Læsetid: 5 min.

Berlinsk baggård fuld af historie

Et enkelt gårdsystem i Berlin Mitte kan stadig berette om kvarterets og byens omskiftelige historie. Men hvor længe?
7. oktober 2003

Museum
De fleste Berlin-rejsende kender nok det sprudlende kvarter omkring Oranienburger- og Rosenthaler Straße. Her kan man tage del i det levende fortovscafeliv eller gå på opdagelse i de forgrenede erhvervsgårdsystemer, der gemmer sig bag de nyrestaurerede forhuse.
Uindviede vil dog nok lade sig afskrække af et af kvarterets mest spændende gårdsystemer: På adressen Rosenthaler Str. 39 ligger der som nabo til de mondænt restaurerede Hackesche Höfe et forfaldent forhus med indskriften »Wäschefabrikation«. Gennem den åbne port ses de krakelerede husfacader i de tre smalle baggårde, hvis bygninger oprindeligt rummede trange arbejderlejligheder, værksteder og en fabrik. Men på trods af det ikke just indbydende syn udgør dette gårdsystem en slags historisk billedbog over den spændingsladede tyske historie i det 20. århundrede: Såvel nazismen, Holocaust, det delte Tyskland samt genforeningen har således sat deres tydelige spor her.

1990’ernes kreativitet
I 1990’erne var ejendommen blot en del af det fænomen, der blev kendt viden om som eksperimentet Berlin Mitte: Før investorerne kunne lade moderniseringsbølgen skylle ind over dette forfaldne område, skulle ejerforholdene for husene efter DDR-statens fald først afklares. I de første år efter genforeningen blev kvarteret derfor til et slags ingenmandsland, hvor kunst- og kulturudøvere kunne rykke ind for blot symbolske huslejer.
Dette vildtvoksende kreative miljø er for længst passé: Ejerforholdene er afklarede, investorerne har moderniseret og skruet huslejen i vejret, og bortset fra enkelte subventionerede undtagelser er de mindre etablerede kunstnere dermed blevet fordrevet fra kvarteret.
Hvad ejendommen i Rosenthaler Str. 39 angik, tog det dog lang tid at finde frem til de rette ejere. Ved nazisternes magtovertagelse havde ejeren været en berlinsk jøde, dr. Wachsner, hvis ejendom blev ariseret af nazisterne. I 1943 blev Wachsner sendt i koncentrationslejr, hvor han omkom. I DDR-statens tid gjorde man ikke noget ud af at give ariseret ejendom tilbage til de oprindelige jødiske ejere eller deres arvinger. Her på adressen benyttede det statslige DDR-fjernsyn i stedet nogle af værkstederne i baghusene, og som overalt i kvarteret fik forfaldet lov til at brede sig.
Siden genforeningen gives ariseret ejendom tilbage til de oprindelige jødiske ejere eller deres arvinger. Men Wachsners arvinger var som følge af emigrationen under nazismen spredt ud over hele jordkloden. Og først for et par år siden fandt man frem til de ca. 30 personer i bl.a. Israel og USA, der nu i fællesskab har arvet ejendomskomplekset.
Denne langtrukne proces har betydet, at de kunst- og kulturudøvere, der efter genforeningen mod en symbolsk husleje rykkede ind i ejendommens forfaldne værksteder og fabriksetager, har kunnet skabe et velfungerende arbejds- og kulturcentrum. I deres forening Schwarzenberg forvalter og finansierer de nu på ottende år huset gennem egne aktiviteter og kunstnernes indtægtsafhængige husleje. Dette fungerer så godt, at foreningen endog har kunnet skyde knap en million Euro i den nødvendige sanering af nogle af bygningerne. I dag rummer gårdsystemet såvel produktionsværksteder for bl.a. kunstnere og designere, gæstelejligheder til udenlandske kunstnere, samt foretagender, der lokker publikum til: En café, biograf, gallerier, installationskunst i gårdene, et Anna Frank Centrum med udstilling, og ikke mindst museet »Otto Weidts blindeværksted« for jøder:

Weidts børstenbinderi
I 1940 indrettede Otto Weidt sit børstenbinderi i nogle små rum i et af baghusene. Weidt var ikke selv jøde. Men som overbevist pacifistist udnyttede han sine evner som forretningsmand til at redde så mange jøder som muligt fra nazisternes forfølgelse. Da Weidt solgte en del af sine produkter til hæren, blev hans firma klassificeret som en »krigsvigtig produktion«. Og under henvisning til denne krigsvigtige produktion lykkedes det ham gang på gang at forhindre, at hans ansatte blev sendt i koncentrationslejr.
Dette gik godt til foråret 1943. Men med Goebbels’ beslutning om nu at ville gøre Berlin fuldkommen jødefri, stod det klart, at også Weidts ansatte uomstødeligt stod over for deportationen.
Weidt forsøgte godt nok fortsat at redde i det mindste et par af sine ansatte, bl.a. ved at indrette skjulesteder til dem i selve værkstedet. Men de fleste af hans ansatte blev hentet af Gestapo i foråret 1943 og omkom i koncentrationslejrene.
Weidt døde i 1947. Og op igennem DDR-statens levetid lå hans små værkstedsrum ubenyttede hen og gik som hele baggårdssystemet mere og mere i forfald.
Men inspireret af forfatterinden Inge Deutschkron, der som en af de få af Weidts tidligere ansatte overlevede nazismen, fik nogle museumskundskabstuderende i 1990’erne løftet låget for historien bag disse rum. Understøttet af foreningen Schwarzenberg satte de de faldefærdige værkstedsrum i stand og indrettede her et lille, men fantastisk udtryksfuldt museum: Ved hjælp af rummenes autenticitet og udstillingens personligt-biografiske fokusering på nogle af de jødiske ansattes skæbner har de fået skabt en enestående fremstilling af den nazistiske jødeforfølgelse og vigtigheden af civilcourage. Bl.a. kan man betræde det lille rum, hvor Weidt skjulte en jødisk familie, indtil de blev forrådt af en jødisk stikker og deporteret til Auschwitz. Eller man kan følge med i den utrolige historie om den jødiske ansatte Alicia, som Weidt skjulte i et lagerrum sammen med hendes forældre. Også denne familie blev opdaget og endte i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Men på exceptionel vis kunne Weidt hjælpe Alicia til flugt, således at hun overlevede nazismen og krigen.

Usikker fremtid
Det arvefællesskab, som i dag ejer ejendommen, har besluttet at sætte den på auktion. Og de investorer, som har skudt millioner i kommercialiseringen af de omkringliggende gårdsystemer, slikker sig allerede forventningsfuldt om munden ved tanken om at få fingrene i dette sidste historisk intakte gårdsystem.
Selve museet »Otto Weidts blindeværksted« behøver godt nok ikke at frygte en lukning: Museet hører siden 2001 under det nye Jødiske Museum, som ingen investor vil turde lægge sig ud med. Men en stor del af Weidt-museets udsagnskraft ligger netop i den autenticitet, som udgår fra hele gårdsystemet som sådan. Der er tale om en atmosfære, som foreningen Schwarzenberg har opnået ved bevidst at knytte an til det alsidige og fortættede baggårdsmiljø, som oprindeligt udsprang af gårdsystemets virvar af trange arbejderlejligheder, værksteder og en fabrik: Også i dag bor her folk, her produceres, udstilles, diskuteres, leves. Men forsvinder denne kontakt til gårdsystemets historie f.eks. på grund af en for stilfuld facadefornyelse eller mondæne restauranters indtog, risikerer man, at museumsbesøget bliver reduceret til et overfladisk kik ind i en fjern fortids fremmede verden, som man ikke kan relatere til vores egen tid.

Præsidentiel støtte
Foreningen Schwarzenberg kæmper p.t. for selv at kunne overtage bygningerne. Deres mål er ikke blot at bevare atmosfæren omkring Weidts blindeværksted, men også at adressen som sådan skal kunne blive ved med at fungere som en slags topografisk beretning om hele det nu kommercialiserede kvarters historie. Og de understøttes i det mindste verbalt af flere prominente politikere. Blandt andre har forbundspræsident Rau foreslået at gøre arealet til et mindesmærke for personer, der ligesom Weidt satte deres liv på spil under nazismen for at hjælpe andre.
Men hvorvidt denne verbale politiske opbakning vil føre til en så slagkraftig økonomisk understøttelse, at man med offentlige midler kan udkonkurrere de private investorers interesse i gårdsystemet, står stadig hen i det uvisse. Den afgørende tvangsauktion finder sted i november i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu