Læsetid: 2 min.

Stilleben med mange træer

I Aalborgs lod faldt der en lokal verdenspremiere af tyst minimalistisk art og en vildtvoksende komisk-politisk bombe
2. september 2003

Aalborg
Man skriver ikke bare dogmefilm op af jordsmonnet, uden videre. Heller ikke ny dansk dramatik, dramatikeruddannelse i Århus eller ej. Men Midtvejs 2003-projektet viste i Aalborg, at den er i gang, fornyelsen. Ad flere veje.
Kristian T. Erhardssen er byens egen søn, næsten ynglingeung, og han har modig sans for at starte med basics. En scenevæg, en mørk natlig blæst, to mennesker i et øde rum, tyst gestik. Symbolsk stiliseret.
Den fortabte søn kommer hjem igen. Verden var større end hans malertalent lige klarede. Dog ikke større end hans kunstneregoisme. Hans gamle værelse er siden længe okkuperet af selveste Freja, en frodig pige fra gademiljøet, med romantisk lægning, foreløbig centreret om dansedrømmekjolen i rød silke som hun energisk syer på. Og Mama styrer med ydmyge lader menagen ...
Stilleben hedder det, og Ibsens Gengangere og Wildes Dorian Gray lurer vistnok i baggrunden for den ret morbide udvikling stykket ret så pludseligt udfolder, enakterens kun 45 minutter taget i betragtning. Det bliver faktisk lidt for meget. Kærlighedsgudinden Freja dør næsten under hænderne på den psykopatisk indkrogede kunstner, der hellere vil male end elske hende. Og Mama triumferer til slut, med al mulig besidderisk sødme.
Trods det formår Line Jønsson og måske især Thomas Bang, som de to unge, at overbevise om tekstens bærekraft, særligt i de helt stille partier. En bamse, en kjole, en gebærde i det tomme rum, det er virkelig set – Stilleben. Instruktør Per Smedegaard har også set det ...

Komisk overspil
Træer er der nok af kunne godt være miljøministerens motto. Vi skover jo flittigt hvor det nu lige bedst ser ud til at betale sig. Joan Rang Christensen har en ægte satirisk åre, langt ind i det produktivt farceagtigt groteske.
Det er faktisk temmelig morsomt. Scenisk lige fra en IKEA-Netto drøm af en nyindrettet spise-dagligstue, med to velafrettede Anders Fjogh Rasmussen-kloner ved deres første romantiske middag med fod under eget bord – til en absolut paranoidt oplevet terrorist-dommedag omkring alle de monstre det dydigt alt-fortrængende par ubevidst har fostret.
Det komiske overspil er muligvis mest befordrende for unge spillere, i hvert fald blomstrer det ’søde’ par under dets muligheder, Martin Ringsmose som en noget nær spasmisk parodi på en Brian Mikkelsen-type i autoritært-militært overgear, Marie Louise Wille som en herligt sødt-naiv Gitte, og Troels Malling Thaarup som ubuden gæsteven, helt i sin paniske paranoias højtråbende vold.
For dem alle gælder det at liberalismens køb billigt/
sælg dyrt er det eneste gyldige parameter, resten er rent ud til at le ad. Den menneskelige afstumpethed emmer fra deres summariske afhandling af allehånde komplekse problemstillinger. Danskernes fremtid?
Tiderne har altid råbt på satire. Jeg tror Joan Rang Christensen kan komme til at levere stærke bidrag dertil. Hun taler f.eks. herligt frit om ’Operettehuset’ og dets mildt sagt selvbevidste anmassen sig, lige over for dronningens. Jess Ørnsbos grotesker er ikke langt borte, og ikke det værste forbillede. Lovende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her