Læsetid: 4 min.

De størstes liga

Champions League er et spil om tre milliarder kroner, fodboldens fremtid og æren, hvor de europæiske mellemklassehold spiller små biroller
19. september 2003

Champions League
Der er noget næsten nådesløst ved at kigge på resultaterne af denne uges opgør i den europæiske mesterturnering, Champions League. De allerstørste fodboldklubber som Bayern München, Inter, Juventus, Milan, Manchester United og Real Madrid har med fuld pointhøst lagt sig i spidsen i deres respektive grupper. Chelsea – det dyre legetøj for den nyrige russer, Roman Abramovich – er efter en milliard kroners spillerindkøb også kommet fint fra start med en udesejr mod svære Sparta fra Prag.
Europæiske mellemklasseklubber fra den bløde fodboldperiferi – som FC København, Celtic eller Glasgow Rangers – kan slet ikke være med i det her game. Enkelte, som de to skotske klubber, har fået lov til at snuse lidt til atmosfæren, mens fanatiske FCK’ere eller Brøndby-fans må fortsætte med at længes efter den dag, hvor de evige drømme bliver til virkelighed.
Der er er rigtig mange penge på spil, for der er samlet tre milliarder kroner i bonus og præmier til fordeling blandt de 32 Champions League hold. Vinderen vil løbe af med en præmie på 133 mio. kroner plus alle de ekstra gevinster, der måtte komme ved ekstra reklameindtægter og salg af merchandise.
Den europæiske fodboldunion, UEFA, fortalte i går, at man i hvert af de næste tre år regner med at score cirka 4,3 mia. kroner på turneringen, da man har hevet nogle solide sponsorkontrakter i hus og har fået lukrative tv-kontrakter – ikke kun i Europa, men også helt ude i Japan.
UEFA selv regner med at sætte en milliard kroner ind på kontoen hvert år, og så vil der blive betalt nogle hundrede millioner kroner fra en solidaritetsfond til støtte for udviklingen i de enkelte nationale fodboldforbund.

Den rige utilpassethed
De store klubber som Real Madrid, FC Bayern, Manchester United og Milan er ikke alt for begejstret over den måde, UEFA skærer kagen ud på. De har i flere år truet med at bryde ud og danne deres egen europæiske superliga, hvor markedsføringen sættes i system, hvor prisen på tv-rettigheder skrues op, og hvor hele fortjenesten går til klubberne selv. I overført betydning svarer det til at erstatte det europæiske magtsystem, der er baseret på nationalstater og nationale fodboldforbund, med et selvorganiserede netværk af magtfulde og rige bystater.
De stores utilfredshed er ikke blevet mindre af, at UEFA i år giver 20 procent mindre i bonus og præmier til Champions League end sidste år, men på den anden side skal de også spille færre kampe end sidste år, hvor de måtte igennem en kamprig mellemrunde, inden de kunne komme igang med de sidste afgørende cup-opgør.
Samtidig er de store klubber trætte af, at de ofte skal afgive nogle af deres dyrtbetalte stjernespillere til landsholdene. »Vi er forbandet trætte af at afgive vore spillere,« har Karl Heinz Rumenigge fra Bayern sagt. »Måske vil vi en dag gå i strejke.«
Pengenes magt spiller en stor og afgørende rolle for Champions League. Men indtil nu har ingen af de store klubber – trods mange kritiske udfald – turdet bryde ud. Champions League er ved at få et navn – selv uden for Europas grænser, hvor kinesere, koreanere og japanere er begyndt at kigge med i det,
der er den fornemste udstillingshal for moderne fodbold.

Fra Milan til Madrid
I AC Milan håber den absolutistiske præsident, Silvio Berlusconi, på, at hans legionærer på grønsværen kan gentage sidste års triumf i Champions League, og på trænerbænken kan man høre Carlo Ancelotti tale om, at holdet »accepterer favoritværdigheden«. Shevchenko og Inzaghi er en farlig angrebsduo, der fremover også vil få kreativ støtte bagfra af den nye brasilianske gulddreng, Kaká. At Champions League i år går over til et cupsystem fra ottendedelsfinalerne – efter den indledende gruppe – vil uden tvivl favorisere et erfarent italiensk hold som AC Milan. Den udødelige Maldini og den endnu ældre Costacurta ser ud til stadig at dække selv utænkelige huller bagude. Også sidste års semifinalister Juventus og Inter har stærke kort på hånden, og her er den positive overraskelse, at Inter i onsdags slog det fransk-engelske Arsenal med hele tre mål mod nul på udebane.

Angreb glæder
Uanset sympatier og antipatier, så er det sikkert de mere angrebsorienterede hold, som Manchester United og Real Madrid, der har glædet flest tv-seere på fodboldplaneten. De røde djævles 5-0 sejr over Panathinaikos tirsdag på Old Trafford var ingen overraskelse. Det var en forventet sejr over et europæisk mellemklassehold, der lever på lånt tid i Champions League, men det viste, at Manchester også i år må regnes som en af de absolutte favoritter.
Det var dog Real Madrids 4-2 sejr over det i år forstærkede Olympique Marseille, der vakte genlyd i den europæiske sportspresse. David Beckham demonstrede som central midtbanespiller, at han ikke bare er til hestehaler, Spice og global markedsføring. Især hans indlæg fra det yderste hjørne til Roberto Carlos, som blev hamret op i nettaget, fik folk til at måbe. Le Monde kiggede betaget på, hvordan Beckham dirigerede, Zidane tegnede poetiske driblinger og Ronaldo gjorde sit arbejde med to mål.
FC Bayerns præsident, den legendariske Franz Beckenbauer, har – set på tv – erklæret sin kærlighed til Reals måde at spille fodbold på: »Jeg er begejstret for deres spil, der kommer fra en anden galakse.« Han har udnævnt dem som årets favoritter. Men der er et stort men.
Real Madrids centerforsvar, der bestyres af billige unge talenter, er så skrøbeligt som altid før. Mod Marseille var stjernernes festfyrværkeri i front nok til at sikre sejren. Når madrilenerne ramler ind i de robuste italienske forsvarsmure eller risikerer at møde Van Nistelroys dræberinstinkt hos de røde djævle, kan drømmen om en 10. europæisk mestertitel nemt brase sammen som et fatamorgana.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her