Læsetid: 3 min.

Hvad de taber på gyngerne ...

Forsikringsselskaber investerer i tabsgivende privathospitaler – udelukkende for at tjene penge på overflødige sundhedsforsikringer, siger sundhedsøkonom
19. september 2003

Danmarks største privathospital, Hamlet, havde sidste år et underskud på 15 millioner kroner.
Tilsyneladende en økonomisk øretæve til de fire store forsikringsselskaber, der sammenlagt ejer mere end halvdelen af aktierne i Hamlet. Men kun tilsyneladende, mener sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg fra Institut for Sundhedsvæsen:
»Det er som med gyngerne og karrusellerne. Ejerkredsen bag Hamlet er jo de samme forsikringsselskaber, som sælger sundhedsforsikringer. Hvad de taber på sygehusdriften, vinder de ind på sundhedsforsikringerne,« siger han.
Danica, PFA, Codan og Tryg, som ejer mere end halvdelen af Hamlet, sidder også på over halvdelen af markedet på sundhedsforsikringer, som eksploderede fra 23.ooo i slutningen af 1999 til cirka 250.0oo arbejdsgiverbetalte og 70.000 private.
Logikken er den samme som i bil- eller glasforsikringer. Hvis forsikringsselskaber skal sælge glasforsikringer, må der nødvendigvis være nogle glarmestre, som kan udskifte knuste ruder:
»Hvis ikke selskaberne kan henvise til private hospitaler, som tilbyder en bedre behandling end den gratis hos det offentlige – så er det umuligt at sælge sundhedsforsikringer,« siger Jakob Kjellberg.

Jagt på de hvide pletter
Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Odense Universitet og medlem af Hamlets bestyrelse: »Forsikringsselskaberne er hele tiden på jagt efter hvide pletter på landkortet – dvs. områder, der hidtil ikke har været forsikringsdækket. Det er en helt naturlig forretningslogik at opfinde nye produkter, de kan tjene penge på.«
Han påpeger, at Danmarks næststørste privathospital, Mølholm i Vejle, driver deres eget lille forsikringsselskab: »Tendensen går altså i begge retninger: Før selskaberne kan sælge sundhedsforsikringer, skal de være sikre på at have hospitaler at henvise kunderne til – og på den anden side lever privathospitalerne af, at nogen har råd til at bruge dem. Det er to sider af samme sag.«
Den største aktør på markedet for sundhedsforsikring, Danica Pension, ejer lige knap 30 procent af aktierne i Hamlet. Underdirektør Henrik Engmark, som sidder i hospitalets bestyrelse, oplyser, at forsikringsselskabet ikke holder liv i privathospitalet ud fra en gynge og karrussel-logik:
»Det kan jeg klart afvise. Vores klare forventning er, at der nu bliver ryddet op på Hamlet, så der fremover kommer sorte tal på bundlinjen.«

Underskudsforretninger
Med få undtagelser giver de øvrige større private hospitaler beskedne overskud eller balancerer på kanten af et underskud. Vel at mærke på trods af den voldsomme vækst i sygeforsikringerne. Jakob Kjellberg:
»Problemet er, at sundhedsforsikringerne i bund og grund er overflødige. Privathospitalerne udbyder kun planlagt kirurgi, som folk i den erhvervsaktive alder meget sjældent får brug for. Derfor får privathospitalerne meget få patienter på den konto. Størstedelen af præmieindtægerne er ren profit. Alt tyder på, at udbetalingsprocenten er meget lille.«

Fem procent
Henrik Engmark afviser, at sundhedsforsikringerne er overflødige:
»Hvert år bruger fem procent af de personer, der har en sundhedsforsikring i Danica, forsikringen.«
Han oplyser, at Danicas hidtil dyreste udbetaling var til en kræftbehandling, som kostede 210.000 kroner, mens den billigste var 184 kroner til en kiropraktor. Gennemsnittet ligger på 10.000 kroner.
Sundhedsforsikringer er altså ikke de rene operationsforsikringer, understreger Henrik Engmark fra Danica. På brancheniveau anslår han, at en tredjedel af skadesudbetalingerne går til speciallæger, psykologer, kiropraktorer. Den anden tredjedel går til ambulante behandlinger og operationer, mens den sidste tredjedel går til egentlige hospitalsforsikringer:
»Mange virksomheder tegner også forsikringer, der dækker, når deres medarbejdere får behov for alkoholbehandling.«
Forsikringsselskabet Skandia har ikke investeret i privathospitaler eller -klinikker:
»Det kan virke lidt uheldigt, at man sender en forsikringstager hen et sted, hvor man selv har aktier i foretagendet, frem for et andet sted,« siger filialdirektør Svend Erik Christensen.
»Det vil vi ikke have skudt i skoene. Derfor ønsker vi ikke at sidde i to stole på samme side af bordet.«
Henrik Engmark understreger, at Danicas kunder frit kan vælge, hvor de ønsker behandling:
»Vi er ikke gået ind i sundhedsbranchen for at drive hospitaler. Det klarer andre meget bedre end os. Men vi ville gerne være fødselshjælpere. Før vi kunne udbyde sundhedsforsikringer, måtte vi jo sikre, at der er et godt alternativ til det offentlige sundhedsvæsen. Af samme årsag ejer vi Majorgården, som er et alkoholbehandlingscenter, sammen med tre andre forsikringsselskaber« siger Henrik Engmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her