Læsetid: 2 min.

Da svende så rødt

Men måske var det bare noget, de legede?
26. september 2003

(2. sektion)

Radio
Leif Davidsen og Tage Baumann var søndag middag nået til kulturkampen i Den Kolde Krigs tid. Under overskriften »På skrå brædder« nåede de på en times tid fra Scherfig til Scherfig, fra den gamle Hans, hvis Skorpionen engang kun kunne omtales i Land og Folk, til unge Lukas og hans rockgruppe The Movement.
Det blev i det hele taget ligesom i familien, eftersom en alt for stor del af udsendelsen kom til at handle om Danmarks Radio. Hvilket selvfølgelig ikke var uden oplivende momenter, som at betegnelsen »røde lejesvende« åbenbart blev anvendt første gang af en venstrepolitiker i 1967 og dengang specifikt handlede om den venstreorienterede redaktion af datidens sort-hvide tv-avis og dens antiamerikanske skærmtrolde, især Uffe Ellemann-Jensen og Ole Andreasen.
Men selvfølgelig startede det tilbage i den umiddelbare efterkrigstid og balladen omkring Kjeld Abells »kommunistiske utopi«, der under navnet »Dage på en sky« forsøgte at aktivere det Kongelige Teater, hvad Erik Seidenfaden, den ene af nærværende dagblads to ur-redaktører, åbenbart ikke mente var nogen særlig god idé.
Og så kørte det videre, gennem 1950’ernes relativt venlige danske variant af amerikansk inspireret antikommunisme. Det var Osvald Helmuth, der sang om »Moder Rusland, gamle mor« og undervejs tog strøm på Martin Andersen Nexø, æresborger i DDR, og hans Ditte. Med det storslåede omkvæd om »mig og Ditte«, der ligesom alligevel hellere ville »stå fritte«. De var gode til at rime dengang, og det blev de ved med at være et stykke tid, i hvert fald frem til Erik Knudsens angreb på det snart kommende totale forbrugersamfund med revyen Frihed det bedste guld omkring lige ved indgangen til de knaldrøde 60’ere.

Alvor
Dem tog Davidsen og Baumann til gengæld let på. Ikke et ord om det årtis stærkt amerikansk inspirerede angreb på amerikansk imperialisme, som den udviklede sig i Vietnam. Bare en stump Højholt, en opremsning af tidsskrifter fra begge fløje og så videre til gruppeteatrene, Banden, Skifteholdet, Team og Fiolteatret, med deres problemer.
Kjeld Koplev, direktør for Fiolteatret i 1973, fortalte om turbulensen, da det CIA-styrede kup i Chile pludselig førte til, at man ville spille Brechts Kommunen, og en veteran fra den røde ungdomsredaktion, Poul Nesgaard, nu leder af Filmskolen, fortalte om, hvordan det nu ligesom bare handlede om, »hvad mener jeg« altsammen. Og Katrine Nyland Sørensen, kulturredaktør på rødhedens gamle hovedblad, mente omtrent det samme.
Om dansk kunst af alle arter, mellem 1948 og nu, stort set ingenting. Det ville Erhard Jacobsen ikke have fundet sig i. Man tog den slags alvorligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu