Læsetid: 2 min.

Sort ungdom

Dramatik fra rugekassen: Det Kongelige Teaters viser Dramatikeruddannelsens elevforestillinger. Der er ikke meget håb at hente – og dog
2. september 2003

København
No future! Der er ikke megen trøst at varme sig ved i nogle af de to spil, som de to unge midtvejselever fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater nu får opført som Det Kongelige Teaters åbningsforestilling. At opfattelsen af verden som en farefuld mareridtstilstand, der uundgåeligt påfører alle og enhver smerte, hører ikke sjældent ungdommen til.
Det er dramatikereleverne i hvert fald selv inde på i forestillingens program. Og den defaitistiske desillusion kendetegner da også begge småstykker, der opføres samlet. I Colepepper er vi på et sønderskudt pensionat, overladt til en række krigsspøgelser.
Dramatikeraspiranten Maj Rørbæk Damgaards fortjeneste er, at hun ikke er bange for de store vidder. Men hvor højt til loftet, der end måtte være i denne beretning fra et krigshærget ingenmandsland, så er teksten noget mere klaustrofobisk. Der er lidt for mange historier på spil i den usunde firemandskvadrille mellem Bodil Jørgensens fælt udnyttede krigsrapporter-heltinde, Helle Hertz’ betændte moderdyr, Martin Hylander Brückers biseksuelle stuepige cum snigskytte og Olaf Johannessens groggy faldskærmshelt. Vedkommende som andet end en illusionsløs groteske bliver stykket aldrig.

Knytnæve
Mere gods er der i Anna Bros Jægergårdsgade, der – som titlen antyder – er et mere hjemligt familiedrama om et kærlighedssvigt over for en 13-årig pige. Et overgreb, der får en benhård indvirkning på hendes skæbne. Syv år efter er hun død, får vi at vide. Tag den!
En rimeligt forstemmende århushistorie, ladet med skyld og skam, men fortalt med befriende og forsonende kig ind i personerne, så opmærksomheden skærpes og man får lyst til at vide mere om dem. Jo, der er ingen tvivl om, at Anna Bro har masser af stof til at gå videre med dramatikken. Hun viser i hvert fald en indgående lyst til at bruge vildt og utvungent af teatrets virkemidler – fra den rå og ramme hverdagsrealisme til noget, der nærmer sig poesiens flygtige og ordknappe associationsleg.
Og så kan hun skabe situationer, der emmer af uudsagte spændinger, som foruroligende forplanter sig til stolerækkerne. Og som Det Kongelige Teaters skuespiller samt instruktør Emmet Feigenberg beredvilligt fylder på.
Her er det tydeligt, at rollerne sagtens kan fungere som små partiturer for skuespillerne, der både får lov til at give den en på psykologibogen, eksperimentere med publikumskontakten og orkestrere en fælles ordstafet midt i det hele.
Helle Fagralid gør ganske rørende rede for den sårede piges uskyldstab og går fra lillepigens nervøse tøsefnis til forhærdet, destruktiv trods. Begge dele lige virkningsfuldt. Som forældreparret er Olaf Johannessens anspændthed udnyttet til en fordel som halvusle og syge far med de incestuøse tilbøjeligheder, mens Bodil Jørgensen får et dybt menneskeligt og morsomt mini-portræt ud af den hjælpeløse stedmoder.
Og endelig er Anders Juul et skævt talent på vej som den nørdede ven, der afvises og tager en grusom hævn. En talentfuld tekst, der fungerer som en knytnæve i et knuget mellemgulv.
Men lad teatergængere så i stedet finde lise i den kendsgerning, at der her er mulighed for at se helt ny og meget ung dramatik på det Kongelige Teaters scene. Ingen afgørende færdighed, men masser af færdigheder. Så lad nysgerrigheden efter at høre helt friske stemmer tage over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu