Læsetid: 1 min.

Underbetaling standser Thulesag

Statens advokat får to-tre gange så meget som Thule-fangernes i fri proces-sag om Thule
1. september 2003

Advokater, der for borgere fører fri proces-sager mod offentlige myndigheder, får tildelt langt mindre honorarer end deres offentlige modpart. Statens advokat, kammeradvokaten, får ofte to-tre gange så høje honorarer som de private advokater, der fører en retssag mod staten for en eller flere borgere. Det gør sådanne sager med fri proces til regulære underskudsforretninger for advokaterne, og derfor må de ofte sige nej, til skade for borgernes retssikkerhed.
Det siger advokat Chr. Harlang, der søndag meddelte, at han må opgive at føre den store langvarige Thule-sag til dens planlagte ende ved Højesteret i november.
Thule-fangerne har rejst appelsag mod staten for at få anerkendt retten til de fangstområder, de blev tvangsflyttet fra i 1953 ved den amerikanske Thulebases etablering, samt for at få en større erstatning for deres tab, end Landsretten tidligere har tildelt. Men med mindre nogen griber ind hurtigt, falder Thule-fangernes sag nu altså til jorden.
Honorarerne til advokater, der fører fri proces-sager for borgere, fastsættes af domstolene, og Harlang modtog i foråret 320.000 kr. à konto – langt under de knap 600.000 kr. i kontor- og personaleudgifter, som Thule-sagen angiveligt har kostet ham. Og kun en tredjedel af hvad statsadvokaten ifølge Harlangs oplysninger havde fået for at forsvare staten i tiden frem til i år.
»Retssikkerheden er dobbelt truet i den forstand, at vi som advokater for borgere, der anklager staten for at have gjort noget forkert, skal løfte bevisbyrden. Vi er altså ikke forsvarsadvokater som i straffesager, hvor det offentlige skal løfte bevisbyrden, men en slags ’privat anklagemyndighed’, hvilket er en mere krævende opgave.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her