Læsetid: 3 min.

Til barnets bedste

24. oktober 2003

Som loven er i dag, kan domstolene ikke idømme forældrene fælles forældremyndighed – uanset om begge forældre er lige egnede som ansvarlige for barnets opvækst. ... Derfor ønsker vi også ved en kommende revision af loven om forældremyndighed/forældreansvar og samvær, at begge forældre kan bevare deres fælles forældremyndighed.
Socialdemokratiets oplæg til ny ligestillingspolitik

Helt frem til den endelige udsendelse i går af
Socialdemokraternes 19 sider lange oplæg til en ny ligestillingspolitik, rummede hjemmesiden et regulært forslag om at gøre det muligt for domstolene at ’dømme’ uenige forældre til fælles forældremyndighed efter en skilsmisse. Ovst. endelige forslags tamme ambition om, »at begge forældre kan bevare deres fælles forældremyndighed« giver derimod ikke megen mening: Man refererer bare gældende lov.
Som forsker ved Socialforskningsinstituttet Mai Heide Ottosen påpegede i onsdagens Information, lægger den eksisterende lovgivning allerede op til fælles forældremyndighed. Sådan én får gifte par automatisk. Fra sidste år kan også ugifte nu nøjes med at udfylde en erklæring om faderskabet, aflevere den til kordegnen og herefter have fælles forældremyndighed. I begge tilfælde bevares den fælles forældremyndighed ved samlivsophør og ændres kun, hvis parterne aktivt laver det om i Statsamtet.

Hvad domstolene angår, er de på sin vis mere ’progressive’, end befolkningen selv er, målt i villighed til at give fædre ene-forældremyndighed. Når folk selv afgør spørgsmålene, får mødre langt oftere ene-forældremyndighed end fædre – helt overvejende i enighed mellem parterne om, at sådan skal det være.
Men måske varmer Socialdemokraterne stilfærdigt op til at trække dén med domstolsafgørelsen ud af stalden igen, når lejlighed byder sig.
Selv om det en dag blev til lov, er det dog svært at forestille sig, at Danmarks tænkende dommerstand i praksis ville lænke et eks-ægtepar sammen i forældremyndighedens moralske håndjern, når de to først grundigt har bevist, at de ikke mere ønsker eller kan træffe beslutninger sammen, og siden yderligere har dokumenteret den enes eller begges raseri og mangel på forhandlingsevne ved at hale det hele for domstolen.
Hvem skulle det dog gavne at idømme dem fælles forældremyndighed? Da næppe børnene, der vil lide under, at konflikten bliver ved og ved, uanset hvis fejl det er. Den slags hedder ganske enkelt signalpolitik, trut i trompeten, der varmer brave kernevælgeres hjerter, men næppe gavner de mennesker, forslaget tilsyneladende angår.

Sandt er det, som skrevet står i Socialdemokraternes oplæg, at nutidens mænd i dag »spiller en langt større rolle i deres børns liv og ønsker i mange flere tilfælde end tidligere at bevare den rolle – også efter en skilsmisse«. Det er et indiskutabelt gode, som ligestillingen i samfundet har trukket med ind i familierne. Derfor kunne forskeren Mai Heide Ottosen i en undersøgelse for Socialforskningsinstituttet fra 2000 også dokumentere, at de ’progressive’ fædre, der er med fra dag ét i barnets liv, hyppigere bevarer den legale og sociale tilknytning til barnet efter samlivsbruddet.
Derimod er det ikke sandt, som Socialdemokraterne påstår, at en tredjedel af alle skilsmissebørn mister kontakten med den ene forælder. Ud fra undersøgelser og tal anslår Socialforskningsinstituttet nærmere 10-15 procent.

Læst samlet er der fine takter i de 19 siders ligestillingsoplæg. Det er glimrende, at nogen stadig gider påpege, at kvinder gennemsnitligt tjener en femtedel mindre end mandlige kolleger; og at andelen af fastansatte kvindelige forskere ved de højere læreanstalter er latterligt lille, også i de yngste årgange. En del er dog i det store og hele referater af gældende love og regler, som man blot kan blive ved med at hente goodwill på, fordi reglerne ofte ikke følges eller ’mainstreames’, som det hedder. Men ca. 90 procent af sossernes oplæg beskriver en verden, hvor mænd tjener mere, får bedre jobs osv. osv. Så er det jo fristende for en ung ligestillingsordfører som Mette Frederiksen (S) at markere sin fordomsfrihed ved at stange hankønnet en symbolsk luns fra det eneste område, hvor kvinder har dominansen – familien.
Men hvad hvis problemet ikke er ligestilling? Hvad hvis ikke far og ikke mor, men børnene er skilsmissens svage part, hvis retsstilling man frem for alt bør betænke? Og når et lovforslag – som de fleste love gør – risikerer at udsætte nogen for uretfærdighed, er det så bedst, at barnet eller den voksne bliver ramt? Så grusomt kan det være nødvendigt at stille regnestykket op. Derfor vil den virkelige nyskabelse på familiepolitikken være at følge forslaget fra Børns Vilkår om at ændre skilsmisselovens paragraf 16 til det enkle:
»Barnet har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor sammen med.« Ja, tak.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her