Læsetid: 0 min.

Uskyldig, men fordømt

Taryn Simons dokumentation af uskyldigt dømte amerikanere er både fascinerende, skræmmende og tankevækkende
20. september 2003

Fotobog
At blive kendt skyldig i en forfærdelig forbrydelse, man ikke har begået, at blive berøvet sin frihed, kastet i fængsel, måske endda dømt til døden – hvilket ubærligt følelsesmæssigt sammenrend af afmagt, ydmygelse, bitterhed, desperation, angst, klaustrofobi og håbløshed må det ikke medføre? Som mand at blive dømt for at have voldtaget en 10-årig dreng, for eksempel, og at måtte leve med sine medfangers mere eller mindre brutale selvtægt og sanktioner i tilgift til retssystemets officielle dom. Hvordan bærer man en sådan skæbne, når man er uskyldig? Hvordan overlever man et sådant mareridt?
»Det er mere forfærdeligt, end man kan forestille sig. Det hjælper ikke at græde.« Fortæller Larry Youngblood lakonisk. Han afsonede otte år af en dom på 10,5 års fængsel, inden han blev frifundet og løsladt på baggrund af dna-prøver. Youngblood tilføjer, at han ikke længere stoler på nogen, ikke omgås nogen, og aldrig så meget som kigger i retning af børn.
»Helvede er her. Himlen, det er, når du dør, og du ikke længere behøver at forholde dig til samfundet.«
Det er med andre ord kun sådan, man overlever: som stærkt emotionelt og socialt invalideret.
Larry Youngbloods tragiske historie er en ud af i alt 46 lignende beretninger, som man kan læse i Taryn Simons stærkt bevægende bog The Innocents. Bogen er resultatet af et arbejde iværksat i samarbejde med The Innocent Project, der hører hjemme under Benjamin N. Cardozo School of Law i New York. Her har man de seneste 10 år arbejdet målrettet og determineret på at få løsladt uskyldigt dømte fanger i nordamerikanske fængsler, primært ved hjælp af dna-analyser. Portrætterne i The Innocents er så at sige dokumentationen af dette tunge juridiske arbejdes håndfaste resultater.

Fiktion og realitet
Det er en højst usædvanlig portrætbog. Dels på grund af de hårrejsende historier, der oprulles. Dels på grund af selve portrætternes form, der er en blanding mellem faktuel rapportering, interview og fotografi. Den unge fotograf Taryn Simon fik vakt sin interesse for området, da hun sommeren 2000 på bestilling af New York Times Magazine udførte en række portrætter af uskyldigt dømte, der havde afsonet straffe på dødsgangene i USA. Dette førte hende videre ad det spor, der nu resulterer i bogen The Innocents.
Bogen består primært af en række fotografiske portrætter af de uskyldigt dømte. Men snarere end regulære dokumentariske skildringer er der tale om komplekse tematiseringer af fotografiets og øjenvidnets rolle i selve de tragiske livshistorier, forbrydelser og retssager, som beskrives. Simon, der tidligere har markeret sig som modefotograf, har fotograferet de uskyldigt dømte i omgivelser, der relaterer direkte eller indirekte til deres historier.
Larry Youngblood er eksempelvis fotograferet sammen med sin kæreste på det sted, hvor han reelt opholdt sig, da den forbrydelse, han blev anklaget for at have begået, skete et helt andet sted. Kæresten vidnede til hans fordel, men en rent hvid jury dømte på trods af dette vidneudsagn den sorte
Youngblood skyldig. På billedet poserer Youngblood under Arizonas hårde sol med hænderne i siden, ansigtet bøjet let fremover og blikket skjult bag et par mørke solbriller. Ligesom de øvrige billeder i bogen ligner det mere et stillbillede fra en film end et dokumentarfotografi.
En væsentlig pointe med billedernes særlige udformning er den umærkelige sammenvævning af fiktion og realitet, som har sin tragiske parallel i de begivenheder, de portrætterede ufrivilligt og uberettiget er blevet indrulleret i. Alle disse mænd – og en enkelt kvinde – har oplevet, at en usand historie, en magtfuld fiktion om deres delagtighed i en nok så virkelig forbrydelse, kom til at styre deres tilværelse, og dermed mareridtsagtigt antog en realitet, som den i udgangspunktet ikke havde eller burde have. Mange af dem er fotograferet på åstedet for den forbrydelse, som de ikke begik, men som alligevel kom til at mærke dem for livet. Andre er fotograferet på det sted, hvor de blev anholdt, eller hvor de blev dømt.

Sandhedsvidner
Bogens måske mest interessante historie handler om Ronald Cotton, der nåede at afsone 10,5 år af en livstidsdom for voldtægt af to kvinder, inden han blev erklæret uskyldig. Han blev dømt på baggrund af ofrenes udpegning af ham først i politiets fotografiske arkiv og dernæst i en fysisk line up. På Simons fotografi poserer han, mens han beskyttende holder en arm om et af voldtægtsofrene, Jennifer Thompson. Efter Cottons frifindelse er de to blevet venner, og hun laver nu frivilligt oplysningsarbejde om det problematiske i øjenvidneidentifikationer.
Med afsæt i sine egne erfaringer fortæller hun:
»Jeg udpegede Ronald, fordi han efter min mening lignede fotografiet, som lignede fantomtegningen, som lignede voldtægtsforbryderen.«
Ideen om det sete, erindringen om det sete og det sete i sig selv er uadskillelige størrelser, hvilket man også selv får at mærke, når man bladrer i bogen. Man griber således sig selv i at synes, at alle de portrætterede ligner forbrydere, hvad det så end vil sige, selv om de uskyldige.
The Innocents er en særdeles tankevækkende og på mange måder meget skræmmende bog, der rejser en række spørgsmål om retssikkerhed i USA.
Som det hedder i bogens forord, så kan de skæbner, som er overgået disse uskyldigt dømte, principielt ramme enhver, men risikoen øges signifikant, hvis man er en yngre sort mand.
Hvad man ikke kan være i tvivl om efter læsningen af bogen er, at en uberettiget doms konsekvenser er noget nær uoprettelige. Selv efter deres frifindelse og ’renselse’ er alle bogens personer så at sige fordømt på livstid, stedse mærket af forbrydelser, de ikke har begået. Det er rystende læsning i en udfordrende og utraditionel indpakning, der på afgørende vis fornyer dokumentarfotografiets form.

*Taryn Simon. The Innocents. 104 s., ill. i farver, 34,95 dollar. Umbrage Editions. New York. 2003.

*Taryn Simons fotografier udstilles på Kunst-Werke, Auguststr. 69, Berlin fra den 27. september til den 23. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her