposition, idet de distancerer sig fra den dominerende ideologi i det bestående statsapparat.
I det perspektiv træder statsministerens kamp mod smagsdommere i karakter: Han vil ikke acceptere, at der bliver politiseret under videnskabeligt alibi. Statsministeren vil ikke afskaffe det politiserende moment i civilsamfundet, men det skal erkendes som politik.
Anders Fogh Rasmussen betragter videnskab som en kamp om viden, og den kamp er altid politisk. Han kan ikke trække staten tilbage, for embedsapparatet og samfundsforskningen er i den optik allerede politiseret. Derfor må han være i opposition og i regering på samme tid. Regeringen turnerer med sine egne smagsdommere: Claes Kastholm og Bjørn Lomborg.

Staten blander sig på nye felter
Staten er ikke blevet mindre under Anders Fogh Rasmussen. Den er ikke holdt op med at blande sig langt ind i borgernes hverdagslige tilværelse. Nu skal det bestemmes politisk, hvornår flygtninge må gifte sig. Der er tale om, at flygtninge og indvandrerbørn skal følges i skole, så man sikrer sig, at de ikke bare pjækker. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen betragter fedme som et politisk problem. Der er tilsyneladende ingen grænser for den værdibaserede politiske ledelse.
Anders Fogh Rasmussen kalder det en kulturkamp: En kamp mod pladderhumanismen og rundkredspædagogikken. Lovgivningen er ikke det væsentligste: Det kører bare, mens statsministeren bearbejder befolkningens bevidsthed. Men lovgivningen kører bestemt ikke hinsides højre og venstre: Regeringens skattepolitik og økonomiske politik følger en klassisk borgerlig model. Der er ikke noget nyt der: Det nye er, at han fører den ideologiske kamp et andet sted. Han fører den ideologiske kamp i det intellektuelle rum, hvor kulturradikale og ventresorienterede har domineret og sat dagsorden i snart hundrede år.
Og netop de kulturradikale er den gruppe af intellektuelle, der er blevet mest trængt af kulturkampen. Alting, som de borgerlige kulturkæmpere ikke bryder sig om, bliver beskyldt for at være et udtryk for kulturradikalisme eller et produkt af den kulturradikale tankegang. Men hvem er egentlig de kulturradikale? Det er svært at sige. Gamle venstrefløjskrigere som Klaus Rifbjerg og Inge Eriksen bliver altid fremdraget, når højrefløjen skal udpege de modstandere, de gerne vil plaffe ned, men bortset fra dem er det vanskeligt at sætte ansigter på de kulturradikale. I stedet efterlades man med indtrykket af, at der er tale om en uhåndgribelig flok af venstresnoede, ateistiske anti-amerikanere, der dominerer den intellektuelle debat, sparker nedad efter den jævne dansker og raner alle de offentlige støttekroner til sig. Eller som formanden for Litteraturrådet, Claus Kastholm Hansen, formulerede sig til Berlingske Tidende, da han skulle definere det kulturradikale parnas og den norm for korrekt tænkning, som de har lagt ned over den politiske debat herhjemme:
»Denne alliance mellem en bestemt gruppe af intellektuelle, det socialdemokratiske velfærdssamfund og de socialistiske tanker blev en uskreven Emma Gad for korrekt intellektuel opførsel. Det blev gjort til en naturlov, at i Danmark var begavede mennesker venstreorientede. I indledningen til den skelsættende Hovedstrømninger… fra 1872 betegner Georg Brandes dansk litteratur som poetisk og virkelighedsfjern af natur. Hans beskrivelse af det etablerede klerikalt kulturelle og litterære miljø kunne næsten uforandret bruges til at betegne det nuværende establishment – nemlig det kulturradikale, venstreorienterede miljø. Lige så trægt, sammenkittet og indadvendt og lige så berøringsangst over for de faktiske forhold.«
Ja, man ser dem for sig – disse rødvinsdrikkende, ostespisende kystbanesocialister og kulturarbejdere med deres foragt for det danske folk og deres modvilje mod at foretage en ærlig dags arbejde. Kulturminister Brian Mikkelsen henviste til samme fjendebillede, da han i Berlingske Tidende skulle begrunde sin beslutning om at sætte en undersøgelse af fordelingen af støttekroner på litteraturområdet i værk:
»Der har været et parnas med de rigtige meninger, der kunne straffe folk med andre opfattelser. Vi tager afstand fra sådan en nepotisme. Jeg har fra kunstnere fået utallige vidnesbyrd om det rygklapperi og den nepotisme, der er foregået. Nu handler det om kvalitet, og vi er kommet kammerateriet til livs.«

Unerkendt det nationale
Bag både Kastholms og kulturministerens udsagn ligger imidlertid det problem, at de ikke definerer, hvad kulturradikalismen egentlig står for. Hvor er de konkrete problemer i dens tænkning? Hvorfor bliver kulturradikalismen i dissse år tvunget på retræte?
Disse spørgsmål har historikeren og lederen af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier Uffe Østergaard forsøgt at besvare i Weekendavisen, hvor han siger, at kulturradikalismens grundlæggende problem er, den har haft for meget succes. Dens i bund og grund avantgardistiske ideer blev gennem de kulturradikales ægteskab med Socialdemokratiet til den herskende ideologi i Velfærds-Danmark. Og dermed blev der etableret et statsligt værdisæt, som den almindelige borger ikke følte sig til rette i:
»Det gælder det traditionelle syn på familien og opdragelsen, som nedbrydes, og det gælder fremkomsten af teenagealderen osv., som kommer til at præge hele den kapitalistiske verden. Det særlige ved Norden er, at hos os bliver denne nedbrydning af det gamle samfund sat i system i skolerne, men først og fremmest i børnehaverne. Kulturradikalismen bliver den dominerende ideologi, hvorved de avantgardistiske ideer, som findes i alle vestlige lande, istitutionaliseres, sættes i system og kommer ind i lærebøgerne. Alle konflikter skal klares i rundkreds, drenge må ikke slås, krigslegetøj er dårligt og alt det der. Det er FN-ideologien omsat til børnehavehøjde. De, der ’opfandt’ denne tænkning i 1930’erne, kunne næppe som andet end et mareridt forestille sig den sat i system hos alle pædagoger fra børnehave til universitet.«
Derudover mener Uffe Østergaard, at kulturradikalismen har begået den fejl at nedprioritere det nationale element i sin tænkning. Hos de kulturradikale har enhver form for debat om det nationales betydning været lagt for had. Og dermed har kulturradikalismen ikke blot sat sig uden for den politiske diskussion, som Dansk Folkeparti er blevet båret fremad, og som har domineret den offentlige debat herhjemme siden midten af 1990’erne; de kulturradikale har også overset, at deres egen holdninger er grundet i deres danske rødder:
»Kulturradikalismen har snydt sig selv. Den har ikke været klar over, at den selv var et barn af nationalstaten og derfor ikke burde have nedtonet det nationale. Kulturradikalismen har afleveret adkomsten til at tale om det nationale, selv om den selv var national. Og det er helt afgørende, fordi kampen om danskheden er det helt afgørende i den kulturkamp, der præger dansk politik.«
I denne analyse bliver Uffe Østergaard dog modsagt af en af kulturkampens borgerlige forkæmpere, Hans Hauge, der er dr. phil og lektor ved Aarhus Universitet.
Hvis kulturkampen drejer sig om danskheden, så skal udelukkende det forståes på den måde, at den drejer sig om at afvikle den, siger han til Berlingske Tidende, hvor han giver følgende svar på spørgsmålet om, hvorvidt den nationale følelse er en konstruktion:
»… det er en følelse, der først og fremmest er blevet os indpodet i skolesystemet og blandt andet gennem litteraturen. Vi er blevet gjort danske, og denne identitet er en konstruktion. Det er alle identiteter.«
Hauge fremfører videre, at det nationale som begreb vil blive afviklet af den moderne tidsalder.
»…det nationale er en epoke, som vi er på vej ud af. Det var nødvendigt for at opbygge folkestyret, så jeg mener det ikke som en kritik. Men vi er på vej ud af den nationale tidsalder. (…) I den nye verden eksisterer det nationale også, men det har en anden funktion. Hvor det i den første fase fra 1848 til 1972 var en væsentlig del af grundlaget for moderniseringsfasen, så kommer den nationale identitet nu tilat betyde et værn mod nye ting. Det var det ikke tidligere, hvor det nationale var det nye, og de progressive dengang var nationalister. Derfor siger Dansk Folkeparti det samme som Grundtvig og alle mulige nationalliberale sagde dengang. De siger det bare på et andet tidspunkt.«

*Læs artikelserien om kulturkampen på tema.information.dk/kulturkamp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu