Læsetid: 7 min.

Stemmen, ordet, tanken

I anledning Adornos 100-års fødselsdag er der blevet udgivet et hav af publikationer. De fleste søger en biografisk tilgang. Spørgsmålet er, om det yder Adorno retfærdighed?
12. september 2003

(2. sektion)

Debatten
Der kan ikke klages over man-gel på opmærksomhed omkring Theodor W. Adornos 100-års fødselsdag. Der er ikke en dag, hvor der ikke bliver holdt en Adorno-konference et sted mellem Zürich, Frankfurt og Berlin, hvor der ikke bliver åbnet en udstilling, afholdt en læsning, indviet et mindesmærke. For slet ikke at tale om de talrige udgivelser – lige fra Adornos brevveksling med sine forældre i årene 1939-51, med Thomas Mann eller sine forlæggere Peter Suhrkamp og Siegfried Unseld, bøger om hans barndom i Amorbach og hans liv i Frankfurt såvel som en billedmonografi fra Adorno-arkivet som tre store biografier på henholdsvis 1056, 439 og 313 sider.
»Tre biografier på en gang – om ’biografismens’ uforsonlige kritiker. Og dertil rigt illustrerede billedmonografier – om fornyeren af billedforbudet. Til sammen mere end 3.000 sider. Er den ’kulturindustri’, som Adorno nærede så inderlig afsky for, fortsat som ’biografi-industri’?« spurgte således ugeavisen Die Zeit i sit seks sider lange Adorno-tema i sidste uge. Et berettiget spørgsmål, for Adornos skepsis eller rettere: forbehold over for den biografiske tilgang til et værk er velkendt.

I 1942 skrev Adorno i et brev til kollegaen på Institut für Sozialforschung, litteraturteoretikeren Leo Löwenthal, at selve livet i biografien bliver til ideologi, idet »man ud fra en eller anden model påviser for menneskene, at sådan noget som livet stadig eksisterer.«
Hvilket, ifølge Adorno, på grund af den almene fremmedgørelse netop ikke er tilfældet.
»Der findes intet rigtigt liv i falskheden.«
Alligevel dominerer den biografiske tilgang de mange publikationer og foranstaltninger, der har set dagens lys i forbindelse med jubilæet, og som nu er kommet til at præge den offentlige debat.
»I året for 100-års fødselsdagen ser det ud, som om Adorno hverken bliver registreret som intellektuel instans eller som filosof. Den nyudkommende litteratur er domineret af biografier; af litteratur om Adorno som Adorno. Man rusker filosoffen og den intellektuelle til live og udforsker hans sjæl; man stiller teksterne i forskellige kontekster og leder efter subtekster; man skyer heller ikke blikket igennem nøglehullet,« skriver Uwe Justus Wenzel i Neue Zürcher Zeitung.
Underbygget bliver således det Adorno-billede, som man har kendt i lang tid – nemlig at han var en genial, ikke nem, til tider arrogant intellektuel med vidtspændende interesser og en storborgerlig habitus. Dette billede får bare mange flere nuancer og læseren af de forskellige værker muterer, som Frankfurter Rundschau udtrykker det, til en ufrivillig voyeur. Han eller hun læser om Adornos mange udenomsægteskabelige affærer, ja selv sadomasochistiske erfaringer, hans forkærlighed for amerikanske tv-serier, hans mildt sagt underdanige, til tider selvudslettende adfærd over for Max Horkheimer eller om de mange ufine manøvrer over for potentielle konkurrenter. For slet ikke at tale om tvetydige ytringer om Nazityskland og Anden Verdenskrig, for eksempel når Adorno 1943 i et brev til sine forældre giver udtryk for sit håb om, at afslutningen på den store krig ikke kommer for hurtigt, således at tyskerne ikke undgår at føle på deres egne kroppe, hvad de har anrettet.
»Disse breve,« skriver Elisabeth von Thadden i Die Zeit, »trænger igennem det, de ikke fortæller, igennem det, de ikke formår at sige: Næsten ingen passage handler om de europæiske jøders udslettelse. Mordene på venner, naboer, bekendte. Ikke et ord om den tyske modstandsbevægelse. Næsten ingen fortællende portrætter opstår ud af denne sprogbegavede mands ord, som ellers gerne vil fortælle sine forældre alt: ikke billedet af sin kone, ikke en vens træk, ikke en fremmeds ansigt. Det er næsten som om, at Adorno aldrig har betragtet et menneske – udover de smukke muser, som fascinerede ham seksuelt – og som om ingen har kunnet fortælle ham noget, som der var værd at berette om.«
Frankfurter Rundschau ender med at spørge: »Skal der virkelig – i anledning af 100-års fødselsdagen – kastes lys på selv de mest infantile, de bagerste sider af en ubestridt betydningsfuld personlighed?«

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at de forskellige biografier, uden at det sandsynligvis er deres intention, leverer adskillige argumenter til dem, som har været forbeholdne over for Adorno eller hans værk i forvejen, for hvem han, i nogle tilfælde siden 1960’erne, har været et fjendebillede. Og dem er der mange af i Tyskland.
Men yder man Adorno retfærdighed igennem den biografiske tilgang? Erfarer man mere om den mand, der på forsiden af to af biografierne meget karakteristisk er afbildet som spejlbillede af sig selv? Kommer man nærmere hans værk og spørgsmålet, hvad det kan bruges til i dag? Disse spørgsmål trænger sig i stigende grad på i den tyske offentlige debat – og de bliver mere og mere besvaret med et entydigt nej.
For eksempel af Christian Geyer i Frankfurter Allgemeine Zeitung, som skriver, at der kommer en forlegenhed til udtryk »over for en tænker, som var toneangivende i sin samtid, men som i dag nærmere beundres som en hermetisk blok, i stedet for at blive gjort virkelig frugtbar for det filosofiske og sociologiske arbejde.«
På samme måde kommenterer den nuværende leder af Institut für Sozialforschung i Frankfurt, Axel Honneth, at den dominerende biografiske tilgang sandsynligvis er udtryk for en flugt fra at skulle beskæftige sig med Adornos værk. Resultatet er ifølge Honneth det samme som hos den anden ekstrem, som man i årevis har kunnet iagttage, nemlig at selve Adornos værk blev helliggjort og gengivet på dogmatisk vis. Begge tilgange undgår at beskæftige sig med det virkeligt væsentlige spørgsmål, nemlig hvilke dele af Adornos værk der kan bruges i dag, og hvilke, der er blevet forældede. Axel Honneth:
»Efter min mening slumrer der lige præcis i de perifære dele af Adornos værk mange erkendelser, som er af allerhøjeste aktualitet.«
Netop aktualiteten i Adornos værk søger kulturhistorikeren Thomas Assheuer at komme nærmere ind på. Under overskriften »Den sande konservative« skriver han:
»Adorno, dette er sandt, er ikke længere en samtidig. Hans værk er blevet oplyst med dets egne midler, med uforbeholden kritik. Efter Adorno kan der ikke anerkendes nogen autoritet, heller ikke Adornos egen. I dag fortaber sporene af dette geni sig i de forskellige seminarer, og med højtideligheden på hans 100-års fødselsdag går en epoke filosofisk til ende. Vidunderbarnet indfinder sig i fortidens sal, i galleriet af giganterne Kant, Hegel, Nietzsche, Heidegger. Og Adorno.«

Men gør han virkelig det? Kernen i Adornos værk, skriver Assheuer, bliver ved med at være den tanke, som denne sammen med Max Horkheimer formulerede i Oplysningens dialektik, nemlig at oplysningen eller fremskridtet indeholder dets egen ødelæggelse. »Det, som mennesket gør over for naturen, bliver vendt mod det selv.«
Dette herredømme over den ydre og den indre natur forvandler samfundet til den instrumentelle fornufts slagmark, som erklærer alt, også medmennesket, til et objekt. Således, skriver Assheuer, får Adornos forsøg, at tænke natur- og menneskebeherskelse sammen, en dyster aktualitet:
»Genteknologien har yderligere udvidet interventionsområdet og gjort det muligt for mennesker at modellere den tilbageværende rest af ubestemt natur i dem selv i deres eget billede. Det ville for Adorno have været en uhyrlighed, der falder helt i tråd med modernitetens selvdemaskering som rationalitet, der søger at underkaste sig alt. Dens blinde vilje til at ville beherske alt fremmed og ubestemt har forskubbet grænserne helt ind i det ufødte, i barnets ikke-identitet. Menneskene vil således ikke mere kunne møde sig selv som autonome subjekter, men som halvt levende halvt døde designerprodukter af deres egen vilje, ja netop som identiske hermed.«
»Den, der i dag vælger filosofisk arbejde som erhverv, må fra begyndelsen opgive den illusion, som var udgangspunktet for tidligere filosofiske udkast: at det er muligt, i kraft af tænkningen, at gribe totaliteten af det virkelige.«
Dette diktum var udgangspunktet for Adornos filosofi – et udgangspunkt, som dog ikke afholdt ham fra at tænke og skrive. For, som Assheuer understreger, hvor påtrængt denne verden ellers må være, sansen for det rette liv, »drømmen om en tilværelse uden skam«, må man ikke lade sig afkøbe.
»Den moderne volds skandale sprænger unægtelig filosofiens muligheder og henviser til det æstetiske. For Adorno bevarer alene kunsten en bevidstløs bevidsthed om, hvordan denne vold kan standses.«
Til et lignende svar på spørgsmålet om aktualiteten i Adornos værk kommer Jürgen Kaube i Frankfurter Allgemeine Zeitung:
»Stemmen, ordet, tanken – dette var det forbilledlige håb, som Adorno satte i tankens kraft – et ingenting, som kan ændre alt.«
Et håb! Ikke mere, ikke mindre. Derfor skal der her – alle jubilæumsbiografier og -udstillinger til trods – til sidst henvises til førnævnte Uwe Justus Wenzel:
»Ingen, der vil vide, om Adorno har lagt noget i filosofihistoriens vægtskål, kommer uden om at gribe til hans bøger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu