Læsetid: 3 min.

Spændt op til lir

Den svenske musikvideoinstruktør Jonas Åkerlund debuterer med en selvbevidst spillefilm, der er et slående eksempel på form uden indhold
19. september 2003

(2. sektion)

Ny film
»Based on the thruth – and on lies,« står der på forteksterne til Jonas Åkerlunds debutspillefilm, Spun. Det er et forsøg på at dreje det sædvanlige »baseret på virkelige hændelser« i en ny, lidt mere smart og moderne retning. Og et godt eksempel på den lidt irriterende, streetwise facon, som Åkerlund har grebet sin debutfilm an på, og som ender med at spænde ben for det hele.
Svenske Åkerlund er en af tidens mest efterspurgte musikvideoinstruktører. Han har arbejdet sammen med både Metallica, U2 og Madonna, og i sine videoer demonstrerer han en betydelig stilbevidsthed og billedfornemmelse – ikke mindst hvad angår det både punkede og gotiske.
Hans visuelle kunnen svigter ham ikke på Spun, der er en regulær opvisning i alle de filmiske tricks, filmtroldmanden har til sin rådighed. Men samtidig er filmen et slående eksempel på form uden indhold, og man kan have sine tvivl om, hvorvidt Åkerlund kan fortælle en historie, der er er andet end spændt op til lir.

Trailertrash
Spun, der er skrevet af Will De Los Santos og Creighton Vero, er et forsøg på sandfærdigt at skildre den verden, som misbrugere af speed lever i. ’Spun’ betyder noget i retning af ’kørt op’, og filmen følger den unge mand Ross (Jason Schwartzmann), der er blevet forladt af sin kæreste, hvilket han ikke kan komme sig over, og nu kører uden at sove på en rus af stoffer.
Han køber sin speed hos den dybt paranoide Spider Mike (John Leguizamo), der bor i et hul af en narkobule sammen med sin udflippede kæreste, Cookie (Mena Suvari). Her møder Ross den bumsede Frisbee (Patrick Fugit) og den sexede stripper Nikki (Brittany Murphy), der er kæreste med den hårdkogte Cook (Mickey Rourke), der fremstiller den speed, Spider Mike sælger.
Cook hyrer Ross til at køre for sig, og så begynder en sorthumoristisk odyssé gennem en lille amerikanske provinsby, hvor alle lader til at være udknaldede trailertrash-typer på speed, sølle eksistenser uden virkelighedsfornemmelse og fremtidsudsigter.

Paranoia og nedtur
Spun er baseret på virkelige historier, og den ene af manuskriptforfatterne, William De Los Santos, er selv misbruger, hvilket skulle give historien en vis troværdighed. Hvilket det vel også gør i de scener, hvor man ser junkierne flippe ud i deliriske enetaler og hysterisk paranoia eller glide ind i sig selv på en zombie-agtig nedtur.
I begyndelsen rummer Spun en potentiel interessant melankoli under den smarte, selvbevidste overflade, men efterhånden forelsker Jonas Åkerlund sig så meget i den visuelle mekanik i sin egen film, at han glemmer at fortælle en historie med nogle personer, man har lyst til at engagere sig i.

Pervers fryd
Han gør en pointe ud af, at karaktererne til at begynde med er karikaturer, vi har svært ved at føle med, og prøver så i løbet af filmen at forvandle dem til rigtige mennesker, der er berettigede til vores sympati.
Men det lykkes ikke.
Åkerlund synes i stedet at få en vis, næsten pervers tilfredsstillelse ud af at udstille en række unge skuespiltalenter i ubehagelige og ulækre roller. Jason Schwartzmann, der spiller Ross, brød igennem som den begavede ungersvend i Wes Andersons underfundige Rushmore. Mena Suvari (Cookie) er den uskyldighed, som Kevin Spacey drømmer om at gå i seng med i American Beauty. Og Patrick Fugit (Frisbee) spiller teenageren, der bliver forført af 70’ernes rockmiljø i Cameron Crowes charmerende Almost Famous.
Set med Åkerlunds øjne er det hele åbenbart primært sjovt, syret og sejt og handler mindre om at skildre de alvorlige, menneskelige konsekvenser af stofmisbrug, end om at trække skuespillerne, symbolet på en ubesmittet ungdom, gennem sølet. Resultatet er også, at deres præstationer stritter i mange retninger, og at det er veteranerne Mickey Rourke og John Leguizamo, der klarer sig bedst.
Åkerlund har tilmed fået en række trash- og populærkulturelle ikoner til at stille op i mindre roller. Debbie Harry er militant lebbe, pornostjernen Ron Jeremy bartender i en stripklub, Eric Roberts parodisk superbøsse og Peter Stormare en overgearet karikatur af en narkostrømer. Det vil sikkert more kendere, men bidrager ikke med noget som helst i forhold til historien.
På samme måde kan man godt more sig over enkelte af scenerne hver for sig, men de føjer sig aldrig sammen til en tilfredsstillende helhed, og Spun bliver ikke den uomgængelige skildring af en altødelæggende afhængighed, som ikke mindst Darren Aronofskys Requiem for a Dream er.

*Spun. Instruktion: Jonas Åkerlund. Manuskript: Will De Los Santos og Creighton Vero. Amerikansk (Palads, CinemaxX og Dagmar i København, BioCity i Odense og Palads i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her