På en etape i Spanien Rundt, hvor David Millar udførte et af cykelsportens sjældne kunststykker, gjorde Michael Rasmussen sig igen til en af løbets
hovedpersoner
Cykling
På hviledagen i Vuelta a Espana i mandags sagde Michael Rasmussen, at det ikke var så vigtigt, om han blev nummer seks, syv eller otte i dette cykelløb, der konkurrerer med Giro dItalia om at være verdens næstvigtigste etapeløb. Lige nu er den sjællandske bjergrytter på en utruet 7. plads med muligheder for avancement inden løbet slutter i Madrid på søndag. »Men jeg skal holde fast og forhåbentlig være lidt med i nogle af de kommende afslutninger,« sagde han til Ritzau.
Være lidt med. Det er efter hans kørsel i tirsdags og i går en underdrivelse, der vil noget. På løbets sidste store bjergetape, med navn af sådan, var det i forgårs Roberto Heras nok sidste mulighed for at vinde afgørende tid ind på den førende spanier Isidro Nozal. Men da Heras tøvede med at sætte et tidligt angreb ind på vej op til Sierra Nevada, gjorde Rasmussen det og fik omgående Heras med.
Det er et sjovt par de to. Heras, som i årevis har været anerkendt som verdens måske bedste klatrer på cykel, og Rasmussen, som kører sin blot anden sæson som professionel landevejsrytter, men som efter sin etapesejr på 7. etape og i dagene efter har vist, at han på et bjerg kører mindst lige op med de bedste. Med Heras. Rasmussen har fulgt Heras som en skygge. Taktisk ikke uklogt, hvis man kan, men det har også været som om Michael Rasmussen har villet køre så tæt op ad sin målestok som muligt. Som har han villet vise sig selv og alverden, at hertil og længere rækker mine ambitioner, og så skal man ikke sætte efter alle bjerggeder, der på en enkelt dag har de gode ben opad, men pejle efter den, der formodes at have det hver dag. Og Heras har fattet den.
Da Rasmussen vandt sin første meriterende bjergsejr sidste år i Burgos var det i slagsmål med Heras, og da han vandt sin etape i denne Vuelta var det efter angreb med Heras. Når den ene stikker, reagerer den anden øjeblikkeligt. Og at Heras reagerer på et angreb, som i tirsdags, fra Rasmussen, kan han kun tage til sig som en større anerkendelse end en plads frem i klassementet når det nu ikke er en podieplads, det gælder.
At Rasmussen så måtte slippe Heras på det sidste stykke på en af sine mindre gode dage, er af mindre betydning. Han kørte ind på en syvendeplads med et beskedent tidstab, og det var på en dag, hvor Claus Michael Møller placerede sig som nr. 9. To danskere i top 10 på en af de skrappeste bjergetaper i et stort etapeløb er aldrig set før.
I går var Rasmussen så lidt med igen. Hvis man virkelig skal underdrive. Etapen til Cordoba kan ikke kaldes en bjergetape, men havde en ondartet stigning 20 km. før mål afsluttende med en lang nedkørsel ned til byen. For foden af stigningen angreb David Millar, inden nogle af bjergspecialisterne rørte på sig, og den lange enkeltstartsspecialist udførte et af cykelsportens sjældne kunststykker: forcerede voldsomt på det mindst stejle stykke, holdt sit forspring til han var over toppen og var urørlig nedad, og da vejen fladede ud til hans fordel. Godt tænkt, rigtigt
timet og imponerende udført af skotten, der år for år bliver bedre og bedre i alt terræn.
Rasmussen var blandt de første af bjergrytterne, der angreb. Sammen med Unai Osa, Jose Martinez og Oscar Sevilla. For sent til at fange Millar, men tidsnok til at vinde sekunder i forhold til Mancebo, der ligger foran Rasmussen i klassementet og tage afstand til Luis Perez, der ligger efter. Men først og fremmest tidsnok til endnu en dag at vise den taktiske tæft og fysiske konstans, der har præget hele
Michael Rasmussens Vuelta.
I dag rummer etapen kun en enkelt knold midtvejs, som ikke burde kunne skabe stor udskilning, men i dette løb, hvor Michael Rasmussen tjente et helt minut i forhold til nærmeste konkurrenter ved at holde sig til de rigtige i et felt, der blev splittet af sidevind på flad vej, kan intet tages for givet. I morgen skal to stejle bjerge passeres dog med lang nedkørsel og på lørdag sandhedens time: En 11,2 km. bjergenkeltstart op til Alto de Abantos, som den første kilometer har en stigningsprocent på 17!
Enhver for sig selv mod uret
Enhver for sig selv mod uret, og uden nogen Heras eller nogen anden at holde sig til, vil det være Rasmussens prøve på, hvor i klatrernes hieraki, han befinder sig.
Men uanset denne prøves udfald og hans fremragende Vuelta i øvrigt vil Michael Rasmussen ikke være at finde på det landshold, der den 10. oktober skal køre om VM i Canada. På en rute, der siges at være så skrap, at den er lagt efter ryttere af hans type. Efter kontroverser med DCU, da han valgte at stå af i utide i Post Danmark rundt, har Rasmussen valgt at melde afbud til VM. Med den begrundelse, at det vil forøge hans chancer for at vinde sæsonens sidste world cup løb, Lombardiet Rundt.
Muligvis men verdensmester kunne han med sin øjeblikkelige form også være blevet.
*TV2 Zulu: Kl. 14:30:
Vuelta a España: 18. etape
