Læsetid: 2 min.

Venstre-folk sætter forsvarsminister under pres

Jensby bliver sat under pres af to partifæller. For at undgå forkludrede episoder med danske soldater skal Forsvarskommandoen væk. Socialdemokratiet er enig
6. september 2003

For at undgå forkludrede militære operationer og politiske bommerter skal hærens øverste ledelse, Fosvarskommandoen, nedlægges. Forsvarets topfolk skal i stedet arbejde direkte under forsvarsministeren – som en del af Forsvarsministeriet.
Det foreslår to centrale Venstre-folk, som dermed sætter partifælle og forsvarsminister Svend Aage Jensby under pres.
»Alene de seneste eksempler med forsvarschefen og skudepisoden i Irak viser, at alt for meget går galt. Og som almindelig skatteborger, så vil jeg da hellere have nogle flere soldater afsted, end jeg vil have folk, der bare sidder og producerer papirdynger,« siger næstformand i Folketingets forsvarsudvalg, Søren Gade (V).
Han står sammen med partifællen, udenrigsordfører Troels Lund Poulsen, bag en ny debatbog om forsvaret.
Forsvarsministeren har nedsat en arbejdsgruppe til at de på fordele og ulemper ved at fjerne Forsvarskommandoen og har endnu ikke taget stilling til forslaget.
Men forslaget får allerede nu en varm modtagelse af Socialdemokraterne, som er parat til at sikre flertal for idéen:
»Den type konflikter, vi ser i dag, er meget mere politiske, end det, vi hidtil har kendt. Tidligere drog to nationer ud og kæmpede mod hinanden ved fronten. Det er mere kompliceret i dag,« siger forsvarsordfører Per Kaalund (S).

For mange chefer
Forsvaret har i dag for mange chefer i forhold til hærens størrelse, mener Troels Lund Poulsen og Søren Gade.
Den kommende politiske aftale om forsvaret, som regeringen tager fat på næste år, skal derfor indeholde et forslag, som efterligner det amerikanske Forsvarsministerium, Pentagon.
Norge har allerede efterlignet den amerikanske model, påpeger de to Venstre-folk i den ny debatbog om forsvaret.
I dag har ministeriet og Forsvarskommandoen en »usund konkurrence«, der har givet anledning til en række uheldige episoder, fremhæver Søren Gade:
»Senest i Irak havde det været på sin plads med tættere kommunikation mellem forsvaret og ministeren. Det havde været rart, hvis de to instanser havde talt samme sprog i stedet for at gå hinanden i bedene,« siger han.
Et andet eksempel er den tidligere forsvarschef Christian Hvidts afgang anledning til et større slagsmål mellem forsvarsminister Svend Aage Jensby og forsvaret.
Jensby bremsede et afskedsarrangement, der ville have kostet skatteyderne et beløb på op til 30 millioner kroner.

Kan koste liv
Socialdemokraterne vil lade Forsvarskommandoens top-folk indgå i ministeriet midt i København, mens kommandoens fodfolk skal sendes ud på de relevante kasserner og tjenestesteder, fortæller forsvarsordfører Per Kaalund (S).
For Venstre-folkene er det afgørende specielt forsvarschefen Hans Jesper Helsø, opnår et tæt samarbejde med forsvarsministeren. Manglende forståelse mellem de to kan føre til, at regeringen tager forkerte beslutninger i en sag.
Og ikke mindst, at forkerte beslutninger i sidste ende koster udsendte danske soldater livet.
Tdligere – før Murens fald i 1989 – kunne forsvaret bedre træffe beslutninger alene, fordi fjenden var klart defineret:
»I gamle dage var det bare et spørgsmål om at sætte Danske Division ind, og så ville de blive slået ihjel dernede. Diskussionen kunne gå på, om målet skulle bombes til højre eller venstre for broen,« siger Søren Gade.
I dag spænder forsvarets opgaver vidt, og kræver derfor nøjere politisk overvejelse, mener han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her