Læsetid: 4 min.

Amter ud – regioner ind

Hvem skal fremover træffe beslutninger om sundhedspolitik, trafik- og erhvervspolitik i regionerne – folkevalgte politikere eller fælleskommunale selskaber?
9. oktober 2003

Fremtidssikret
Fremtidens offentlige Danmarkskort får nye grænser. Kommunerne skal lægges sammen, frivilligt eller med tvang. Amterne skal væk og måske erstattes af mellem tre og ni regioner. Måske skal regionerne udskrive skatter, måske ikke. Måske skal de styres af direkte valgte politikere – måske ikke.
Men et er sikkert: De politisk-administrative enheder bliver større. Derfor finder Eva Sørensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, det »helt nødvendigt« at få flere fuldtidspolitikere i den lokale og regionale politik:
»Forestillingerne om, at fritidspolitikerne sikrer kontakten til befolkningen er en hellig ko. Tværtimod har fritidspolitikerne i kommunalråd og amtsråd en tendens til at blive hægtet af beslutningsprocesserne. Magten koncentreres omkring de fuldtidsaktive – dvs. borgmesteren, nogle udvalgsformænd og administratorerne.«
»Hvis vi skal sikre demokratiet, må vi give politikerne bedre ressourcer – det vil sige lønnet tid til at sætte sig ind i tingene og administrativ hjælp,« siger hun.

Nødvendig legitimitet
Foreløbig har to partier spillet ud med klare forslag. De konservative vil nedlægge amterne og erstatte dem med tre regioner, styret af en indirekte valgt bestyrelse. Dansk Folkeparti vil også nedlægge amterne, men ønsker at fordele deres opgaver mellem større kommuner og staten:
»Danmark kan klare sig med et statsligt og et kommunalt niveau,« understregede partiets kommunalordfører, Poul Nødgaard, i seneste nummer af Mandat, Amtsrådsforeningens blad. Venstres indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Andersen, nøjes med at understrege, at der er store ændringer i vente.
Flertallet af kommunerne vil være for små til at overtage de store amtslige opgaver inden for social-, uddannelse og sundhedsområdet. I dag har næsten halvdelen af kommunerne færre end 10.000 indbyggere, men heller ikke større kommuner med 30.000-50.000 indbyggere kan overkomme selv at drive sygehuse og specialiserede sociale institutioner. Tilhængerne af at kommunerne skal overtage amternes opgaver, forestiller sig derfor, at de opretter fælleskommunale selskaber, eksempelvis til at drive sygehusene. Typisk vil hver kommune så være repræsenteret af borgmesteren i bestyrelsen. Den model finder professor Ove Kaj Pedersen højst problematisk:
»Når en organisation anvender offentlige ressourcer og træffer beslutninger, der berører den brede befolkning, skal den være legitimeret, dvs. nyde respekt og være accepteret af befolkningen. Den mest oplagte måde at sikre det på er at overlade ansvaret til direkte folkevalgte politikere.«
Ove Kaj Pedersen mener, det er vigtigt at »rendyrke organisationerne«, så de enten er rent markedsdrevne, rent administrative eller rent politiske:
»Så er der ingen tvivl om, hvem der har ansvaret,« siger han.
En borgmester, der sidder i bestyrelsen for et fælleskommunalt selskab, vil eksempelvis få ansvar over for to parter, dels kommunalbestyrelsen, dels den privatretlige lovgivning, selskabet er underlagt:
»Så længe, det går godt, er de fleste ligeglade – men hvad, når det går skidt, og der kommer sager om en masse tabte penge, som skatteyderne skal betale?,« bemærker Ove Kaj Pedersen.
Meldingerne fra de store borgmesterpartier, Venstre og Socialdemokratiet, har hidtil været meget uklare. Partitoppene træder varsomt for at undgå at komme i klammeri med baglandet.
Venstres og Socialdemokratiets folkevalgte i amtsrådene og de små kommuner – cirka halvdelen – kan have fælles interesse i at sætte en kæp i hjulet for planerne.
Ikke kun fordi mange små bykonger og deres hof nødigt vil se deres personlige indflydelse og status forsvinde i stordrift. Men også af ægte bekymring for, at centraliseringen betyder mindre folkelig indflydelse på beslutningerne.
Professor Eva Sørensen synes imidlertid, at der er alt for meget fokus på kommunernes og amternes størrelse :
»Der kommer ikke automatisk mere demokrati i mindre, lokale sammenhænge. Langt vigtigere er, hvordan kommuner og amter gebærder sig i forholdet til borgerne. Nogle små kommuner prøver at trække alle beslutninger inden for rådhuset, mens nogle af de store kommuner er vældig gode til at spille sammen med forskellige borgergrupper.«
Eva Sørensen ser tværtimod en mulighed for, at større politiske enheder kan overvinde amternes demokratiske svagheder, fordi der bliver råd til fuldtidspolitikere.
I forbindelse med strukturdiskussionerne kunne politikerrollen i øvrigt trænge til et eftersyn, mener hun:
»Politikerne har fået besked på at holde sig på en armslængdes afstand af produktionen – og koncentrere sig om den overordnede styring. Det er en stor misforståelse – det er meget svært at tage beslutninger om overordnede rammer for et område, når man ikke kender substansen. Politikerne føler ikke selv, at de ved nok til at styre beslutningerne. De halter bagefter administrationen, som lægger det hele til rette for dem.«
»Man bør arbejde for at modernisere det politiske demokrati, hvor politikerne i længere perioder arbejder sammen med de berørte parter og administrationen om at finde gode løsninger på afgrænsede problemer,« siger hun.
Amtsrådsforeningens formand, Kristian Ebbensgaard, amtsborgmester i Roskilde og venstremand, – og næstformanden, Bent Hansen, amtsborgmester i Viborg og socialdemokrat, har opgivet at kæmpe mod, at amterne antal skal reduceres til fem-syv regioner. Til gengæld kæmper de indædt mod, at regionerne skal fratages alle andre opgaver end sygehusene og styres af folk, der er ikke er direkte politisk valgt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu