Læsetid: 5 min.

Den store illusion

I dag begynder Thomas Vinterberg optagelserne til sin nye film, ‘Dear Wendy’, der foregår i en lille mineby i USA. Information har besøgt byen, der er bygget op fra bunden i Filmbyen i Avedøre
26. september 2003

(2. sektion)

Bag kulisserne
Det er svært at overse minetårnet i den lille mineby, Estherslope, i West Virginia, USA. Det meste af minedriften er dog indstillet, og byen ligner en spøgelsesby. Det er en lidt trøstesløs oplevelse at gå gennem hovedgaden, hvor nedslidte, toetages træhuse ligger side om side. Det er som taget ud af en western, og man forventer næsten, at der kommer en tumbleweed trillende forbi én og videre ned ad gaden.
De fleste butikker er lukkede, men et par stykker af dem holder standhaftigt fast. I Solomon’s Supermarket kan man købe dagligvarer, jagtudstyr og elektrisk værktøj – udenfor står en Pepsi-automat og en stander med dagens udgave af USA Today, »No. 1 in the USA«, praler den. Hos marskandiseren ved siden af handler de med alt fra legetøj og lamper til kunstige blomster og kitschet kunst. Fra en flagstang monteret på butiksfacaden hænger et hullet og falmet Stars & Stripes og blafrer i den kraftige efterårsblæst.
På den modsatte side af gaden ligger en slagter og ved siden af natklubben Mc-
Lemore’s, der lover »Happy Hour« og er »Open All Night«. For enden af gaden, på en bygning i nærheden af det 25 meter høje minetårn, fortæller et slidt skilt, at her holder Estherslope Mining Corp. til – eller gjorde, for lokalerne ser meget tillukkede og forladte ud.

Skydeglade
Illusionen er total. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg virkelig tro, at jeg befandt mig i Estherslope, USA og ikke i en imponerende kulisse bygget op i Filmbyen i Avedøre ved København. Men går man hen til en af bygningerne, finder man ud af, at de med få undtagelser bare er tomme skaller holdt oppe af wirer og træbjælker.
Det er onsdag eftermiddag, og producer Sidse Graum Olsen og scenograf Jette Lehmann viser rundt i den store kulisse, der om to dage bliver befolket af et filmhold med Thomas Vinterberg i spidsen.
Dear Wendy hedder filmen, der er baseret på et manuskript af Lars von Trier, som overlod projektet til Vinterberg, fordi han selv hellere ville koncentrere sig om efterfølgeren til Dogville.
Fire uger skal Vinterberg og co. tilbringe i denne udgave af Estherslope, før de drager fire uger til Tyskland for at optage de minescener, som også bliver en vigtig del af Dear Wendy.
Filmen foregår i nutiden og handler om en gruppe unge, skydeglade mænd, børn af minearbejdere, med pacifisten Dick i spidsen, der danner et broderskab, hvor de dyrker deres våbenfascination. Wendy er navnet, som Dick giver sin elskede revolver.
Dear Wendy er en engelsksproget co-produktion mellem fire europæiske lande, med et budget på 50 millioner kroner, hvoraf ca. fem millioner er gået til rekvisitter og konstruktionen af kulissebyen – det er mange penge, men trods alt billigere, end hvis filmen skulle optages on location i USA. Hovedrollen som Dick spilles af Jamie Bell, der først gjorde opmærksom på sig selv i titelrollen i Stephen Daldrys Billy Elliott.

Byggeklodser
Tanken bag den omfattende filmkulisse, der er den største af sin art bygget i Danmark i mange år, er, at kameraet skal kunne drejes 360 grader, fortæller Jette Lehmann. Fotografen kan filme i alle retninger, og »den frihed er han glad for at få«, siger hun.
Hun har tidligere lavet scenografi til tv-serien Hotellet og film som Wilbur begår selvmord og Vinterbergs forrige film, It’s All About Love, og Dear Wendy er også hendes hidtil største opgave.
Lehmanns scenografi baserer sig på en række billeder fra virkelighedens Estherslope, minebyen Pocahontas, som Lars von Trier fik gennemfotograferet for et par år siden, da han stadig skulle instruere Dear Wendy.
»Billederne har vi brugt som en slags byggeklodser,« siger Jette Lehmann.
»Pocahontas er en typisk mineby, som for 10 år siden måske havde 6.000 indbyggere. Nu er minen lukket, og der er kun 500 mennesker tilbage. Det ligner næsten en spøgelsesby, fordi beboerne brænder de tomme huse af eller river dem ned, fordi de ikke vil have, at vagabonder flytter ind i dem.«

Autencitet
På en model af Estherslope viser Jette Lehmann, at byen til at begynde med var meget større. Men på grund af økonomi og praktik var det ikke muligt at omsætte alle ideer og bygninger til virkelighed, og udfordringen for hende og de mange håndværkere har selvfølgelig været at få kulissen til at fremstå så autentisk som mulig og få den til at spille sammen med omgivelserne.
Kulissen er bygget op omkring eksisterende bygninger i Filmbyen, hvilket har givet filmholdet mulighed for at bruge bygningernes rum og lave egentlige butikker bag enkelte af facaderne på hovedgaden. Der er nu indrettet både et supermarked og en marskandiser, hvorfor det kan lade sig gøre at filme ind i butikkerne – og inde i dem.
På førstesalen i en anden bygning har man bygget en ældre dames lejlighed – der ligger både Good Housekeeping og Woman’s Day på et bord – hvorfra »man kan få en masse gode kig ned på gaden«, siger Jette Lehmann.
»Det ville man ikke kunne i et studie.«
I en af de tilstødende lagerbygninger bag kulisserne har hun indrettet Dicks lejlighed – selv om den godt nok i filmens geografi befinder sig et andet sted på hovedgaden – og alle filmens locations og optagesteder er således koncentreret i og lige omkring kulissen.

Rekvisitlækkert
Jeg besøgte første gang Dear Wendy-kulissen for et par måneder siden, hvor man lige akkurat havde rejst facaderne og sat førstesalen på. Siden da er der sket meget. Bygningerne, lejlighederne og de to butikker er blevet ’dresset’, som det hedder i fagsproget, når man tilføjer kulissen alle de rekvisitter og detaljer, der skal til for at få det til at se virkeligt ud.
Mens vi ser os om i Dicks lejlighed, der er møbleret i bedste 50’er-stil med mahogni og plyds og brune koksvægge, fortæller Jette Lehmann, at hun hele tiden har skullet passe på »ikke at falde for fristelsen for at gøre det rekvisitlækkert«, altså bruge for mange rekvisitter, selv om de har en stor signalværdi.
Der er blevet rejst lygtepæle og støbt rigtige fortove langs hovedgaden i Esther-slope, som også er blevet forsynet med vej- og advarselsskilte i mange farver og størrelser.
»Danger! Falling Objects«, advarer et skilt ved minen, og lige uden for Salomon’s Supermarket er en håndværker ved at færdiggøre et stort skilt, der skal hænges op et nøje udvalgt sted i byen og skygge for de af omgivelserne – nogle røde tegltage – som helst ikke skal med i filmen. »Antiques, 7 Days, 75 Dealers«, står der på skiltet.
Jette Lehmann fortæller, at de gerne ville have haft et bjerg i en af horisonterne hinsides byen, men »vi ved ikke, om vi får råd til det. Nu må vi se.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu