Læsetid: 3 min.

De usynlige forfulgte

’Dirty Pretty Things’ rummer både spænding og vibrerende følsomhed i sin historie om Londons illegale indvandrere
12. september 2003

(2. sektion)

Ny film
Holdes Londons samfundsmekanisme mere eller mindre i gang af en veritabel slavehær af illegale indvandrere? De arbejder tilsyneladende overalt som taxa-chauffører, rengøringspersonale, syersker og hotelportierer – desperate mennesker på evig flugt, uden pas og papirer, og derfor ekstra lette at forulempe og udnytte.
Det er denne spøgelsesagtige underklasse, Stephen Frears’ meget velturnerede Dirty Pretty Things handler om. Den stadig vitale instruktørveteran og hans manuskriptforfatter Steven Knight spiller dygtigt på, at de ulovlige indvandreres tilværelse på mange måder er en spændingshistorie i sig selv, fuld af hemmeligheder, dobbeltspil og flygtige, men livsvigtige kontakter. For hvordan gebærder man sig egentlig, når man for alt i verden må holde sig skjult, men jo samtidig skal eksistere rent fysisk, med en indtægt og en bolig, begge lige ulovlige – ja, måske endda have et slags liv, uden altid at føle sig forfulgt?

Salg af ædlere dele
Den unge nigerianske Okwe er hovedpersonen, en gådefuld mand, der arbejder i døgndrift som taxa-chauffør og natportier på The Baltic Hotel i Londons City, hvor meget af handlingen udspiller sig.
Lidt efter lidt lærer vi hans sande identitet at kende – han er læge og forfulgt af magthaverne i sit hjemland. Og også i England bliver han en jaget mand – ikke af myndighederne, men af den kyniske spanske hotel-manager, der presser ham til at arbejde på et makabert projekt. Det går ud på at skaffe rige englændere organer fra immigranter, der gerne sælger f. eks. deres nyrer for at skaffe sig falske pas.
Samtidig involveres Okwe med den unge tyrkiske asylansøger og hotelstuepige Senay, der har skaffet ham en bolig, som viser sig midlertidig; for hun må selvfølgelig ikke have fremmede boende og i øvrigt heller ikke arbejde. At undvige fremmedpolitiet er en kunst i lynhurtig konduite – og evnen til at sno sig er overhovedet en betingelse for overlevelse som illegal immigrant.

Frears’ lette touch
Krimi-plottet sættes i gang, da Okwe opdager et menneskehjerte skabe forstoppelse på et af hotellets toiletter. Symbolikken er til at tage og føle på, den kvalmende chok-effekt betydelig, og man gyser ved tanken om, hvad en Kubrick eller Lynch ville have fået ud af påfundet.
Men Stephen Frears svælger ikke i det uhumske, og hans lette, impressionistisk præcise touch og skarpe klipning er i det hele taget et af filmens trumfkort. Hverken Okwe eller Senay tegnes med den store dybdevirkning, men de lever påtrængende ægte som desperadoer i en pulserende storby, der er let at genkende og tro på, uden at Frears behøver dyrke dvælende dokumentarisme.
Frears laver heller ikke det store følelsesfulde melodrama ud af Okwes og Sinays dilemma; han giver hellere sine scener en let drejning mod den sorte komik. Og han bevarer ubesværet den rette balance mellem spænding og miljøsikker indlevelse.
Helt afgørende er det, at han i Chiwetel Ejiofor har fundet en skuespiller, der med åndsoverlegenhed og diskretion skaber sympati om den intelligente hovedperson Okwe og hans stædige forsøg på at bevare sin integritet i en verden fuld af snavs. Ejiofor kan gøre en skeptisk desillusioneret manér tiltrækkende og passende mystisk – her er en spiller, man vil høre meget mere til. Og franske Audrey Tautou, kendt som Amélie, skifter rollefag som den tyrkiske veninde – med mindre at spille på, men uden at falde igennem.
Kun i birollerne trækkes nogle karikaturer til tider for hårdt op. Det gælder dog ikke vores egen Zlatko Buric, der er russisk så det batter i rollen som ekscentrisk hjælpsom dørvogter.

*Dirty Pretty Things. Instruktion: Stephen Frears. Manuskript: Steven Knight. Engelsk-amerikansk (Dagmar, Grand, Kinopalæet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her