I 30 år under Borgiaerne oplevede Italien krig, terror, mord og blodsudgydelser men de frembragte en Michelangelo, en Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde de broderkærlighed, 500 års demokrati og fred, og hvad var resultatet? Kukuret.
Orson Wells i rollen som Harry Lime i filmen Den Tredje Mand
Det er utrygt at være schweizer. Det er utrygt at leve i et af verdens rigeste lande og vide sig omringet af forbrydere og nasserøve.
Ved søndagens valg drog schweizerne konsekvensen. Mere end hver fjerde stemme gik til det højre-populistiske, national-konservative Schweiziske Folkeparti (SVP), der er imod asylsøgere og imod EU. Ikke at EU-medlemskabet overhovedet var til debat ja-partierne undlod klogeligt at røre spørgsmålet, der
i Schweiz vækker flere følelser, end selv det neurotiske Norge kan mønstre.
Valgkampen drejede sig især om landets krise, eller relative krise: Schweiz er ramt af økonomisk stilstand og arbejdsløshed (fire procent!). SVP mener, at ansvaret ligger hos regeringen, der tillader voksende sociale udgifter og er alt for slap i omgangen med asylsøgende.
Under valgkampen tog SVP derfor det hårde skyts i brug. På en af partiets valgplakater fik den eftersøgte terrorbagmand Osama bin Ladens portræt en fremtrædende placering.
»Vis flaget nu,« lød opfordringen til vælgerne.
På en anden plakat blev Schweiz afbildet som en plukket høne, kneblet og forsynet med fodlænker.
»Det kan ikke blive ved med at gå, som hidtil,« slog partiets ledende figur Christoph Blocher fast. 27,7 procent af vælgerne gav ham ret og gjorde SVP til landets største parti. Stemmerne kom fra de liberale og de konservative.
Mens Europa er i færd med at forene sig, vælger schweizerne at isolere sig i alpefæstningen. De 26 kantoner med udstrakt selvstyre og en 700-årig demokratisk tradition vil også i fremtiden være afskærmet fra omverdenen.
I tidens løb har mange intellektuelle indbyggere ellers varslet Schweiz snarlige undergang. Landet var størknet, hed det sig, ikke i stand til at udvikle sig. Mørkemændene fra kanton Appenzell, der så sent som i 1971 vedtog, at kvinder ikke kunne få valgret, tydeliggør billedet af forstening. (Folkeafstemningens resultat blev siden kendt ugyldigt af landets højesteret).
Men trods alle dystre spådomme har vi stadig et selvstændigt Schweiz i vor midte. Virkeligheden har vist, at landet er fuldt ud overlevelsesegnet på sine egne, gammeldags betingelser. Takket være bankhemmeligheden og de lave skatter kan landet tiltrække kapital og nye indbyggere. En strøm af millionærer er i disse år på skatteflugt mod Schweiz folk med penge er yderst velkomne, modsat asylsøgere. Også udenlandske virksomheder har fået øje på skattefordelene, en stribe tyske firmaer har allerede bestilt flyttekasser.
Vi kan sÅledes berolige schweizerne med, at Europa ikke er ved at undergrave deres land; snarere er det omvendte tilfældet.
Landet vil vedblive med at være et smørhul for folk, der ønsker at skåne den personlige formue. Og selvom indbyggerne føler sig truet af udenlandske forbrydere og overgreb fra det internationale samfund, er virkeligheden, at landet fortsat kan tjene på hvidvaskning af illegale penge og samtidig har held til at fiske naboernes bedste skatteydere.
Et lyspunkt ved søndagens valg er dog, at også socialdemokrater og grønne gik frem. Frygten for højredrejningen i Schweiz kan altså kun delvis bekræftes, og selv om valgresultatet er forstemmende, rummer det også muligheden for et demokratisk opbrud.
I de sidste 44 år har socialdemokrater, liberale, konservative og SVP siddet i en bred koalition sammen og delt de syv ministerposter fordelt efter en fast formel, uanset årenes valgresultater.
Ifølge denne formel har SVP kun ret til én ministerpost, men efter at SVP er blevet landets største parti, vil partileder Christoph Blocher ikke længere stille sig tilfreds med så lidt. Han nærer heller ingen varme følelser for selve koalitionen.
»Den er bekvem,« har han sagt. »Når der ingen opposition findes, kan man ikke blive vurderet, og ingen har ansvaret. En katastrofe.«
De kommende ugers koalitionsforhandlinger kan ende med at blive en spændende, ny erfaring for indbyggerne, der hidtil har levet i et land uden egentlig opposition. Hvis SVPs krav afvises, vil partiet forlade regeringen og det vil på alle måder være en gevinst, hvis det schweiziske demokrati blev udstyret med en opposition.
Det hidtidige fravær af politisk debat og modsætning afspejles i en ualmindeligt ringe interesse for valghandlingen: 57,5 procent af vælgerne valgte at blive hjemme.
