De sidder og skriger taktfast: »Ho, Ho, Ho Chi Minh! Ho, Ho, Ho Chi Minh!«
Råbet er kendt fra Vietnam-demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Nu gjalder det imod mig fra de første rækker i det tætpakkede auditorium. De skriger for at afbryde den valgtale, jeg holder, fordi jeg er opstillet som formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet.
Året er 1970, måneden er november. Jeg har ikke en chance for at blive valgt. Af dem, der kan stemme ved formandsvalget nemlig de 44 nyvalgte medlemmer af Studenterrådets repræsentantskab er vi kun fire, der er valgt på en anden holdning end de råbendes. Vi er de Moderate Studenter.
»Moderate« er et navn, vi har fået af pressen. På et jura & polit-studentermøde for fire uger siden rejste nogle sig op og sagde, at de ikke længere ville finde sig i Studenterrådets marxistiske galimatias. En journalist rapporterede bagefter om »moderate studenter«. For ikke at skabe forvirring beholdt vi navnet.
Den professorale eneret
Balladen på universiteterne begyndte for to år siden som et studenteroprør, jeg selv sympatiserede med. De gamle rammer på læreanstalterne var sprængt af 1960ernes mangedobling af studentertallet. Holdene blev alt for store; der var dårligt nok siddeplads. Professorernes eneret på magten var ude af trit med den praktiske situation og med forestillinger om demokrati.
Hilmar Baunsgaards VKR-regering og dens radikale undervisningsminister, Helge Larsen, var indstillet på reform. Hidtil var universiteterne regeret ved kongelig anordning. Nu foreslog regeringen en styrelseslov, der brød professorvældet og gav de studerende halvdelen af pladser i studienævn og en tredjedel i fakultetsråd og Konsistorium.
Men i løbet af 1969 havde studenteroprøret taget en drejning. De, der nu var mest aktive, ville ikke nøjes med reform. De satte sig på magten i studenterrådene i København og Aarhus og krævede noget, der lød som revolution. Deres ideologi kaldte sig »nymarxismen«.
Det var en bevægelse, der skyllede over hele Europa vest for jerntæppet. Normalt plejer internationale rørelser at udtrykke sig i en besindigt i Danmark, men sådan så det ikke ud. Det var, som om et kollektivt tab af dømmekraft havde ramt de fleste af dem, der ytrede sig, unge og ældre.
Et afsæt var vreden over krigen i Vietnam. USA var klodens kultureksportør nr. 1. Dermed blev den amerikanske indenrigsprotest mod krigen udtrykt i bøger, plader og film overført til resten af verden og samtidig taget ud af sin sammenhæng. Krigen blev lige så nærværende for unge danske, selv om det var amerikanerne, der skulle risikere deres liv for den og bar det umiddelbare moralske ansvar for den endnu større gru, krigsførelsen forvoldte det vietnamesiske folk.
Bred anti-amerikanisme
Det førte til, at krigsprotesten i Europa mest kom til at give sig udtryk som bred anti-amerikanisme, uanset at den nærede sig ved amerikanske kulturprodukter.
I USA formede protesten mod krigen sig inden for Det Demokratiske Partis progressive fløj, der var optaget af konkrete reformer.
Det europæiske ekko antog en anden form: Et utopisk, efterhånden fanatisk krav om omstyrtning. Karl Marx læst af få og forstået af færre blev gjort til guru.
Den nymarxistiske agitation på universiteterne kom til udtryk i fraser, som Studenterrådets nye magthavere kaldte »paroler« med et lån fra arbejdernes flagdage. Det flød med arbejderromantik marxistisk-ironisk nok i et samfund, der hastigt forskød sin økonomiske basis bort fra den traditionelle industriproduktion.
Parolerne lød: »Solidaritet med lønarbejderklassen.« »Forskning for folket, ikke for profitten.« »Stands USAs imperialisme.« »Knus den borgerlige statsmagt.«
Det kan folk jo have lov at sige, som de vil. Hvad der fik mig med i oprøret mod oprørerne, var harme over, at Studenterrådet trods sin politisering gjorde krav på at tale på alle studerendes vegne, og at Rådet ville bruge de nyvundne studenterpladser i universitetets ledelse som affyringsrampe for ideologiske missiler rettet mod fjerne mål.
Konflikten mellem regeringen og Studenterrådet som vi ved at danne vores moderate studenterorganisation røg ind i - handlede på overfladen om noget formelt: Når den nye universitetslov trådte i kraft, og de første studentermedlemmer af universitetsforsamlingerne skulle vælges i efteråret 1970, hvordan skulle valgene foregå?
Studenterrådets parole hed »enhedsrepræsentation«. Rådet ville have, at dets eget valg af rådsmedlemmer samtidig skulle være valg af de nye studentermedlemmer til Konsistorium, fakultetsråd og studienævn, og at valget skulle foregå ved det, der kaldes majoritetsvalg en valgmetode, der gør det muligt for en velkoordineret talstærk gruppe at holde andre ude, hvis de ikke er i stand til at samle sig om de rigtige kandidater at stemme på.
Oven i disse frasorteringsmekanismer forlangte Studenterrådet noget, det kaldte »roterende repræsentation«: De, der var valgt til Studenterrådet, skulle selv inden universitetsforsamlingens møder stemme om, hvem der punkt for punkt på dagsordenen indtog studenterpladserne. Den stuerene begrundelse var: »Dermed sikrer vi, at de bedst forberedte deltager.« En mere skeptisk bedømmelse tilsagde, at Rådet ville uskadeliggøre en opposition, der havde held til at hoppe igennem majoritetsvalgets forhindringsløb, eller dannede sig sidenhen.
Larsen stod fast
En diskussion om valgregler kan lyde ærkekedsommelig, og mange blandt studerende og i offentligheden opfattede den da også som en strid om kejserens skæg.
Men valgmetoden var væsentlig som den altid er i et demokrati. Hvis Studenterrådet automatisk kunne sætte nymarxister på de studerendes halvdel af pladserne i studienævn og tredjedel af pladserne i Konsistorium og fakultetsrådene, ville der ved hjælp af meningsfæller blandt de unge lærere, der nu overtog nogle af professorernes pladser, kunne skaffes et politisk korrekt flertal. Dermed var universiteterne indtaget som bastion for den videre kamp mod klassefjenderne.
Det kunne en ansvarlig regering ikke medvirke til. Undervisningsminister Helge Larsen stod fast. Da Studenterrådet nægtede at demokratisere sine valgregler, udskrev ministeren et officielt valg til universitetets forsamlinger, efter gængs dansk metode: listevalg med forholdsmæssig repræsentation.
Så var der altså, forvirrende nok, to valg. Først Studenterrådets, bagefter ministerens. Vi moderate nåede at stille op til studenterrådsvalget inden for en enkelt valgkreds jura & polit og fik halvdelen af de otte repræsentantskabspladser, der var på valg. Majoritetsvalgmetoden viste sig til vores fordel. Det udløste ubehag i Studenterrådet, der jo vanskeligt kunne protestere mod sin egen valgmetode.
At afdække nymarxisternes intolerance ved at spille efter deres regler er den strategi, vi moderate følger i disse uger. Dermed varmer vi op til det officielle styrelsesvalg i december.
Det er derfor, vi fire rådsvalgte moderate har opstillet mig som kandidat ved formandsvalget i Studenterrådets repræsentantskab. Vi har gættet, at flertallet på 40 vil gå amok ved at være tvunget til at lytte til et afvigende synspunkt. Og ganske rigtigt.
Ho Chi Minh-råbene får de tilstedeværende journalister til at rynke brynene. Mellem afbrydelserne får jeg afleveret mit budskab: Studenterpolitik bør handle om de studerendes forhold, ikke om verdensrevolutionen.
I den efterfølgende udspørgning bliver jeg gennemheglet om alting, herunder krigen i Vietnam.
»Det kommer ikke universitetsforholdene ved, men jeg er selv imod den,« siger jeg til hånlatter.
Rådets egen kandidat til formandsposten bliver klappet igennem i bedste enhedsstil. Hun vender sig imod Helge Larsens diktat, den borgerlige statsmagts overgreb, og tilsiger alle undertrykte sin solidaritet. Hun er dog omhyggelig med også at aflevere en faglig programerklæring, de sædvanlige fraser, men alligevel. Hun føler det nødvendigt at dække sin flanke af mod vores kritik.
Ved den skriftlige afstemning får hun 37 stemmer og jeg syv. Syv! Vi er jo kun fire moderate. Rådsblokken skuler mistænksomt til hinanden: Der er forrædere i vor midte!
Larsens lakajer
Måneden efter fulgte det officielle valg, hvor kun de moderate og Konservative Studenter deltog. Studenterrådet boykottede og kaldte os »Larsens Lakajer«.
Stemmeprocenten ved Studenterrådets valg havde været 30. Ved det officielle valg var den 13,7. Det var ikke mange. Hvor blev støtten af fra alle dem, der må have gennemskuet det marxistiske præk? I Konsistorium fik de moderate seks mandater, heriblandt mit. De konservative fik fem.
Studenterrådet kaldte det officielle valg en total fiasko og krævede, at regeringen annullerede vore mandater og indsatte Rådets folk.
Undervisningsminister Helge Larsen må have ment, at han længe nok havde befundet sig i skudlinjen. Han bemærkede tamt til medierne: »De valgte er valgt.«
Derpå tilbød han sig som mægler, såfremt de stridende studentergrupper ønskede det. Farvel, nu kunne hans lakajer selv om resten!
Alle var bange for Fog
Central i spillet var rektor ved Københavns Universitet, fhv. minister, professor, dr. med. Mogens Fog. Af lutter ærefrygt tog vi alle titlerne med, når vi skrev breve til ham. Alle var bange for Fog også regeringen og Studenterrådet.
Om Fog stod et dragende, uudgrundeligt skær. Han var nationalhelt, under Besættelsen ledende i Danmarks Frihedsråd. Han undslap koldblodigt tysk fangenskab, blev minister i befrielsesregeringen og genoptog sit virke som højt respekteret neurolog. Trods den byrde, rektorhvervet siden 1966 havde lagt på ham, tog han sig tid til sine gamle patienter, som han behandlede på sofaen i sit rektorkontor. Mogens Fog talte et smukt højdansk, træffende og med skiftevise stænk af poesi og selvironi.
Det var den lyse side af Mogens Fog. Så var der den mørke: Han var en gammel ærkestalinist.
Han havde været ledende kommunist fra 1920erne, fulgt med hele vejen, forsvaret Stalins skueprocesser. Hans forhenværende kampfælle Peter P. Rohde hævdede i sine bøger, at Fog var den, kommunisterne ville have sat i spidsen for en regering, hvis Danmark var faldet under sovjetisk kontrol.
Efter Befrielsen var Fog frem til 1950 valgt som folketingsmedlem »i tilslutning til« Danmarks Kommunistiske Parti. Denne lille distance kunne tolkes som en manøvre, der gjorde Fog anvendelig for kommunisterne som »upolitisk samlingspunkt«, hvis lejligheden bød sig. Han havde fulgt partilinjen uhyrligt langt, offentligt argumenteret for magtovertagelserne i Østeuropa, de nye runder af henrettelser, sågar for jødeforfølgelserne. Først efter den sovjetiske invasion af Ungarn stod han af og var med til stifte SF i 1959.
Hvor havde vi Mogens Fog? Det spurgte alle parter i det nymarxistiske opgør sig selv om. Fra vores vinkel: Var han inderst inde sympatisør med de
ideologiske kommissærer, selv om hans stilling forbød ham at vise det åbent?
Eller var han blevet så gammel og viis, som han nu så ud: Det spinkle hvide hår, det på én gang ædle, men samtidigt hærgede ansigt, det sortfunklende myndigt intelligente blik. Havde et hårdt liv lært ham, at ideernes tyranni leder i ulykke?
Fog sagde offentligt, at han sympatiserede med »mange af Studenterrådets krav« han holdt uklart præcist hvilke.
Journalisterne hang ved Mogens Fogs læber; i offentligheden havde han fået sig over i rollen som den store gamle humanist. Med sin stilling, sit overblik, sin taktiske snilde kunne han tilliste sejren til dem, han foretrak. Men hvem var det?
Mogens Fog kørte den centrale universitetsforvaltning som et énmandsvælde. Han havde ingen tålmodighed med de forsigtige gammeldags embedsmænd og tog selv alle vigtige sager med hjem og skrev breve og notater. Hvis embedsmændene ævlede ved møder, tog han ordet fra dem.
Fra Fogs overlægetid fortaltes den sandfærdigt lydende historie, at han under stuegangen havde afbrudt en reservelæge med ordene: »Unge mand, jeg kan ikke tænke så langsomt, som De taler.«
Politibesættelsen
På Aarhus Universitet gik Konsistoriums konstituerende møde i koks. Studenterrådsfolk var på forhånd trængt ind i bygningen og spærrede mødedeltagerne ude. Rektor Søren Sørensen tilkaldte politiet.
Det var det, demonstranterne ville opnå. I pressen erklærede den københavnske studenterrådsformand:
»Politibesættelsen af Aarhus universitet viser, at regeringen selv vil fremkalde uro.«
Bevågenheden samlede sig nu om det konstituerende møde, som Mogens Fog havde indkaldt Københavns Konsistorium til. På dagen - 19. februar 1971 - myldrede Konsistorialgården: De officielt valgte lærer- og studenterrepræsentanter måtte bane sig vej gennem demonstranter og forventningsfulde journalister og fotografer.
Studenterrådets folk delte sig i to hold: Et par hundrede blev nede i gården. 11 rådsfolk drog op til mødelokalet som »de studerendes retmæssige repræsentanter i Konsistorium« selv om Rådet aldrig havde ulejliget sig med at få dem udpeget i det repræsentantskab, som vi moderate havde vore fire pladser i.
Med sin myndighed fik Mogens Fog det overtallige Konsistorium sat om bordet. Han indledte med et forslag om observatørstatus for Studenterrådet og foreslog den sag og udarbejdelse af nye valgregler sendt i et udvalg.
Derpå gav han studenterrådsformanden ordet. Hun afviste Fogs forslag som »en afsporing af debatten«. Derpå omdelte hun en resolution med Rådets krav, som hun gav de tilstedeværende 22 lærerrepræsentanter 10 minutter til at skrive under.
Fog kiggede venligt på hende over brillerne: »Vi skal da læse den først og tænke over den. De må ikke forvente at kunne forelægge denne forsamling et ultimatum.«
Ubudne gæster
Fog konkluderede, at udvalget var nedsat, og gik nærmest lystigt videre med dagsordenen. Vi kunne høre demonstranternes råb nede i gården. Da de 10 minutter var gået, og ingen lærer havde skrevet under, pilede en pige fra Studenterrådets præsidium ud, og kort efter lød buldren og bragen op ad trappen. Døren røg op, og journalister, fotografer og demonstranter væltede ind.
»Mødet er afbrudt,« sagde Mogens Fog og rejste sig.
Universitetets embedsmænd flygtede ud ad en bagdør. I blitzlysene slentrede Fog skødesløst, langsomt gennem lokalet, som om han ved sin tilstedeværelse ville sikre hver enkelt mod overlast.
Da han fornemmede, at den intense stemning var drevet over, nikkede han til pressen og sagde:
»Der kom ubudne gæster, så mødet er afbrudt!« Så stak han sin cigarstump i munden og skred ned ad trappen.
Jeg sad og beundrede Fogs selvkontrol. Den snedige rad, så udspekuleret var han, at han i sekunderne inden fotografernes indstrømmen smøg jakken af sig, så han var i hvid skjorte og på næstedagens pressefotos gik som en lysets engel gennem kaos af mørkklædte mødedeltagere og indtrængende.
Begivenhederne fik et skub fra en uventet kant. Den konservative forsvarsminister Erik Ninn-Hansen gik offentligt i rette med Mogens Fog for at have tabt kontrollen, så lovløse tilstande herskede på universitetet.
Det var en utidig indblanding og så fra Ninn! Studenterrådet jublede.
Mogens Fog udsendte lynsnart en udførlig redegørelse, som han givetvis havde udarbejdet ene mand. Den flød elegant og velargumenteret og fik en beroligende indflydelse i offentligheden. Det fik til gengæld Studenterrådet til at fråde.
Til denne avis erklærede rådsnæstformanden, at Fogs redegørelse var »ét stort røvrendingsforsøg«:
»Det er direkte uansvarligt at dreje konflikten hen på det forholdsvis underordnede spørgsmål om valgreglerne. Det drejer sig om politik dette her, og såfremt vi havde haft Helge Larsens valgregler og han vores, ville det have set ud på samme måde. Vores forsøg på at samle lærere og studenter til en samlet modstand mod regeringens intimidering er ved Fogs redegørelse blevet torpederet, og det er i høj grad uansvarligt.«
Nådadada! Var Rådets ideologer ved at snakke sig selv konfuse? Det var jo Rådet selv, der havde fået striden til at handle om valgregler. Rådet ville ikke bytte valgregler med Helge Larsen, for så mistede det kontrollen med valgets udfald. Det var rent og skært nonsens, at »det ville se ud på samme måde«, hvis de byttede.
Biljagter og mødeflytninger
Mogens Fog udsendte ny indkaldelse til konstituerende møde i Konsistorium. Til Information udtalte Studenterrådets formand, at hun regnede med, at Rådet ville få det møde afbrudt »uden større sværdslag«.
Men Fog udfoldede sine gamle modstandstalenter. Han lod sin sekretær ringe rundt til medlemmerne, at mødet foregik i et universitetslokale ude på Rigshospitalet. I det almindelige menneskemylder omkring hospitalet ankom alle konsistorialerne ubemærket. Fog indledte med at fortælle om Frihedsrådets skiftende hemmelige mødesteder og med forsamlingen i sin hule hånd kørte han dagsordenen igennem.
I Konsistorialgården var de fremmødte i mellemtiden begyndt at ane uråd. En stor ærgrelse bredte sig. Men så fik et par moderate en lys idé. De gik tilbage til kontoret, og en pige ringede over til Studenterrådet:
»Davs, det er Hanne Dot fra Ekstra Bladet. Er I klar over, at de sidder ude på Biblioteksskolen?«
Så gik de tilbage til demonstrationen, der kort efter modtog et ophidset sendebud: »De er på Biblioteksskolen!«
Derpå var journalister, fotografer og demonstranter stormet af sted. De biblioteksstuderende på Amager fik en overraskelse, da den ophidsede skare tordnede op og ned ad gangene og flåede alle døre op.
Mogens Fog flyttede opfindsomt møderne rundt. Studenterrådet nåede aldrig frem. Fog bad os udvise agtpågivenhed. Han fortalte, at han havde været i en hæsblæsende biljagt med et par af præsidiepigerne, der skyggede ham. Han havde rystet dem af.
»Jeg har prøvet den slags før,« lo han og lod historien sive til pressen.
Også i Aarhus valgte rektor at forlægge møderne til fjerne lokaliteter, og efterhånden blev alle styrelsesforsamlingerne konstitueret.
Under Studenterrådets repræsentantskabsmøde, som det jo nødvendigvis måtte indkalde de fire moderate medlemmer til, var stemningen så hadsk, at jeg frygtede øretæver. Jeg ringede rundt til avisredaktioner for at sikre, at pressen var til stede. Det ville dæmpe gemytterne, og hvis de alligevel løb løbsk, kunne vores martyrium lige så godt blive til en mediegevinst.
Det forunderlige var, at de andre 40 medlemmer lod sig hyle så meget ud af et mindretal på fire. Bare én af os tog ordet, gik det hele i skuddermudder uanset hvad vi sagde. Folk løb brølende rundt i lokalet.
I juli måned 1971 indtraf en uventet begivenhed. Studenterrådets præsidium blev sprængt. Dets pigeflertal på fire fremlagde et forslag, der tillod mindretalsbeskyttelse i Rådets valgregler. Jeg fornemmede Fogs hånd bag pigernes udspil. De tre mandlige ideologiske drøvtyggere trådte tilbage i protest.
Ved næste møde, 14 dage efter, fulgte mere dramatik. Formanden indledte med at oplæse en erklæring:
»Studenterfronten i Aarhus og kulissepamperne i Danske Studerendes Fællesråd maroderer blandt repræsentantskabets medlemmer og kalder dem enkeltvis ned på DSFs kontor for at fortælle dem, hvad de skal tænke og mene. Den stejle og uforsonlige linje fører ingen steder hen. Alle har opgivet kampen for at hindre styrelsesloven i at virke. Vi er nået til et enten-eller i studenterpolitikken. Enten skal Studenterrådet være den brede organisation, der prøver at få tingene til at fungere på universitetet, eller også bliver Rådet en aflægger af den sekteriske Aarhus-front, der kun er til glæde for de få.«
Vi moderate sad med åben mund og hørte vore egne synspunkter gengivet af vores hovedmodstander.
Formanden sluttede med ordene:
»Derfor er vi gået.«
Hun og de andre tre piger lagde deres kontornøgler på bordet og vandrede ud.
Der var en lang, fuldstændig stilhed. Jeg sad med fornemmelsen af, at enhver kunne rejse sig og gribe magten. Den samme tanke må en af kulissepamperne have fået, for han brød lammelsen ved at rejse sig og igangsætte valget af et nyt, benhårdt præsidium.
Fejlslagent stormløb
Men en slags vendepunkt var passeret. Godt nok varede det endnu to år, før Studenterrådet opgav sin boykot af valg efter demokratiske regler. Og endnu længere, før den marxistiske vanvidsbølge lagde sig.
Det afgørende var, at stormløbet mod universitetsdemokratiet var slået fejl, og at universitetet som institution ikke faldt i totalitære hænder.
*David Rehling var 1970-73 medlem af Københavns Universitets konsistorium. I erindringsbogen Hjem fra 2000 har han udførligt omtalt de års begivenheder.
