Læsetid: 4 min.

Uvirkelighedens skinbarlige vrøvl

Hører den nu løsladte 35-årige svensker, den kongelige forlovelse, en CIA-rapport og Ulla Dahlerup til i samme kulturkamp?
27. september 2003

Ritsjj
Kulturkampen handler om magten til at definere, hvad der er virkelighed, skrev litteraten – og postmodernisten – Hans Hauge forleden i en kronik i Berlingske Tidende. Hvis altså venstrefløjen siger, at der for det første findes en venstrefløj, og at for det andet venstrefløjen er mere moralsk og næstekærlig end højrefløjen, så er det »kulturkamp« at »få denne virkelighedskonstruktion destrueret«. Det samme kan siges om »klassekamp« og »det menneskelige« og ethvert andet ord, der gælder for en forestilling, der igen gælder for »virkelighed«.
Deri ligger også et svar til Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech og til forfatteren Stig Dalager og enhver anden, der har kritiseret regeringens kulturkamp for at have en »bagudrettet dagsorden« (Hornbech) og »lugte af fortid« (Dalager). For kulturkampen »handler ikke om fortiden, som den var«, skriver Hans Hauge, »eller rettere det gør den kun, hvis man forstår, at historie altid er samtidshistorie.« Og endda mere end det, for ved at definere fortiden på en ny måde »vinder man magten til at definere den postmoderne fremtid.«
Det siger sig selv, at »kulturkamp« – med Hans Hauge: regeringens destruktions- eller dekonstruktionskamp – også er en »virkelighedskonstruktion« og ophører med at gælde for virkelig, når eller rettere hvis det lykkes en modpart at få virkelighedskonstruktionen »destrueret«. Det siger også sig selv, at man ikke kan henføre den ene eller den anden virkelighedskonstruktion på noget virkeligt, noget mer-virkeligt eller rigtig-virkeligt, endsige måle dens grad af ægthed ved hjælp af sammenligninger. Det må komme an på kampen, om »vilje til magt«, som Claes Kastholm Hansen skrev i samme avis i sidste måned og i samme tankespor.
Alt det indlysende gør det imidlertid dobbelt så svært at begribe, hvad der berettiger den ene virkelighed frem for den anden. Og dermed dobbelt så svært at begribe ifølge hvilken målestok Anders Fogh Rasmussens kulturkamp er »genial« og »fin«, altså hvorfor – med Hans Hauges ord – bevægelsen »fra klassekamp til kulturkamp« er at foretrække frem for den modsatte bevægelse eller bevægelsen fra kulturkamp til en ny, helt tredje, men selvfølgelig ligeledes foreløbig definition.
Den mulighed foreligger imidlertid også, at det slet ikke er det, Hans Hauge mener med ordene »genial« og »fin«. Måske refererer de til selve strategien og dermed snarere til Anders Fogh Rasmussens påståede indsigt i det postmodernes mekanik end til kulturkampens og dens provisoriske virkeligheders kulturelle og politiske værdi.
Måske er Hans Hauge dybest set ligeglad. I virkeligheden.

At vælge eventyret
Kulturkamp handler om magten til at definere virkelighed. I ubestemt form. Altså magten til at skabe et tomrum og bagefter fylde det ud. I så fald har det været en af kulturkampens helt store uger.
I Sverige blev en 35-årig mand løsladt og alle anklager mod ham frafaldet, efter at han i otte dage havde siddet fængslet mistænkt for mordet på udenrigsminister Anna Lindh. I den tid har ikke bare alle svenske, men også de fleste danske aviser og tv-stationer demonstreret en udpræget vilje til at definere den 35-åriges virkelighed og for så vidt de årsagssammenhænge, der knyttede ham til Anna Lindh og endnu en tragisk hændelse i nyere svensk politik. Det blev blandt meget andet til historien om højreekstremisme, hooliganisme, chokerende forbindelser mellem jetsettet og en hård kerne af kriminelle, lystløgne, stofmisbrug, tyveri og falske identiteter. Og – i Berlingske Tidende, der fulgte »i fodsporene på en charmør, bedrager og mulig morder« – blev det til historien om et »had« avlet i et tidligere »attraktivt socialt boligbyggeri i blåt, gult og hvidt«. Kort sagt sindbilledet på det socialdemokratiske fallitbo.
Herhjemme blev kronprinsen officielt forlovet med en i det store og hele ukendt kvinde fra et for ikke kun danske gymnasieelever fuldkommen ukendt sted i verden ved navn Hobart på øen Tasmanien. Det lover ifølge lederskribenten i Kristeligt Dagblad godt for fremtiden, for prinsens udkårne »fremstår som en glimrende, fremtidig dronning, der er begavet med både et godt udseende og et godt hoved.« Ifølge Berlingske Tidende har hun – endnu uden at have sagt et ord – »fået danskernes samtykke«. I Jyllands-Posten er der tale om »et glædens budskab«, ikke kun for det unge par og familierne, »men for hele Danmark«. Prinsens og hele Danmarks fremtidige dronning har »efterladt et overordentlig sympatisk indtryk«, hvorfor »vi glæder os« over dette »moderne eventyr«.

Uvirkeligheden
Også B.T.’s Erik Meier Carlsen taler om et eventyr – og om at definere virkeligheden, også eller især hvor der ingen er: En kongelig forlovelse er – skriver han – »en meningsgivende fortælling, vi har al mulig brug for til at løfte og opløfte vor tilværelse.« Mens alle traditioner således »vakler«, fortsætter lederskribenten, »kan den moderne dansker frit vælge eventyret. Kronprinsen har ydet sit fornemme bidrag til dette valg gennem sit personlige valg af hustru«, således altså at vi også kan vælge – en anden virkelighed, eventyrets.
Man kunne i skyndingen tage nyheden fra CIA med, den om at der ikke er fundet spor af ukonventionelle våben i Irak, lige så lidt som der blev fundet spor af ukonventionelle våben – eller masseødelæggelsesvåben – før den militære intervention. I denne fase af den postmoderne fremtid rokker det imidlertid ikke nævneværdigt ved den »virkelighedskonstruktion«, der begrundede krigen.
Man kunne også og som et af de seneste eksempler på »viljen til magt« og dette med at »definere fortiden på en ny måde« referere vidt og bredt fra Ulla Dahlerups paranoide rablen ved Dansk Folkepartis landsmøde.
Man kunne også lade være. Og i stedet sige, at hvis Hans Hauge har ret i, at kulturkampen handler om at få denne og hin fortidige »virkelighedskonstruktion destrueret«, for derefter at indføre en ny og så fremdeles, så levner også uvirkelighedens konstruktioner kulturkampen nogle opgaver.
Nu som dengang og ind i den postmoderne morgen: Mytologiseringens, romantiseringens, den politiske retoriks og det skinbarlige vrøvls uvirkeligheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu