Læsetid: 3 min.

Anonyme melodikere

Med deres andet album lægger Starsailor sig i kølvandet på anonyme, men ferme og velskrivende engelske outfits som Travis og Coldplay – uden dog at true dem på levebrødet
2. oktober 2003

Ny cd
De seneste par år har en håndfuld engelske bands taget den særegne britiske og særdeles sangbare arv fra Paul McCartney-enklaven i The Beatles op til fornyet granskning, parret med Oasis’ skamløse populisme samt udtrakt udnyttelse af Radioheads demonstrative weltschmerz, godt nok helt uden denne gruppes antagonistiske trang til at gå imod enhver form for ydre forventninger, men til gengæld ofte med behageligt klingende, melodisk velmodulerede, lettere melankolske og yderst radiovenlige resultater til følge.
Genrens udøvere tager sig derimod ikke synderligt spektakulære ud, ja, visuel anonymitet er noget nær en selvfølge, hvilket selvsagt ikke genererer samme tumult som tidens mere udfarende og provokerende aktører. Man kunne snildt gå forbi de fleste af dem på gaden uden at vide, man netop havde passeret en rockmillionær, hvilket er fint nok, men måske ikke så vanvittig spændende, i sådan god gammeldags showbizforstand. De ligner til forveksling fuldstændig ’the lads down the pub’, hvilket i hvert fald i UK giver en vis street cred.
De to fremmeste navne inden for denne næsten tidsløse poprockgenre hedder Travis og Coldplay – herhjemme kan vi byde på en Tim Christensen, hvis det endelig skal være – og de besidder hver især en forrygende effektiv sangsmed i form af henholdsvis Francis Healey og Chris Martin, der begge virkelig kan skrue en sang sammen, ja, sidstnævnte giver oven i købet ofte sine kompositioner et overraskende twist – harmonisk, melodisk, rytmisk, han er skam en alsidig begavelse – der om ikke andet lige får én til at spidse ører, når de næsten irriterende iørefaldende sange rammer ens i forvejen spidsbelastede nervesystem.

Behagesygt
I samme boldgade finder vi kvartetten Starsailor, der her i lejren fra starten scorede en del point ved at have opkaldt sig efter et obskurt Tim Buckley-album og gruppens sarte og af poesi gennemlyste debut, Love Is Here, fik skam også en del pæne ord med på vejen. Det lød grangiveligt, som om der lå ansatser til noget større og noblere i det sæt følsomt skrevne, spillede og producerede sange, Starsailor havde stået fadder til, og man hengav sig villigt til den stemning af tristesse og melankolsk refleksion, der hvilede over albummet. Gruppens sanger, James Walsh, formåede endvidere at transmittere en overbevisende følsomhed, uden at det lød som om han var ved at kløjes i navlebeskuende selvmedlidenhed.
Nuvel, interessen ved efterfølgeren, Silence Is Easy, har i første omgang samlet sig om det faktum, at legenden Phil Spector har produceret to spor, men lad det være sagt med det samme: Hverken de pågældende sange eller det soniske slør, Spector har indhyllet dem i, løfter sig nævneværdigt over det pænt gennemsnitlige.
I det hele taget slår Silence Is Easy som helhed kun Starsailors position som et vaskeægte andendivisionshold fast med syvtommersøm – godt nok helt i toppen af en division, der endvidere tæller navne som Doves, Lowgold, Turin Brakes m.fl., men i lyset af de 11 sange her også uden potentialet til at rykke op ved siden af Coldplay og Travis, som helt enkelt har både bedre sange og præsentation. Punktum, penis, finale!
Det er gennemsympatisk, velmenende og behagesygt, men også modhagefrit og friktionsforladt, og resultatet er den type musik, der skyller gennem ens bevidsthed uden at forrette egentlig skade, men søreme også uden at sætte sig varige spor. Så hvad pokker mener de egentlig med, at Silence Is Easy?

*Starsailor: Silence Is Easy (EMI) Produceret af Danton Supple, Starsailor og Phil Spector
*www.starsailor.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her