Læsetid: 2 min.

USA vidste Saddam ikke havde våben

Allerede i 2001 sagde Powell og Rice, at Iraks diktator var militært stækket og ikke havde udviklet masseødelæggelsesvåben
25. september 2003

Allerede i 2001 sagde Powell og Rice, at Iraks diktator var militært stækket og
ikke havde udviklet masseødelæggelsesvåben

Den amerikanske regering var flere år før Irak-krigen klar over, at Saddam Hussein ikke havde udviklet masseødelæggelsesvåben, og at den irakiske diktator var stækket i en sådan grad, at han ikke udgjorde nogen reel militærrisiko mod sine naboer.
Det afsløres i en ny tv-dokumentar om forspillet til Irak-krigen, produceret af den australske krigsreporter og filmmager John Pilger. Pilger har for den britiske tv-station TV1 gravet i tv-arkiverne og fundet hidtil oversete videoklip fra 2001, hvor såvel USA’s udenrigsminister, Colin Powell, som præsident Bushs sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, udtaler sig om Saddam Husseins militære formåen.
I en optagelse fra et besøg i Cairo den 24. februar 2001 siger Colin Powell:
»Han (Saddam Hussein) har ikke udviklet nogen kapacitet af betydning, hvad angår masseødelæggelsesvåben. Han er ude af stand til at rette konventionel militærmagt mod sine naboer.«
Ifølge Powell var det den amerikanske ’indeslutnings’-politik, som effektivt havde svækket Saddams militære kraft.
Den 15. maj 2001 sagde Colin Powell, at Saddam Hussein ikke havde været i stand til at »genopbygge sit militær eller udvikle masseødelæggelsesvåben« i »de seneste 10 år.« Det var således lykkedes for USA at holde den irakiske diktator »i en boks«.
I juli udtalte Condoleezza Rice, at »Saddam kontrollerer ikke den nordlige del af landet. Vi er i stand til at holde ham fra våbnene. Hans militære styrker er ikke blevet genopbygget.«

Krig besluttet på forhånd
Disse udtalelser dokumenterer ifølge John Pilger, at den amerikanske og britiske regerings tale i tiden op til Irak-krigens start i marts i år om Saddams masseødelæggelsesvåben som en akut trussel mod verdens sikkerhed var bevidste og planlagte løgne.
Condoleezza Rice var den, der som George Bushs rådgiver under valgkampen i 2000 havde formuleret strategipapiret Campain 2000 – Promoting the National Interest, hvori det hedder, at »USA må mobilisere alle tilgængelige ressourcer – inklusive støtte fra oppositionelle kræfter – for at fjerne« Saddam Hussein.
Et angreb på Irak var imidlertid politisk udelukket, og det var først med terrorangrebet den 11. september 2001, at betingelserne ændredes. Allerede om eftermiddagen efter terroraktionen sendte forsvarsminister Donald Rumsfeld et notat til sine medarbejdere, hvor han ifølge CBS News bad om »de bedste informationer i en fart.«
»Bedøm om det er godt nok til at ramme SH (Saddam Hussein) i samme omgang. Ikke kun UBL (Osama bin Laden).«
»Gør det massivt. Fej det hele bort. Både det der er relateret (til Osama bin Laden) og det, der ikke er,« skrev Donald Rumsfeld. Og den 17. september 2001 – seks dage efter angrebet på world Trade Center underskrev George Bush et hemmeligt dokument, der beordrede Pentagon til at planlægge »militære valgmuligheder« for en invasion af Irak.
Så sent som i sidste uge sagde Bush, at han aldrig har set nogen beviser for, at Saddam Husseins skulle have haft andel i al-Qaedas angreb den 11. september.
I John Pilgers tv-dokumentar indgår bl.a. et interview med den tidligere ledende CIA-analytiker – og ven af George Bush senior – Ray McGovern, der betegner de amerikansk-britiske påstande op til krigen om Saddams masseødelæggelsesvåben som »95 procent leg med ord«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her