Læsetid: 5 min.

’Du taler med en lykkelig mand’

Carsten Nygård blev fanget i sundhedsvæsenets ventetider. Han købte sig fri af smerterne og fik sundhed og livsglæde tilbage på et privathospital
24. september 2003

Carsten Nygård har fået sit ønskejob. Hver eftermiddag klokken 17.00 sætter han sig til rette i førerhuset på lastbilen og kører fra Horsens 400 kilometer ned gennem Europa til en lille by syd for Hamburg. Her bytter han trailer med en hollandsk chauffør, vender næsen mod nord og kører tilbage gennem natten til Horsens, hvor han lander tidligt om morgenen.
»Jeg rigtig rigtig glad for mit job. For nogle år siden kunne jeg hverken køre eller gå for smerter, og havde opgivet håbet om at komme på landevejen igen eller passe et andet normalt arbejde. Så du taler med en meget lykkelig mand.«
I 2000 blev Carsten Nygård fanget i et ansvarstomt rum mellem sin egen læge, det lokale sygehus i Grindsted, speciallægerne på Esbjerg Sygehus og socialforvaltningen. Da han smerteplaget og gangbesværet havde skvulpet retningsløst rundt mellem kommunens kontorer og amtets klinikker i ti måneder, henvendte han sig til privathospitalet Mølholm. Her blev han undersøgt, diagnostisteret og behandlet smertefri på fjorten dage.
»Det var pengene værd,« siger Carsten Nygård.

Den gamle skole
Hans lidelses- og lykkehistorie begyndte på en ferie i juli 2000 med smerter i ryggen. Pludselig opdagede Carsten Nygård, at han hverken kunne føle eller kontrollere sit venstre ben rigtigt. Den lokale, praktiserende læge gav ham en blokade, nogle stærke smertestillende midler og besked om at gå hjem og hvile sig – »så går det nok over.«
Efter ferien begyndte Carsten som planlagt på arbejde, selv om ryggen gjorde ondt og benet opførte sig mærkeligt. Hans egen læge ordinerede fysioterapi. Det hjalp ikke. Alligevel fortsatte Carsten Nygård med at arbejde:
»Jeg er af den gamle skole, opdraget af mine bedsteforældre, fordi min mor var ugift. Mine bedsteforældre er heller aldrig veget for sygdom, så mit motto er: klø på, så går det over. Men det gjorde det ikke.«
I løbet af september tog smerterne til, og Carsten Nygård mistede i stadig højere grad kontakten med sit venstre ben: »Flere gange nappede jeg mig hårdt i benet med en knivtang. Jeg kunne ikke mærke noget. Samtidig gik jeg og skvattede. Benene røg bare væk under mig.«
Carsten Nygårds arbejdsgiver opdagede, hvordan det var fat, og bad ham om at sygemelde sig og få en ordentlig undersøgelse: »På det tidspunkt var jeg 49 år, og jeg havde aldrig haft en sygedag i hele mit arbejdsliv.«

Slid og smerter
På en gennemsnitlig hverdag melder cirka 52.ooo danskere sig syge på grund af svigt i bevægeapparatet – først og fremmest i ryggen og lænden. De fleste af dem er, lige som Carsten Nygaard, ufaglærte eller faglærte arbejdere. De har meget højere risiko for at blive ramt af slid og smerter i ryg, skuldre, arme og ben end resten af befolkningen.
Mens Carsten Nygård var sygemeldt fra september til februar 2001, brugte han det meste af tiden til at vente. Blandt andet var der en måneds ventetid på en ortopædkirurgisk undersøgelse og tre ugers ventetid til en MR-skanning - som alligevel aldrig blev til noget, selv om han flere gange bad om det.
»Jeg cyklede rundt i systemet. Ventetid, ventetid, ventetid. Jeg er en rolig type, og gør hvad der bliver sagt, og går ikke sådan og hyler op. Så jeg begyndte at gå på arbejde igen, da sygehuset opfordrede mig til det, og sagde, jeg måtte lære at leve med smerterne.«
Carsten Nygårds historie er typisk. Folk med lidelser i bevægeapparatet venter i gennemsnit næsten tre måneder – 86 dage – på at få en speciallægeundersøgelse eller behandling på offentlige sygehuse. Hvis de skal til to eller flere undersøgelser, er den gennemsnitlige ventetid 117 dage – altså mindst fire måneder. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ventetiden får ofte katastrofale følger. Socialforskningsinstituttets tal viser, at efter bare tre måneders sygemelding, har 60 procent tabt deres faste tilknytning til arbejdsmarkedet.
Carsten Nygård var heldigere end de fleste. Hans arbejdsgiver ville gerne have ham tilbage, og Nygård stred sig gennem næsten tre måneder.
Men i maj 2001 gik det galt: »Jeg stod ved siden af min chef, og pludselig faldt jeg lige så lang jeg var. Det gjorde hamrende ondt, og jeg kunne ikke selv komme op og stå igen. Det var simpelthen så pinligt. Min chef sagde, at jeg hellere måtte sygemelde mig igen.«
Da det tyve dage senere ikke var lykkedes Carsten Nygård at få en MR-scanning og en behandling i det offentlige sygevæsen, der hjalp,
mistede han tålmodigheden:
»På det tidspunkt blev jeg bange for, at der var noget galt i hjernen på mig. En løs forbindelse af en slags. Og samtidig gjorde det fandenrasme så ondt, at tårerne bare stod lige ud af øjnene.«
»Jeg må ærlig indrømme, at jeg var ræd – selv om jeg er en mand. Tænk hvis jeg skulle opereres, og de tog min førlighed.«

Læge med hestehale
En af Carsten Nygårds venner rådede ham til at kontakte privathospitalet Mølholm. Han ringede en fredag aften i slutningen af maj år 2001 og kom til undersøgelse om mandagen:
»Jeg blev modtaget af karl med lang hestehale – han lignede en rocker. Det var lægen. En fin og dygtig fyr.«
Om tirsdagen blev Carsten Nygård sent til den MR-scanning han resultatløst havde tigget om at få i det offentlige. Om onsdagen fik han diagnosen: tre udposninger på rygraden, der utroligt, men heldigvis ikke var sprunget under det vanvittige forløb, han havde været igennem. Om torsdagen tog en af Mølholms fysioterapeuter fat på at træne hans rygmuskler, så de kunne holde rygradens udposninger på plads:
»Fjorten dage senere var jeg fuldstændig smertefri og kunne begynde at mærke mit ben og gå almindeligt. Jeg var helt vild og tosset af glæde den dag.«
»Og vil du tænke dig: da jeg ville starte i et fitness-center, kørte fysioterapeuten med ud og viste mig, hvilke maskiner, jeg måtte bruge. Et år senere var de rygmuskler ned langs rygraden, som man kalder mørbraden, vokset med 45 procent.«
»Så nu kan jeg hoppe og springe og sidde i bilen 400 kilometer i træk.«
Summa summarum kom sygdommen til at koste Carsten Nygård 250.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste og privat behandling og genoptræning:
»Jeg har betalt skat i mange år og forventede sådan set at få en god behandling, hvis jeg blev syg. Men de er nogle værre sovetryner i det offentlige. Og frække tilligemed. Tænk, da jeg gik dér og skvattede og var sygemeldt, ville de have mig til arbejdsprøvning på Billund kommune. Det kunne de bruge tid på, men ikke på at finde ud af, hvad jeg fejlede,« siger Carsten Nygård.
Men der er ikke bitterhed at spore i hans stemme; tværtimod bobler den af glæde.
Sidste år viste en undersøgelse blandt langtidssygemeldte specialarbejdere, at adskillige får et unødvendigt angstfyldt sygdomsforløb på grund af lange ventetider. Mange endte med at købe sig til undersøgelse eller behandling på private klinikker, for at slippe for uvisheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her