Læsetid: 6 min.

Et vindue til fremtiden

30 år efter sin ’Sidste tango i Paris’ har den italienske instruktør Bernardo Bertoluccis nye film, ‘The Dreamers’, vakt opsigt på den nys overståede filmfestival i Venedig
12. september 2003

(2. sektion)

Festival
På en Venedig-festival, der stort set forløb uden kontroverser, var den italienske filminstruktør Bernardo Bertoluccis nye film, The Dreamers, den store undtagelse. Den polariserede kritikerne, hidbragte et pust af sexskandale, skabte festivalens første censurstrid og blotlagde kulturkløften mellem det europæiske og amerikanske filmpublikum. Lidt af en bedrift, må man sige, for en instruktør, der for længst har passeret de 60 år, plages af rygsmerter, og hvis bedste år de fleste nok følte, lå bag ham.
Forevisningen for pressen var så tætpakket, at midtergangene var fyldt, og folk lå på gulvet helt oppe ved lærredet. Atmosfæren mindede derved på forundelig vis om den, der skildres i filmen – den berusende tid i 1968, som ifølge Bertolucci »danner grundlag for hele vores adfærd i dag.« Uanset hvilken skæbne filmen får i USA, kan den ikke undgå at komme til at vække ny interesse for begivenhederne i en epoke, som mange har glemt eller foretrækker at ignorere.
The Dreamers er en filmatisering af romanen The Holy Innocents (1988) af englænderen Gilbert Adair. Handlingen tager sin begyndelse i februar 1968 på et tidspunkt, hvor den franske præsident Charles De Gaulles kulturminister, André Malraux, står over for at skulle fyre Henri Langlois fra jobbet som chef for det nationale filmmuseum, Cinémathèque Française.

Oprør i filmverdenen
Den berømte franske forfatter Jean Cocteau kaldte i sin tid Langlois for »dragen, som vogter vore skatte.« I modsætning til andre filmentusiaster var Langlois mere interesseret i at vise film end i ærbødigt at konservere dem. Han var en kaotisk figur, som mange elskede og nærede dyb hengivenhed for.
Forsøgene på at »slå dragen ned« fremkaldte vrede hos Frankrigs førende intellektuelle og filmkunstnere. Blandt dem, der gik i brechen for hans genansættelse, var Renoir, Jean-Luc Godard og Roland Barthes. Langlois-skandalen, der i dag er så godt som glemt, var den gnist, der antændte de senere optøjer og protester i 1968.
Tre måneder senere, efter demonstrationerne midt i maj, gik 10 millioner franske arbejdere i strejke. Luften var ladet med revolutionære forventninger. Som Adair bemærker, spurgte chokerede lederskribenter i datidens franske aviser: »Skal vi nu også frygte, at skolebørn indleder en revolte?«
Begivenhederne i 1968 danner baggrund for The Dreamers, som dog hurtigt udvikler sig til et intenst og klaustrofobisk psykodrama, der holder sig inden for rammerne af den pariser-lejlighed, hvor den amerikanske studerende Matthew (Michael Pitt) logerer hos søskendeparret Theo (Louis Garrel) og Isabelle (Eva Green).

Fuld af referencer
På samme måde som trioen i Cocteaus Les Enfants Terribles, spiller de tre unge diabolske, seksuelle og psykologiske spil med hinanden. Filmen er spækket med referencer til Godard, franske nybølgefilm og endda Buñuel, som i filmen Morderenglen berømmeligt patenterede ideen om gæsterne, der ikke er i stand til at forlade middagsselskabet.
Bertolucci har kaldt sin film »en hyldest til Truffaut« og hævder selv, at dynamikken imellem de tre hovedpersoner er som en genklang af trekantsdramaet mellem Jeanne Moreau, Oskar Werner og Henri Serre i Truffauts Jules og Jim.
Som Bertolucci afslørede i et interview for nylig, er der imidlertid stor fare for, at hans film vil blive »amputeret og lemlæstet« før sin premiere i USA. Det amerikanske distributionsselskab Fox var i første omgang begejstret, men frygter nu, at censorerne vil forbyde filmen for unge under 17 og sandsynligvis skære nogle af sexscenerne ud for at undgå det.
Hovedrolleindehaver Michael Pitt, der er fra New Jersey siger herom: »Det amerikanske filmpublikum får næppe en chance for selv at afgøre, om det vil forarges. Jeg skammer mig på mit lands vegne.«

Kønsorganer
Længe før The Dreamers var færdigklippet havde filmens utilslørede seksuelle indhold vakt anstød blandt amerikanske filmdistributører. Men i sammenligning med Ken Park eller nogle af de mere ekstreme produktioner i nyere fransk film (Baise Moi, Irreversible) er scenerne med bror og søster og deres amerikanske studiekammerat, der fjoller nøgne rundt til tonerne af Jimi Hendrix og The Doors, relativt uskyldige.
Gilbert Adair har følgende forklaring på den kontrovers, som nøgenscenerne har udløst. »Det her handler ikke om nøgenhed, men om kønsorganer. Vi taler om pikke. Det er pikke, folk ikke kan acceptere. Man kan vise alt på lærredet, undtagen altså disse dele af kroppen. Det er for mig at se totalt grotesk. Vi kunne have vist Theo og Isabelle trykke Matthews ene øje ud og smide det ud ad vinduet, uden at det ville have fået censorerne til at forbyde filmen for unge under 17. Det er, fordi vi har dristet os til at vise unge mennesker, der nyder hinandens kroppe, at vi nu står med dette problem.«

Kritikertorden
»Jeg fandt disse tre unge mennesker og sammen med dem steg jeg ind i en tidsmaskine,« fortæller Bertolucci om filmens tilblivelse. Han betegner sin nyeste film som en slags sidestykke til sit gamle mesterværk Sidste Tango i Paris, hvor Marlon Brando og Maria Schneider på lignende vis lukker sig selv ude fra verden.
»Men denne film har en lethed over sig, som Tango ikke havde, og jeg selv ikke havde dengang.«
Trods den begejstrede modtagelse, som The Dreamers har fået hos de europæiske filmkritikere, har det amerikanske filmblad Variety tordnet imod den, hvilket selvfølgelig kun har gjort udsigterne til, at den kan få premiere i USA i en ucensureret version, endnu ringere.
For de unge og i vidt omfang filmisk uprøvede skuespillere var det på mange måder en skræmmende udfordring at give sig i kast med en film, der var så følelsesmæssigt blottende og seksuelt udstillende.
»Ingen tvang dem til noget. Der var ingen angst, hvilket også kommer klart frem i filmen,« siger Adair, som var til stede under samtlige optagelser. Pitt, der bedst kendes for sine roller i Finding Forester og Murder by Numbers, indrømmer dog, at han var en smule ængstelig, før optagelserne begyndte.
»Jeg forsøgte hele tiden at minde mig selv om, at i Europa ville man se anderledes på dette,« siger han.

Personligt projekt
Nøgenscenerne blev først optaget langt fremme i produktionen. »Vi var som børn, der leger,« husker Eva Green, der dog kendte til myten om, at Maria Schneider var »knust« efter erfaringerne med Sidste Tango og bekymret for, at en lignende skæbne skulle overgå hende.
For 63-årige Bertolucci var The Dreamers et intenst personligt projekt. Filmen er ikke noget forsøg på at give en objektiv skildring, men lige så lidt prøver instruktøren at gemme sig bag ironi eller bruge satirisk bagklogskab til at hænge filmens unge radikaliserede filmentusiaster ud.
For Bertolucci var det som at dykke ned i malstrømmen fra 1968, som havde han aldrig forladt den. Det er denne kvalitet af uhæmmethed, som man ikke kan lade være med at blive optaget af, og som gør filmen så bevægende.
Bertolucci er lige så åben som sine unge skuespillere og ikke bange for at udlevere sig selv eller udsætte sig for beskyldninger om at parodiere sig selv som en gammel satyr, der kannibaliserer sine unge skuespillere. I Venedig kaldte han Eva Green »så smuk, at det er uanstændigt.«
Han hævder, at et afgørende motiv for ham til at lave filmen var at prøve at give en fornemmelse for den idealisme, der prægede hin tid.
»Når vi i ’68 gik i seng om aftenen, vidste vi, at vi ikke bare ville vågne op til en ny morgen, men til en ny fremtid... Konstant bar vi rundt på et håb om, at verden kunne blive anderledes.«

Tidens tand
Et grumt tegn på tidens hærgende tand er et klip, der viser den rigtige Jean-Pierre Léaud (stjerne i talrige nybølgefilm, blandt andet Truffauts Ung flugt) protestere over fyringen af Langlois i 1968 med krydsklip til Léaud i dag, der ser slidt, trist og meget gammel ud.
»Det er det, vor tids unge har brug for – et større vindue til fremtiden,« siger Bertolucci.
»Hvis unge mennesker har lyst til at gå ind at se min film, håber jeg, at de bliver smittet af dens idealisme.«
Hvad Pitt angår, udtrykker han frustration over sin egen generations politiske apati.
»Unge amerikanere er ikke ude på at ændre verden. De vil aldrig så meget som få den tanke, at de kan ændre verden. De har virkelig noget at lære.«

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her