Læsetid: 3 min.

Unge flygter fra rabiat muslimsk organisation

135 af den Minhaj ul-Quran ungdomsmedlemmer har gjort oprør mod manglende demokratisk indflydelse
25. september 2003

En stor gruppe unge danske medlemmer i Minhaj ul-Qurans ungdomsorganisation har efter et stormfuldt møde i moskéen i Valby forladt organisationen i protest, heriblandt flere tidligere ledende medlemmer, erfarer Information. Det drejede sig i går om 135 personer og flere vil angiveligt følge.
Minhaj ul-Quran, der er en international muslimsk organisation med velfærd og uddannelse på programmet, kom i den danske offentligheds søgelys, da forfatteren og kommentatoren Mona Sheikh søgte at blive folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Sheikh var også medlem af Womens Youth League under Minhaj-ul-Quran. I Det radikale Venstre anså man et folketingskandidatur for partiet uforeneligt med Sheikhs medlemsskab af en forening, der gik ind for dødsstraf. Sheikh udtalte sig angiveligt også tvetydigt om homoseksuelles ret til ligestilling.

Generationsfænomen
Også Minhaj-ul-Qurans tidligere næstformand, Babar Baig, blev udsat for hård kritik, da han stillede op til byrådet i Brøndby for Det Radikale Venstre, men ligesom Mona Sheikh ikke tog klar principiel afstand fra dødsstraf. Han har nu forladt Minhaj-ul-Quran. Organisationen, der ledes fra Pakistan af den karismatiske stifter Tahir-ul-Qadri, beskrives som et ’typisk førstegenerationsfænomen’.
»Det er et generationsopgør, som her er kommet til udtryk i en moské, men som foregår hver dag i mange hjem, også i forbindelse med tvangsægteskaber,« mener et nu tidligere medlem af ungdomsorganisationen, der også peger på en stigende utilfredshed blandt de unge med, at møder og arrangementer afholdes på urdu, forældregenerationens modersmål, hverken på dansk eller engelsk, som de unge foretrækker.
De unge, der har brudt med organisationen, angiver, at uenigheden især skyldes det organisatoriske, for eksempel, at valgte ledere uden videre udskiftes med personer, der passer bedre med stifterens synspunkter.
»Der er megen topstyring, og mange af de ting, man angiver at sætte i værk, virker meget opreklamerede og sker ikke,« forklarer det tidligere ungdomsmedlem.

Udemokratisk
Mazhar Hussain, tidligere folketingskandidat og amtsrådsmedlem for Det radikale Venstre, genkender det ’opreklamerede’: »Organisationens økonomi og deres tal for hvor mange skoler og universiteter, de driver for de penge, kan simpelthen ikke passe,« siger Hussain, der aldrig har været medlem af organisationen og i det hele taget ikke er begejstret for organisationens persondyrkelse af lederen og stifteren, Tahir-ul-Qadri.
Ul-Qadri har nu efter sigende fået opholdstilladelse i Canada. Hussain, der selv har bosat sig i Pakistan med sin familie, peger iøvrigt på, at Minhaj i Pakistan er et temmelig marginalt fænomen, som især har vokset sig stort i Danmark, Norge og Frankrig og til dels Canada.
Et andet tidligere ungdomsmedlem af Minhaj ul-Quran forklarer, at bruddet kun tilsyneladende er pludseligt:
»Vi har holdt møder gennem de seneste to år, hvor vi har forsøgt at ændre på, hvordan mødestrukturen skal være. Vi har søgt indsigt og indflydelse og krævet, at organisationen tilpassede sig danske normer for organisationsarbejde og organisationskultur. Men nåede altså frem til, at vi ikke vil arbejde for en forening, der ikke går ind for demokrati.«
Ifølge Ekstra Bladet drejer uenigheden sig til dels om en indsamling, som de danske Minhaj-ul-Quranmedlemmer har foretaget. Ifølge
Ekstra Bladet indsamlede de danske medlemmer mindst 3,5 millioner kroner samt 4,5 kilo guld, som blev sendt til Pakistan. Ledelsen i den danske afdeling kunne ikke få indsigt i regnskaberne, men blev som mange opfattede det, blankt afvist.
De 135 eks-medlemmer vil ifølge talsmænd gerne fortsætte arbejdet og sammenholdet mellem de unge: »Vi vil nu overveje, hvordan vi kan fortsætte vores arbejde for en demokratisk funderet islam. Det er muligt, at vi vil stifte en helt ny forening, men det kan også være, at vi vil indlede et samarbejde med en eksisterende forening. Det vigtigste er, at vi står frit og ikke skal underlægges en ledelse uden forståelse for danske forhold,« sagde det tidligere medlem af Minhaj ul-Quran Noman Malik ifølge Kristeligt Dagblad i mandags. Malik bekræftede her også Ekstra Bladets oplysninger, men vil ellers ikke kommentere dem.
Minhaj ul-Qurans talsmand på adressen i Valby ønskede i går eftermiddags kun at besvare skriftligt fremsendte spørgsmål, og dette kunne desværre ikke nås før redaktionens deadline.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her