Læsetid: 2 min.

Tynd historie-skrivning

Ingen af to udgaver af dansk musikhistorie er dækkende
25. september 2003

Nye cd’er
»Classicos danske musikhistorie – en klassisk antologi i tekst og toner,« hedder en ny cd-boks, som er kommet fra plademærket Classico. Udgivelsen er redigeret og fortalt af Mogens Wenzel Andreasen. Det ser imponerende ud på cd-boksen: »CLASSICOS danske Musikhistorie 1000-2000«. 1.000 års musikhistorie på fem cd’er. En ideel klingende musikhistorie, skabt ud fra rene kunstneriske valg uden skelen til praktiske forhold, er der dog ikke tale om. Det ville kræve helt andre midler til formålet.
Et plademærke, der vil skabe en musikhistorie i lyd, er henvist til at i meget høj grad at bruge det, der i forvejen står på plademærkets hylder. Det så vi med dacapos antologi Dansk musik i 1000 år – en antologi, som blev kritiseret for at udelade Ib Nørholms musik (som udgives af konkurrenten Kontrapunkt). Således også med den ny udgivelse på Classico. Kriterierne for, hvad der er med, er dikteret af praktiske forhold, hvor udgangspunktet må have været noget i retning: Hvad har vi mon i skuffen til formålet? Dacapo brugte 13 cd’er til at fortælle historien, Classico blot fem. Sidstnævnte er rendyrket klassisk, hvor dacapo havde jazzen med i tillæg til partiturmusikken, ellers er der en del sammenfaldende navne.
En dansk musikhistorie, skriver udgiveren, men man finder også udenlandsk musik af mere eller mindre obskur oprindelse på cd’erne, hvor det er svært at se forbindelsen til Danmark, andet end at de udøvende er danskere. Det 20. århundredes komponister er repræsenteret af ganske få navne og med korte biografier. Man må leve med, at så toneangivende navne som Bernhard Lewkovitch og Bent Sørensen ikke er med.
Jeg ville kun anbefale denne udgivelse, hvis modtageren har forstået, at det langtfra er en dækkende musikhistorie, dertil er udvalgene alt for tilfældige. Man kan med fordel bruge begge antologier og selv lægge alt det andet til fra sin egen reol, så ender det med, at man løber ind i en nogenlunde dækkende musikhistorisk fremstilling.

*Classicos danske musikhisorie – en klassisk musikantologi i tekst og toner. 5 cd’er. Classcd 501-05

*Dansk Musik i 1000 år – en antologi. dacapo 8.224184-96. 13 cd’er

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu