Læsetid: 6 min.

Bagdads unge drømmer

De unge irakere venter på en ny chance efter Saddam og efter USA’s besættelse. De drømmer om mobiltelefoner, uddannelse og demokrati
21. oktober 2003

BAGDAD – Det er varmt i Bagdad. Termometeret kryber over 50 grader i skyggen. Overalt sidder folk med flettede vifter af siv, aviser eller hvad de lige har ved hånden til at køle ansigtet, mens de venter. Venter på at der kommer elektricitet. Venter på rent vand. Venter på at få et arbejde. Venter på fred. Venter på fremtiden i byen, hvor der dagligt bliver begået hævndrab, voldtægter og væbnede røverier.
Det samme gør de tre unge mænd Haider og Assan på 22 år og Bassam på 17. De sidder på en café i centrum, drikker tyk, tyrkisk kaffe i små kopper, ryger cigaretter og snakker. Til forveksling kunne de ligne ganske almindelige unge fra et land, der ikke har været underlagt diktatur eller gennemgået tre krige i deres levetid. Et land, der ikke som deres er blevet væltet over ende efter koalitionsstyrkers befrielse. Deres tøj er vestligt – jeans og t-shirts – og de ler og fortæller vittigheder og snakker om de piger, de er forelskede i, men aldrig har kysset. Faktisk har ingen af dem nogensinde kysset en pige. Men deres øjne bliver alvorlige og mørke, da de fortæller, at de aldrig har kendt til frihed eller til fred, og derfor har svært ved at forestille sig en anderledes fremtid.
»Vi er blevet lovet så meget, som vi ikke har fået; først af Saddam Hussein og derefter af amerikanerne. Vi ved ikke, hvad vi skal tro på, men vi bliver nødt til at håbe og vente på at det hele en dag vil blive godt. Vi har ikke noget andet valg,« siger Assan, mens han slukker endnu en cigaret.
Tjeneren kommer mere dampende kaffe, mens vestlig kærlighedsmusik fra 80’erne flyder ud fra de lige så gamle højtalere. Det plejer ellers at være Haiders job, for han er nødt til at arbejde her på cafeen for at forsørge sin familie. Han har ni søskende, faderen er stukket af fra det hele og hans mor er syg af kræft. Hun skal opereres på et tidspunkt, når der er råd til det.
»Det kommer til at koste omkring 500 dollars. Så mange penge har jeg aldrig holdt mellem mine hænder,« siger Haider. Haider og Assan læser engelsk på universitetet og Bassam går i gymnasiet.
De er alle sammen ved at afslutte de sidste eksaminer, der er blevet to måneder forsinket på grund af krigen. Der er ikke blevet studeret så intensivt, men de håber alligevel på at bestå. Assan smiler som en, der har snydt sig igennem, men sådan har det jo ikke været.
Krigen har ramt alle studerende med angst og forvirring. Så forhåbentlig er lærerne gavmilde med karaktererne. Assans smil blegner, mens han fortæller om lærernes angst for de studerende. Efter krigen, blev flere lærere skudt af elever, der tog hævn for tidligere tids tyranni. De lærere, der ikke holder sig væk fra skolerne, men stadig kommer på arbejde, har derfor en væsentlig grund til at holde sig på god fod med eleverne. Haider sammenligner med en hund, hvis ejer har sultet den i længere tid og derefter slipper den fri.
»Den vil æde sin ejer og alt, hvad den kommer i nærheden af. Sådan er det også med det irakiske folk. Vi er ganske almindelige mennesker, der bogstaveligt talt har sultet i mange år og nu er blevet sluppet fri. Men det er selvfølgelig ikke os alle sammen, der har reageret sådan. De fleste af os holder sig hjemme og håber på, at der en dag bliver fred, så vi ikke længere skal være bange for at gå på gaden,« fortæller Haider.
For de tre unge mænd er familien det væsentligste i tilværelsen. Assan fortæller, at han regner med at blive boende hjemme hele sit liv, så han kan tage sig af sine forældre. Og når han bliver gift, vil hans kone altid være på anden pladsen, i forhold til forældrene. Selv for moderne irakere som de tre unge mænd, tæller de gammeldags muslimske traditioner altså mere, når det kommer til familie og kvinder.
»Familien har ofret meget for min skyld, og min storebror arbejder så hårdt nu, for at tjene penge til at betale for min uddannelse,« siger Assan. Og han spørger nysgerrigt om forholdet til familien i den vestlige verden er lige som det, han har set i amerikanske film. De tre unge mænd tilbringer det meste af deres tid hjemme.

Mestre i at slå tiden ihjel
Det skyldes ikke kun sikkerhedssituationen, men også at der ikke rigtig er nogen steder, de kan gå hen udover skolen. De har ikke penge til at gå i sportsklubber, og der eksisterer ikke nogen barer eller diskoteker. Derfor tilbringer de aftenerne og weekenderne med at snakke med familien og venner, der kommer på besøg og med at se på den fagre nye verden, der har åbnet sig efter krigen med det nyindkøbte satellit-tv.
»Vi er blevet mestre i at slå tiden ihjel med at snakke eller bare at sidde og kigge. Vores liv begynder og vores frihed kommer, når vi har penge nok til at gøre som vi har lyst til,« siger Assan.
De tre unge mænd drømmer om at kunne leve det liv, de ser på satellit-TV. Et liv, hvor de kan gå ud om aftenen, gå til koncerter, købe store biler og mobiltelefoner og rejse rundt i verden. Præcis som unge i Vesten. Og de håber på, at en god uddannelse kan hjælpe dem til at skabe sådan en fremtid, men de tør ikke helt tro på det. Assan vil være universitetslærer i engelsk.
»Det er så vigtigt, at irakerne lærer sprog, så vi kan kommunikere med omverdenen, og fortælle dem, hvem vi er. At vi ikke kun er de billeder, der bliver vist på tv af røvere og aggressive arabere. Det er så vigtigt at vi lærer hinanden at kende,« siger Assan.
Mens Assan drømmer om at genoplære sit land i udadvendthed og samarbejde, tænker Haider mest på at rejse væk: »Jeg har aldrig set den verden, der er uden for Irak. Jeg har knap nok været uden for Bagdad,« sukker han.
Men Haider, der er den mest poetiske af de tre, har rejst langt i sine tanker. Mest hen imod den kvinde fra sit studie, som han har været ulykkeligt forelsket i gennem fire år, og som han har skrevet et hav af kærlighedsdigte til. Hun er det, der fylder allermest i Haiders tanker og har givet grobund for hans forfatterdrømme. Bassam, der er noget yngre end de andre, men alligevel har skægvækst nok til et anseligt mustace, satser på at blive læge.
»Jeg vil til England og studere både for at se landet, men også fordi en irakisk uddannelse ikke regnes for noget andre steder i verden,« fortæller han.
Mens der bliver snakket om uddannelse og fremtid, afbryder Haider: Den største fremtidsdrøm for os lige nu er at kunne leve i fred. Den næste er at kunne gøre de ting, vi drømmer om. At leve i frihed. Det hedder vist demokrati.«

Serie
Ung i Mellemøsten
*Halvdelen af alle unge i Mellemøsten drømmer om at emigrere til USA. Vi tegner et portræt af en række unge mennesker i verdens mest konflikthærgede region og spørger dem, hvordan de ser på fremtiden. Dette er sidste artikel i serien

*Abigail Josephsen og Puk Damsgård Andersen er freelancejournalister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu