Læsetid: 3 min.

Verden har stadig ondt i sjælen

11. september kunne have været advarslen, der fik verdens lande til at vågne op og skabe større lighed og retfærdighed – men intet tyder på, at det vil ske
11. september 2003

CANCUN – De har sat deres telte op og spændt hængekøjerne ud mellem træerne på den støvede plads udenfor en sportshal i udkanten af Cancuns lokale, mexicanske bydel. De er kommet rejsende i busser bjergene og fra junglen, fra de små majsmarker og kaffeplantager. De er fattige bønder, og som nogle milliarder andre mennesker på denne klode føler de sig under stigende pres i en verden plaget af krig, terror og ulige spilleregler.
»Vi er kommet her fordi vi er mange, der ikke er enige,« siger Ilse Natividad Gomez Perez, en smilende og livlig maya-kvinde, som sælger sine medbragte tortillaer ude foran teltpladsen.
»Jeg bekymrer mig over den gensplejsede majs fra USA og giftstofferne i jorden og maden. Vi ønsker ikke at den måde, vi lever på, skal ødelægges. Og vi er ikke enige i det, USA gør. De begår mange uretfærdigheder, og de slår både mænd, kvinder og børn ihjel. De er verdens stærkeste magt, og derfor er vi her.«
Der er langt fra hendes landsby Chalchikuitan i Chiapas til verdens magtcentre. For Ilse Natividad var attentatet mod World Trade Center for to år siden formodentlig en abstrakt begivenhed et fjernt sted, men alligevel har den sat spor også i hendes liv.
Da de samme lande mødtes i Doha for to år siden, stod 11. septembers rædsler frisk i erindringen. Bevidstheden var stærk om, hvor uendeligt skrøbelig den fagre nye globale verden, som markedsøkonomiens triumf baner vej for, er. I 2001 blev den ramt i hjertekulen af en lille gruppe velforberedte fanatikere, og alene det enorme sikkerhedsopbud her i Cancun, fjernt fra terrorens sædvanlige slagmark, viser, at nervøsiteten stadig hersker.
Lige nu bevogter krigsskibe de kridhvide sandstrande og helikoptere sværmer over vore hoveder. Men til hverdag er her fyldt med glade
feriegæster fra vores del af verden. Her kan mayaindianernes efterkommere få lov til at betjene os på de fire- og femstjernede hoteller: de kan servere mad for os, pudse vore sko, falbyde deres kunsthåndværk og rense toiletter. Og andre steder i den fattige verden kan de kappes om, hvem der for laveste løn vil sy vores tøj,
lave sko, fremstille biler, tv-apparater og computere, eller dyrke fødevarer som vi køber til spotpris, hvis vi ellers giver dem lov – for mangfoldige særinteresser kommer ofte på tværs.

Verden til forskel
Der er en verden til forskel mellem de lasede bomuldstelte her, og de luksuøse hoteller og konferencehaller på den anden side af de høje jerngitre, som i disse dage deler Cancún i to: Deres verden og vores verden. Den støvede virkelighed for mindst halvdelen af denne klodes indbyggere på den ene side, og det, der til hverdag er en luksuriøs legeplads for turister – et fornøjelsesteater bygget op af kulisser, hvor papmaché-pyramider i skrigende farver udgør en
kitchet karikatur af en anden civilisations bygningsværker, kunst og kultur.
Chancen for at nogen i det luftkølede, stærkt bevogtede konferencecenter 10 kilometer borte vil høre
Ilse Natividad Gomez’ synspunkter er da også stærkt begrænset. Det talstærke sikkerhedspoliti havde ved avisens deadline ikke tænkt sig at slippe bøndernes protestmarch gennem jerngitrene.
Så mens Al-Qaeda åbner nye fronter i Irak og hjælpearbejdere myrdes i Afghanistan, vokser hadet og mistroen til de vestlige lande.
»Ingen aner hvor mange, der i dag er parate til at begå selvmordsterror – er det 5, 100 eller 5.000,« siger den amerikanske forfatter og vicepræsident for Attac, Susan George, da jeg møder hende i Cancun. »Terroren bruges af den amerikanske regering til at holde sin egen befolkning fast i frygt og aggressivitet. Selvfølgelig kan udvikling alene ikke fjerne terrorismen. Men hvis man investerer og øger indkomsterne i de fattige lande, ville man fjerne noget af grobunden for terroren,« siger hun og haster videre til næste møde om fjernelse af landbrugssubsidier.
Det handler ’kun’ om tre milliarder – den fattigste halvdel af klodens befolkning. Optimismen hvad den del af forhandlingerne angår er stærkt begrænset – der er næppe udsigt til afgørende gennembrud i de kommende dage, forlyder det i korridorerne. Hvor længe vil tålmodigheden vare ved?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her