Læsetid: 4 min.

De store går kold i national bold

Manchester United, Milan og Juventus er bedst klædt på før aftenens og morgendagens kampe i Champions League
30. september 2003

Fodbold
Tre af de fire spanske hold i Champions League knirker spillemæssigt, før de her i aften og i morgen spiller den anden kamp i den prestige- og pengefyldte europæiske fodboldturnering.
Værst ser det ud for stjerneklubben, Real Madrid, der fik tørt på i lørdags på udebane imod Valencia. 2-0 nederlaget kunne meget let være blevet meget større, for det unge vaklende Madrid-forsvar blev igen og igen løbet over ende af de hurtigt kombinerende valencianere, som også var meget overlegne på midtbanen.
Bortset fra portugiseren Luis Figo virkede alle de dyre verdensstjerner, Beckham, Zidane, Ronaldo og Roberto Carlos, uden motivation og begik selv elementære begynderfejl i kontrollen med bolden. Den slags vil blive straffet, hvis madrilenerne vågner op før, de i morgen møder Porto i Champions League. Beckham og Raúl er skadet, men til gengæld vender Ivan Helguera tilbage i forsvaret, og det kan måske bringe mere ro ind bagude.
Deportivo la Coruña, der i weekenden løb ind i sit første nederlag i den spanske liga mod beskedne Osasuna, og afgav førstepladsen i ligaen til Valencia, tager i aften imod PSV Eindhoven på hjemmebanen i den galiciske fiskerby.
Hollænderne skal ikke tage det for givet, at Deportivo vil uddele tre milde gaver som mod Osasuna, for den europæiske turnering har ofte vist , at det kan hive en særlig passion frem hos spillerne.
Real Sociedad fra San Sebastian, der tabte 1-0 på udebane i lokalderbyet mod Athletic fra Bilbao, får sit at se til, når de i aften skal til den tyrkiske heksekeddel, hvor Galatasaray kan spille lige op mod selv de bedste europæiske hold.
Helt anderledes og solidt er de engelske hold – Arsenal, Chelsea og Manchester United – rustet til mødet med Europa. De har indtaget de tre første pladser i den engelske liga, som forventet.
Især Arsenal har brug for at holde sejrskursen, når de i aften støder ind i Lokomotiv fra Moskva. Nederlaget i første kamp af Champions League mod Inter øger presset på spillerne. I weekenden vandt Chelsea endnu en beskeden arbejdssejr – 1-0 over Aston Villa – og det har øget spekulationerne om træneren Claudio Ranieris fremtid i klubben. Den russiske multimilliardær, Roman Abramovich, der har investeret en formue i London-klubben, vil næppe acceptere, at Chelsea fortsætter med at hive små sejre i hus og spille uafgjort næste hver anden gang.

De røde djævle igen
Engelsk fodbold stærkeste kort i Europa er stadig, som så mange år før, Manchester United. Det kan ikke alene måles på børsen, hvor klubben nu har en markedsværdi på over 500 mio. pund efter kraftige kursstigninger på det seneste. I weekenden tværede de Leicester ud i Premier League med en 1-4 sejr på udebane og et vaskeægte hattrick af Van Nistelroy.
Men de røde djævle får det svært, når de i morgen skal til Stuttgart, der overraskende ligger nummer et i den tyske Bundesliga – med tre point ned til Bayern München på en beskeden fjerdeplads.
»Vi spillede virkelig lortedårligt,« klagede Bayerns administrerede direktør, Uli Hoeness, efter en trist 1-2 sejr mod Hansa Rostock i lørdags. Det lyder som om, at der bliver ballade, hvis ikke Bayern rejser sig i Champions League, når de i aften møder belgiske Anderlecht.
Bayern har købt dyrt ind før denne sæson for at kunne måle sig med de allerbedste. Selv den hollandske topscorer Rob Makaay er ved at leve op til forventningere – mod Hansa scorede han igen – har Oliver Kahn i målet været rystende svag, fordi han har fået noget i øjet. Endnu ligner FC Bayern ikke en seriøst kandidat til at løbe med årets europæiske mestertitel.
Til gengæld er de italienske hold - især Juventus og Milan – kommet godt fra sæsonstarten, og ser ud til at fortsætte, hvor de slap sidste år. Ingen nederlag, en uafgjort og tre sejre er det foreløbig blevet til i den italienske liga.
Før aftenens Champions League match ude mod Olympiakos fra Grækenland må Juventus leve med, at angriberen Alessandro del Piero er skadet, men den franske angriber Trezeguet vender derimod tilbage i front, så Juve burde vinde det opgør.

Rivaldos pinsler
I Milan klager brasilianeren Rivaldo højlydt over ikke at få spilletid, og det har sikkert ikke gjort humøret bedre, at en af hans konkurrenter – Jon Dahl Tomasson – i weekenden nettede i holdets 3-0 sejr mod Lecce. Rivaldo – der høster seks mio. euro i årsløn plus alle de løse millioner i bonus og reklamer, selv om han ikke spiller – er så frustreret over sidde på bænken, at han i sidste uge var på jagt efter en anden europæisk klub.
Men i aftes holdt han møde med klubbens ledelse, og parterne blev enige om, at han bliver trods sidste uges modstridende udmelding.
Rivaldo er først og fremmest fodboldspiller, og han har – som så mange andre spillere, der flyttede til Italien efter succes i den spanske liga – ikke foldet sig ud i den meget mere taktisk disciplinerende og defensivt prægede italienske pindsvinestilling.
Milan skal i morgen aften til Celta i Galicien, der er startet meget svagt på sæsonen.
Men i weekenden vandt Celta 3-2 hjemme mod Valladolid i den spanske liga, så kan Berlusconis hold godt få det svært.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu