Læsetid: 2 min.

Stewardesse i drømmeland

Inderst inde: Astrid Saalbach lodder det moderne menneskes sjæledyb i sit nye drømmespil
23. september 2003

Husets Teater
»Jeg trænger sådan til, at nogen tager føringen«, tigger stewardessen Xenia. Netop landet efter endnu en tur på tværs af tidszonerne, er hun slået ud af kurs. Hun vakler rundt i mørke. I enhver forstand. Hun kan ikke finde hjem. Og pludselig er det, som om alt hun kendte, er forsvundet. Hvad værre er: Det er, som om det aldrig havde eksisteret. Hun er gået i opløsning. Dobbeltheden er til at tage og føle på i Astrid Saalbachs nye drama på Husets Teater. Tag bare titlen. På det ydre plan raver Xenia gennem alskens syner i et tilsyneladende uendeligt forsøg på at finde hjem – på vej mod verdens ende. På det indre er alt, hvad hun møder på sin vej, naturligvis spejlinger af hende selv. Og Saalbach anvender flot sin imponerende drømmespilsteknik til at demonstrere det kerneløse nutidsmenneskes forgæves forsøg på at vinde det fodfæste, som for længst er forsvundet. En verden er ved at gå under. Xenia er blevet væk for sig selv. Med de forskellige udfordrende stationer på vejen som refleksioner af hendes egen angst. Angsten for at blive gammel. Angsten for forfaldet og døden. Angsten for livet uden kærlighed. Angsten for at miste det lidt, man har. Ildevarslende ledemotiver dukker op, hver af de enkle dialoger er ladet med betydninger, symboler gentages og forstærkes, undertrykte og ubevidste lag drages frem i fuld scenebelysning.
Det er er syg verden, der er uden om os, mener Saalbach. Seksualitetens stigende pervertering, genmanipulation, familiens opløsning er nogle af de temaer, hun berører. Men den grusomme pointe er, at opløsningen i lige så høj grad er inden i os selv. For Saalbachs stykke er først og fremmest en benhård civilisationskritik, der bevæger sig på de indre linjer. Menneskesjælen har nået, hvad den kan klare af udfordringer. Vi er fremme ved verdens ende. Identiteten eroderes og katastrofen tikker inde i os selv. Bevisførelsen følger Saalbach rystende sikkert igennem. Hvad man end kan mene om den lovligt udpenslede morale, der sender heltinden og alle os andre lige lukt tilbage i armene på de tabte værdier – med sammenholdet, fællesskabet og stjernekiggeri med familien som lyset for enden af tunnellen.

Febersyner
På Husets Teater understreger og udbygger instruktør Søren Iversen med uheldssvangre lydcollager og en sikker instruktion af et håndplukket hold. Godt støttet af scenograf Birgitte Mellentin, der skaber slående, surreelle drømmesyner af Saalbachs tomme rum. Benedikte Hansen skruer mere og mere op for desperationen som stewardesse med sjæleligt jetlag. En lidt naiv hverdagskvinde, som alligevel har kræfter og ønsker stærke nok til at føre hende frelst igennem.
Den dobbelthed har Benedikte Hansen en klar fornemmelse for – ikke mindst med humoren i behold. Og som de truende og dragende febersyner, hun konfronteres med, defilerer resten af de medvirkende ud og ind af den saalbachske labyrint. Jens Jøren Spottag som den frihedselskende mand, hun forelsker sig i. Kristian Ibler som voldelig fodboldfanatiker på seksuelle afveje. Den klejne og mangefacetterede Mette K. Madsen som en serie mærkelige pigebørn. Og ikke mindst Charlotte Bøving som kvinden, der uden held forsøger at sætte tidens gang skakmat i en grotesk og skræmmende forvandlingspræstation.
Verdens ende er skræmmende og tankevækkende identitetsteater til tiden.

*Verdens ende. Skuespil af Astrid Saalbach. Iscen.: Søren Iversen. Scen.: Birgitte Mellentin. Husets Teater til 25.okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu