Benspænd mod fred

PÅ TRE afgørende tidspunkter under EU-formandskabet for et år siden fik Danmark chancen for virkelig at gøre en forskel: Første gang i forhold til Rusland, da den danske regering kunne have ført en skarpere kurs over for præsident Vladimir Putins konsekvente brud på menneskerettighederne i Tjetjenien. Anden gang i forhold til Mellemøsten, da udenrigsminister Colin Powell fra USA opfordrede Danmark til at indtage en særlig rolle for at sikre fred mellem Palæstina og Israel. Tredje gang i forhold til Tyrkiet, da FN’s generalsekretær Kofi Annan øjnede chancen for at kæde Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU sammen med et gennembrud i det fastlåste Cypern-spørgsmål.
I alle tre tilfælde kæmpede statsminister Anders Fogh Rasmussen imidlertid indædt imod, at Danmark skulle indtage nogen rolle. Som det endimensionelle menneske, han er, var der kun plads til èn dagsorden under formandskabet: Alt andet end EU’s udvidelse på København-topmødet i december sidste år skulle fejes af banen. Der var kun plads til denne ene sag på dagsordenen – og der var for den sags skyld kun plads til person i rampelyset. Nemlig Fogh selv.

I EN NY bog om det danske EU-formandskab – I spidsen for Europa, skrevet af Michael Ulveman og Thomas Lauritzen – får man et unikt indblik i den kurs, som blev lagt. Fogh fremstår præcist lige så usympatisk og manisk dominerende, som man husker ham fra tv-dokumentaren Fogh bag facaden – men bogen tilføjer mere. Især er der grund til at hæfte sig ved de tre afgørende udfordringer – Rusland, Mellemøsten og Tyrkiet – hvor sagerne blev så komplicerede, at hverken
fokusgrupper, meningsmålinger eller spindoktorer kunne hjælpe Fogh, som derfor holdt sig langt væk. Han skulle ifølge bogen, som vi i dag anmelder på side 7, ikke nyde noget af at blande formandskabet ind på nogen som helst områder, hvor der ikke var garanteret succes. Han ville i historiebøgerne, som den, der tilfældigvis sad som mødeleder den dag, hvor de store EU-lande havde besluttet sig for, at udvidelsen skulle falde på plads. Endnu en grund står dog også lysende klar – nemlig at Fogh under ingen omstændigheder ville finde sig i at skulle dele sin succes med udenrigsminister Per Stig Møller. Den nuancerede og meget vidende konservative udenrigspolitiker gennem to årtier blev fejet af banen, hver eneste gang chancen bød sig. Det er rystende at læse, hvor selvisk Fogh opførte sig – og
ikke mindst hvor lidt statsministeren var villig til at tage en risiko, som måske kunne have ført til fred.

DE EMBEDSMÆND, som stod Fogh nærmest – Statsministeriets departementchef Nils Bernstein og EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen – er tilhængere af den samme de facto tilpasningspolitik, som deres øverste chef. Det er nok derfor, han holder så meget af dem. Under et topmøde i Bruxelles modtog Bernstein således som den første beskeden om, at Rusland på grund af en tjetjensk gidselaktion i Moskva krævede, at Danmark aflyste Den Tjetjenske Verdenskongres i København. Bernstein foreslog straks, at Danmark føjede præsident Putin. Per Stig Møller afviste bastant, men blev karakteristisk nok hånet af Fogh, der kaldte de tjetjenere, som i titusindvis i det seneste årti er blevet slået ihjel af Putins folk, for en »bande mordere« og »kriminelle fanatikere.« Som en særlig trumf snerrede statsministeren, at tjetjenerne »jo er dine venner, Per.« Ja, de er i hvert fald ikke
Foghs, for han har altid været bedøvende ligeglad med de enorme krænkelser, som Putin har påført Tjetjenien. Heldigvis sikrede Møller noget af den danske ære.

DEN VIGTIGE rolle, som USA ønskede, at Danmark skulle indtage i kampen for fred mellem palæstinenserne og israelerne, blev desværre også obstrueret af Fogh. Han betragtede Møllers fredsforehavende som udtryk for naivitet og modarbejdede det. Heldigvis lykkedes det ikke helt, idet udenrigsministeren snedigt valgte at søge opbakning hos europæiske kolleger, inden sognerådsformand Fogh gik i sort. Allermest pinligt blev det dog, da statsministeren i sin iver efter at stå helt alene i rampelyset ved topmødet, blev fornærmet over udsigten til, at FN’s generalsekretær planlagde at ankomme for at gøre endnu et forsøg på at løse Cypern-problemet. Fogh, der er ligeglad med Cypern og slet ikke ønsker, at det muslimske Tyrkiet skal blive EU-medlem, gjorde igen, hvad han kunne for at forpurre freden. Kofi Annan blev væk. Det samlede indtryk er, at statsministeren ganske enkelt ikke har format til at indtage en international rolle – hans interesse for de problemer, der hverken kan løses hurtigt, effektivt eller til tiden, eksisterer ganske enkelt slet ikke. Pinligt.