Studiestart 2003
Introtur
Okay.
Det er det bedste show i byen. Den bedste fest og absolut en passende måde at indlede et helt nyt liv.
For der er fuldstændig vanvittig meget varme, nervøsitet og begejstring i salen, hvor tutorerne fyrer den af med det ene hæsblæsende supershow efter det andet. Rundt omkring på de 350 stole sidder de nye med flakkende blikke, imødekommende smil og knugede håndtasker.
Bandet brager 80er-klassikere ud over anspændtheden, og på storskærmen gennemtæver Danmark Uruguay til tonerne af »Im so excited«. Og er man det ikke i forvejen, så er det tid at blive det. For det er nu, det hele starter. Drømmen indledes. Tilværelsen går for alvor i gang.
Tutorerne fører de nye ind, en efter en, og viser dem over til deres tryghedsgrupper, sørger for, at de hilser på de andre nye, og giver dem en drink.
»Det hjælper meget på nervøsiteten, at rusværterne kan huske ens navn,« som Jacob Schougaard siger.
Som for de andre gælder det for Jacob om at finde ud af, hvilken stol han skal sidde på, og hvilket ben han skal stå på. Og mens han gør det fortsætter, strømmen af nye studerende ind i salen. De superimødekommende, korthårede dynamikpiger styrter forbi de langhårede mænd, der holder nervøsiteten og festivitasen på afstand med tilbagelænet coolness.
Men det ikke nemt at gå tilbagelænet cool gennem salen, når der er intimiderende meget morgengang i rusværterne, der danser 80er-frit til bandets boggie-beat.
Overalt er der mennesker. Samtlige pladser er fyldt, og de fleste lader blikket dvæle på scenen og det hæsblæsende energiniveau, der overflødiggør ethvert forsøg på samtale og skaber et lille pusterum
En pause for pulsen. For alle ved, at forude venter fire dage. At det første indtryk er vigtigt. At den første øjenkontakt, de første ord, sætninger og udstråling sætter rammen for selvtilliden og trygheden.
Mens bandet skriger »Fame! Im gonna live forever« ud over mængden, kan de nye studerende hver især blot håbe, at der for guds skyld er en eller anden, der synes, man ser så tilpas interessant ud, at man får sagt det helt rigtige, første gang man får chancen. Og så stopper showet. Og busserne holder klar, og nu begynder det for alvor.
Sørøversang
»Denne her tur handler ikke om at gemme sig. Men om at løsne op og være åben og blotte sig lidt og give noget af sig selv,« siger en af tutorerne i sin velkomsttale i Kramnitze ved Rødby, hvor de studerende skal bo. Og for lige at understrege sin pointe giver han sig ud i en voldsomt spastisk dans og sang, der handler om en sørøver.
»Så, nu har jeg blottet mig ekstremt meget for jer alle sammen, og der skete ikke noget slemt,« siger han og tilføjer: »Og husk, at baren har åbent døgnet rundt, og at der er masser øl og sprut.«
Men det er ikke alle, der er indstillet på at drikke, og det er ikke alle, der har lige nemt ved at blotte sig. Rundt omkring sidder folk i små og større grupper, og i udkanten går unge mænd rundt uden rigtig at vide, hvor de skal gøre af sig selv. En af dem er Mikkel Knudsen. Det er kun, hvis man spørger ham pænt, at han tager sine store hovedtelefoner af.
»Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil være med. Men jeg sov ikke så godt i nat. Så jeg er meget træt,« fortæller han.
Han regner dog med, at det hele nok skal komme senere, når de for alvor går i gang med at drikke.
»Men det er jo klart, at man ikke føler sig ligeså tryg sammen med over 400 helt fremmede som sammen med sine venner,« siger han.
For Niki Bagge er det ikke helt det samme. Han er ikke decideret træt, bare lidt bekymret.
»Jeg drikker nemlig ikke,« siger han.
Det er der så heller ikke så mange andre, der gør endnu. Men det kommer. Og selvfølgelig vil der blive drukket igennem. Det er bare ikke så vigtigt lige nu, for det er første dag, og ingen har lyst til at træde alt for meget ved siden af.
I hvert fald ikke før man kender de andre lidt bedre, som en siger.
Det kommer de så til nu, for rundt omkring i tryghedsgrupperne er der præsentationsrunde, og det kræver, at man rejser sig op foran 18 fremmede og fortæller lidt om sig selv.
Og de flotte aldersubestemmelige piger, der hidtil har været køligt distancerede, skælver pludselig i mundvigene og flakker menneskevarmt i blikket, når de skal rejse sig op og opsummere deres liv i noget, der minder om: »Jeg hedder Julie, og jeg er fra
«
Alle er nervøse, og derfor er det lidt nemmere at rejse sig og fortælle. En ting har de tilfælles. Denne tur er tærskelen til den tilværelse, de nu har valgt. Det er de første timer sammen med de mennesker, de på den ene eller anden måde vil dele arbejdsskæbne med mange år frem, måske resten af deres liv.
Også selv om en ting går igen i den forsvindende lille del, Information når at tale med: Lærerstudiet er ikke en drøm så sitrende nødvendig, at det ikke kan være anderledes. Det er nærmere et fravalg af spildtid i tilværelsen.
»Der bliver hakket så meget på lærere,« siger Karina Meldgaard, der er en af de nye studerende.
»Så fortæl nu, at denne her tur er god for det sociale liv,« fortsætter hun.
Det har hun helt tydeligt ret i.
Og nu er der snart gået lang tid, siden det hele startede med det store show på Blaagaard Seminarium. Det er efterhånden også ved at være flere timer, siden den 40 grader varme bustur, velkomsten, indkvarteringen, frokosten og navnelegen sluttede.
Så nu er der nærmere dvaskhed end forventning over lejren.
»Jeg er træt og har hovedpine,« som Rikke Lefmann siger. Så mange indtryk. Så mange tanker. Og lige nu, i timen der adskiller dagen fra aftenen, er der en midlertidig udmattelse over tankerne, som efterhånden overflødiggør ethvert forsøg på at fremstå som andet end lige præcis sig selv.
*Rasmus Karkov er freelancejournalist
