Afghansk hængedynd
To år efter hovedslaget i den amerikansk-ledede krig mod al-Qaeda og Talebanstyret i Afghanistan ser det ud til, at den amerikanske hær forbereder sig på at blive i landet i helt op til otte år.
Det fremgår af en ny plan for udviklingen af militærbaserne i Bagram og Kandahar, som viser, at den amerikanske operationelle ledelse planlægger fem til otte år ud i fremtiden og har besluttet at gennemføre en række såkaldte livskvalitets-projekter, der skal forbedre forholdene for de omkring 11.500 soldater.
»Der er en langtidsplan; vi kommer til at blive her i lang tid,« siger oberstløjtnant Steve Mahoney, militær driftsleder ved basen i Kandahar, til Stars and Stripes, der er USAs officielle nyhedsbrev til udstationerede tropper.
Samtidig arbejdes der, ifølge en embedsmand, med indblik i den langsigtede planlægning for Afghanistan, på en køreplan, der skal gøre den afghanske regering i stand til at overtage den fulde styring med landet og give USA mulighed for at erklære missionen i Afghanistan for afsluttet. Hvornår det kan ske, afhænger af succesen med at stabilisere landet, hvilket betyder, at slutdatoen for missionens afslutning vil stå åben.
Oplysningerne kommer efter den blodigste periode siden afslutningen på større krigshandlinger i slutningen af 2001. Omkring 300 mennesker menes at være blevet dræbt siden begyndelsen af august i kamphandlinger og angreb fra talebanere.
Som omtalt i Information i går har en ny generation talebanere indledt en kampagne i landet. I løbet af det seneste halve år har talebanerne spredt sig fra det sydlige Afghanistan til de sydøstlige og østlige provinser, og ifølge direktør i bistandsorganisationen DACAAR Gorm Pedersen kommer der hele tiden meldinger om, at de optræder i nye områder.
Sergent Reba Eichhorst fra Alabama National Guard tror, det vil tage lang tid, før koalitionen kan trække sig ud af landet.
»Det vil tage mindst fem år bare at stabilisere dette land. Det er så utrolig langt fra at være stabilt,« siger han.
Taleban-ledere hævdede tidligere på ugen, at de nu udover to distrikter i Zabul-provinsen har kontrol med Barmal; et grænseområde tæt på den amerikanske base Shkin, hvor en amerikansk soldat blev dræbt mandag. Det afviser Davis, men ifølge kommandant for den afghanske hær Daud Khan, er 500 afghanske tropper sendt til Barmal for at nedkæmpe talebanerne, som er bevæbnet med »de nyeste våben«.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »